07-11-2021

Vi lander på livets kyst

Salme: Se, nu stiger solen, DDS 754

Du hjælpeløses hjælp, vær du mig nær. Amen.

Es 60, 18-22; Åb 7, (1-12) 13-17; Matt 5, 1-12

Kom Herre Jesus, Amen.

Når vi mister, føler vi det ofte, som om vi er de første, der er udsat for det, og derfor kan sorg – selv om vi er omgivet af andre, mennesker, som elsker os – være en frygtelig ensom byrde at bære. Men vi er ikke alene om det; slægters gang handler også om erfaringer, som går igen, og som kan deles på tværs af tid. Og jeg tror, det er vigtigt på denne aften at trække på de erfaringer, vore forfædre har givet os, ikke mindst gennem litteraturen. Vi skal begynde i de islandske sagaer.

Om Egil Skallagrimsson fortælles det, at han var styg at se på, større og stærkere end sine jævnaldrende, og så forstod han at belægge sine ord. Egil kunne digte. Han fik i en ung alder sit eget krigsskib, han drog i viking og blev rig og mægtig. Egil ægtede Asgerd, og de fik bl.a. datteren Thorgerd og sønnerne Gunnar og Bodvar. Egil var en verdensmand, som til hver en tid forstod at løse alle problemer med sin mægtige styrke. Og han følte, at det var hans ret, for han havde indgået en pagt med Odin, som havde givet ham rigdom i både guld og afkom.

Men en dag brød Odin pagten; for Egils søn Gunnar, som var højt agtet af mange, blev syg og døde, og ikke længe efter omkom den smukke og stærke Bodvar på havet. Da Egil fik nys om, at Bodvar var skyllet i land på stranden, red han straks derned, tog ham op på sin hest, og fragtede ham til sin faders gravhøj, hvor han gravlagde ham. Derefter red Egil hjem, lagde sig i sengen og ville ikke længere tage føde til sig. Da sendte Asgerd, hans kone, bud til Thorgerd, som kom og lagde sig direkte ind i sengen til sin far. Der ville hun dø sammen med ham, sagde hun. Efter noget tid hørte han, at hun tyggede på noget, og han spurte hende hvad det var: »Det er tang. Det får man det dårligt af, og så dør man hurtigere« svarede Thorgerd, og Egil begyndte derfor også at tygge tang. Men da blev de begge tørstige og bad om noget at drikke. De fik bragt et horn med mælk, som gav dem styrke, hvilket irriterede Egil, for så ville han jo være længere tid om at dø. Datteren foreslog ham, at han burde holde sig i live så tilpas længe, at han kunne digte et kvad til hendes brødre. Da digtede Egil sit store kvad, Sønnetabet, som er både er et minde om hans forældre og en gribende afsked med Gunnar og Bodvar:

Meget har Ran,

Havet, berøvet mig.

Ene er den,

hvem Ingen elsker.

Mine Slægtebaand

har Søen sønderslidt,

livsstrengen i mit Bryst

er bristet.

Sådan kvæder Egil; med tabet af sønnerne uddør hans slægt, og han forstår - måske for første gang i sit liv - at der er ting, han ikke er herre over; han er ikke herre over havet, han er ikke herre over sygdom. Egil vil ikke kunne hævne sig på nogen af dem, som han har gjort det hele livet på andre, der gjorde ham eller hans slægt ondt. Og han mærker, at menneskelig trøst ingenting er værd:

Det Siger man for sandt,

at mister man en søn,

gives ingen anden erstatning

end at avle en ny;

heller ikke

fylder man hullet

med den første, den bredeste

efter en broder.

Sådan trøster mennesker ofte hinanden, men tabet er alvor, Egil elskede sine sønner, dem får han ikke igen, heller ikke selv om han kunne avle nye sønner. Odin, som gav Egil sønnerne, har taget dem tilbage, han har brudt sin pagt, siger Egil. Alligevel føler Egil stadig, at han skylder Odin alt, sine evner til at slås og digte, og derfor ender han med at acceptere sin skæbne. Han vil ikke længere gå i døden for egen hånd, men i stedet vente på den, glad og med god vilje. Egil står op, fremfører sit kvad for Asgerd, Thorgerd og resten af hustanden og sætter sig atter i højsædet. Han holder gravøl for Gunnar og Bodvar, og da Thorgerd drager hjem, sender han hende bort med mange gaver i taknemlighed for, at hun bragte ham tilbage til livet.

Egil var ikke kristen, men af hans historie lærer vi, hvad det vil sige at være fattig i ånden; det er vi, når vi er berøvet det, vi levede for, vort livsgrundlag, dér hvor der vendes op og ned på det, vi mener er hele vor eksistensberettigelse, og hvor der intet håb synes at være forude. Egil digter sig ganske vist til en forsoning med tabet og tager sin skæbne på sig, men hans Gud, Odin, er langt borte og har ikke et eneste ord til trøst.

Det har vores Gud til gengæld, og vi har netop hørt de ord, der oprindelig er talt til forfulgte mennesker: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.« Salighed -skal vi vide - er glæde og fryd, som går over vor forstand, og vi, der er samlet her i dag, kan ikke få det til at passe med sorgen over dem, vi har mistet. For sorg kan også overgå vor forstand, sådan som det gjorde for Egil; sorgen kan udgå både af adskillelsen fra dem, vi elsker og af det, der ikke blev, som det skulle have været, af brudte relationer, som døden forhindrer os i at forsone os med. Og tænk, så er det her, at vor mærkelige, forunderlige Gud kommer og siger til os, at netop hér er vi salige, netop i vor afmagt, fattigdom og sorg, skal glæden komme til os, og glæden har et både et navn, Jesus Kristus, og et hjem, himlen. Det er den trøst, der skal få os til – billedligt set – at stå ud af sengen og sætte os i højsædet, så vi kan leve vort liv i glæde og med god vilje også efter tabet af vore kære.

Dog, er det lettere sagt end gjort, at vi sådan skal lade os trøste. De færreste af os formår endda at digte, det, der hjalp Egil ud af sorgen. At trøste vil jeg nu alligevel forsøge at gøre med en lille beretning fra bogen, Den gamle præst, af Jakob Knudsen. Her fortælles om pastor Castbjerg, som har tilbragt det meste sit liv i det sogn, hvor hans egen far også var præst. Under den spanske syge mistede Castbjerg både sin kone og sine to børn i løbet af få uger. En aften går han gennem præstegårdens store, ensomme stuer; han husker, hvordan de engang summede af liv, han ser klaveret, der står ubrugt hen, hvor der før lød livlige toner, og så ved han, at nu kommer sorgen skyllende ind over ham som så mange gange før. Men han ved også, at han er nødt til at lade den komme, for han har lært, at han ved at tage imod den fornemmer sine kære, ja, det er nærmest den eneste måde, han stadig kan være sammen med dem på, være samtidig med dem, som han var, da de levede. Castbjerg ser disse sorgens stunder som en sejlads, han tager ud på, og hvor han en tid har sine kære hos sig i sin længsel, men først når tiden er inde, kan han sejle med dem helt over til den anden kyst, hvor de aldrig mere skal skilles ad. Indtil da må han leve sit liv på verdens kyst, hvor alt liv er endeligt, men hvor der dog stadig f.eks. i naturen er masser af tegn på den faderlige omsorg, Gud omfatter os med. Som Castbjerg må vi sejle ud og vende tilbage for engang, når tiden er inde, selv at lande på livets kyst. Men vi skal nok komme der en dag, og da skal Gud selv tørre hver en tåre vore øjne.

Sådan er det at bære sorg, nogle af os har gjort det længe, for nogle af os er det en ny og smertefuld erfaring, men vi er fælles om den, og vi er fælles om Guds ord til os: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen