31-10-2021

Forlad os vor skyld

Salme: Dybt hælder året i sin gang, DDS 732

 Kom, Herre Jesus. Amen.

1 Mos 50, 15-21; Fil 1, 6-11; Matt 18, 21-35

En af Kaj Munks mordere var Wolfgang Söhnlein. Han blev efter krigen dømt til henrettelse, men allerede året efter blev straffen ændret til tyve års fængsel. I 1953 blev han dog løsladt og kunne frit vende hjem. I Flensborg blev han modtaget som såkaldt Spätheimkehrer og mødt med jubel og blomster af den tysksindede del af befolkningen, altså som helt. I Flensborg boede også den tidligere modstandsmand, Børge Borgaa. Han havde dér sit virke som lærer, han havde selv siddet i tysk fangenskab og mistet en kammerat under krigen. Nu kunne han altså på daglig basis møde forbrydere fra krigens tid; Söhnlein var nemlig ingen enlig svale. Det gjorde Borgaa så rasende på den danske regering, som ikke syntes at have undersøgt muligheden for at udvise tyske krigsforbrydere til tyske fængsler, at han skrev et harmdirrende læserbrev til det danske dagblad, Information. Flensburger Tageblatt fik nys om det og begyndte at agitere for, at Borgaa skulle udvises for at oppiske had til Tyskland. Landsregeringen lagde da så stort et pres på det danske mindretals ledelse, at Borgaa blev »overtalt« til at rejse hjem til kongeriget, hvilket han gjorde som en bitter mand.

Tilgivelse er ingen let sag, det vidner denne sag om, og det skal den ikke være. Ikke desto mindre er tilgivelse som påbud emnet i dag, og det er der god grund til. Evangeliet anskueliggør nemlig ordene fra Fadervor: »Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.« At få forladt sin skyld er lige så vigtigt som at få det daglige brød, som vi også beder om. Vi erfarer det næsten dagligt i vor hverdag; hvis vi har et udestående med nogen, kan det fylde alt, både hangen til at få ret, som måske ligefrem er en hævnfølelse, og behovet for, at nogen slår en streg over noget uoverlagt, man har gjort eller sagt. Jeg tror, at de fleste har erfaret hvor godt og befriende, det kan føles, når tavlen viskes ren, uanset om man selv tilgiver eller bliver tilgivet. Ligeledes har de fleste oplevet, hvordan tilgivelsen ikke kan trives, hvis skeletterne holdes i skabet. Hvis nogen ikke vil påtage sig skyld, eller hvis den gerning, der er begået, er af så grov en karakter, at tilgivelse på det menneskelige plan er umulig. Sagen om lærer Borgaa viser om noget problemet. Det sidste skud var knapt blevet afgivet i 2. verdenskrig, før de fleste gav sig ud i det store fælles glemselsprojekt. Man straffede de mest forhadte – frikorps Danmark-folkene og tyskernes danske håndlangere, medens man gik let hen over politikernes rolle, mod at der blev lagt låg på stikkerlikvideringerne, og som nævnt blev de tyske forbrydere snart sendt hjem til en civil tilværelse, hvor de befandt sig som ål i mudder. Der har kort sagt aldrig været tale om forsoning og tilgivelse i det danske retsopgør, og derfor er det stadig betændt og ganske skeletraslende. Imidlertid er det vanskeligt at sætte tilgivelse i system, om end man har forsøgt; vi kender det fra det politiske liv, hvor ordene -at lægge sig fladt ned - er en slags angerens trylleformular, der skal afstedkomme en tilgivelse, så vi kan komme videre. Men tilgivelse og forsoning er af så omfattende en karakter, at det må forkyndes til den enkelte som en personlig fordring, og spørgsmålet er, om det er muligt, hvis der ikke forekommer oprigtig anger.

Historien om Josef og hans brødre er et glimrende eksempel på dette. Josef var Jakobs førstefødte med yndlingshustruen Rakel og derfor sin faders yndlingssøn. Nu var der det med Josef, at han – som så mange små brødre før ham - ikke kunne administrere at være elsket, så han vakte med vilje sine ældre halvbrødres vrede. De mishandlede ham derfor og solgte ham til nogle handelsmænd, der igen solgte ham som slave i Ægypten. Brødrene løj Josef død overfor hans far, Jakob, der var utrøstelig.

Da Josef i Ægypten oplevede meget ondt, lærte han ydmygheden at kende. Men senere – ved vi fra børnelærdommen – blev han en stor mand ved Faraos hof; det var ham, der reddede Ægypten fra hungersnød, fordi han kunne tyde Faraos drøm om de syv magre år, der skulle efterfølge de syv fede. Da Josefs brødre netop p.g.a. dårlig høst fik brug for hans hjælp og Ægynptens kornlagre, kunne han have hævnet sig. Det gjorde han imidlertid ikke, men da faderen døde, var brødrene stadig angste for, at han skulle forfølge dem p.g.a. deres ugerning. De var jo vokset op med læren om øje-for-øje og tand-for-tand, og de vidste, at de havde handlet ondt mod Josef, så de kastede sig for hans fødder og bekendte, at de var villige til at blive hans trælle. Men Josef tilgav dem altså med ordene: »Er jeg i Guds sted?« Josef havde selv erfaret, at Gud vendte ondt til godt, at der måske ligefrem var en højere mening med det, der var hændt ham, og han lod det skinne igennem i sit eget liv og tilgav sine brødre alt.

Princippet med øje-for-øje og tand-for-tand ligger dybt i mennesket; vi forlanger ret og rimelighed også, når det handler om tilgivelse. I evangeliet kommer Peter til Jesus og spørger, hvornår han har tilgivet sin broder nok, og Jesus sætter ham på en umulig opgave; Peter skal tilgive op til syvoghalvfjerds gange. Og så kan han jo bare gå i gang med at tælle. Det er nu ikke meningen, at der skal holdes regnskab; det enorme tal er et tegn på tilgivelsens grænseløshed, at den skal være grundlaget for vort liv. Derfor fortæller Jesus efterfølgende lignelsen om kongen, der eftergav sin tjener hele sin gæld, alene fordi han fik medlidenhed, da tjeneren angrende bad om henstand. Det fik dog ikke tjeneren til at vise andre, der skyldte ham penge, samme storsind, og da blev kongen vred. Han smed tjeneren i gældsfængsel, hvor han måtte forblive, til gælden var betalt. »Sådan« siger Jesus »vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.«

Vi skal altså tilgive, og det skal være af hjertet. Sådan lyder fordringen. Det kan man kun, hvis Gud selv hjælper med til det. Josef kunne tilgive, fordi han gennem sin egen fornedrelse fik et ydmygt sind, der åbnede sig for Guds visdom, men det hjalp muligvis også, at hans brødre angrede oprigtigt.

Borgaa kunne ikke tilgive, hverken på egne eller sine kammeraters vegne, fordi han kun havde mærket fornedrelsen og så, at de, der havde fornedret ham og andre, gik rundt som om intet var hændt. Der var ingen anger at spore hos dem.

Alle disse følelser er meget menneskelige, vrede kan lægge sig som et panser omkring os, og det kan være vanskeligt forholde sig til Guds tilgivelse i alt dette. Kan man f.eks. forlange, at andre skal tilgive med eller uden anger? Det kan man næppe på andres vegne, men det er det eneste håb, vi har, og håbet står heldigvis til Gud og ikke til os. For han er den eneste, der kan vække både anger og tilgivelse hos os. Det er derfor, vi kommer til kirke og beder om, at Gud må forlade os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere. Vi gør det vel vidende, at vi sjældent tilgiver. Men vi gør det, fordi vi ved, at livet ikke er værd at leve uden tilgivelse. Den viden har vi fra Gud, fordi Gud fysisk gav sig hen for vor skyld. Han tilgav, så alle kunne se og høre det. »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« bad han, da han blev naglet fast til korset.

Jesus bad om tilgivelse for sin bødler, og om den tilgivelse førte til, at de omvendte sig og begyndte et nyt liv i Herren, det ved vi ikke, men vi ved, at den død, Jesus led, ændrede verdens gang, og at mennesker i et par årtusinder efter har set sig selv komme til kort i mødet med den korsfæstede, set dommen over sig selv, fordi de forstod, hvor højt Gud elskede mennesker, hvor langt han ville gå for at drage os hjem til sig igen, og hvor langt borte fra ham, vi i virkeligheden var og er. Gud har rørt ved mennesker og ført dem til omvendelse lige siden. Og vi kan jo tænke over, hvad vi har at give igen. Det gjorde salmedigteren Aastrup, og det skal vi synge om lidt: »Så gav vi dig, vor skaber, Gud, et liv, der var lagt øde.« Aastrup vidste, at vi intet andet har at tilbyde end et forhærdet hjerte. Og den eneste, der kan bane sig vej til det, er Gud, fordi han kom til os som vor næste, tilgav os alt, og som vi derfor også skylder vore skyldnere at gøre.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen