17-10-2021

En forbandelse for vor skyld

Salme: Min Jesus, lad mit hjerte få, DDS 217

Kom, Herre Jesus. Amen.

Jer 18, 1-6; Ef 5, 15-21; Matt 22, 1-14

Det er et ofte tilbagevendende samtaleemne i folkekirken, hvordan man undgår at jage folk væk, der forvilder sig ind i den. Løsningsforslagene er mange, og jeg skal nævne nogle få: man kan begynde med at fjerne den gamle og mest bastante dogmatik, den med arvesynd og den såkaldt objektive forsoningslære, og man kan gøre sproget i ritualerne lidt rundere. Det er jo alt sammen tænkt og skrevet for længe siden og har ikke nødvendigvis rod i biblen. Men så er der jo biblen selv, den har også visse afsnit, som kan virke frastødende og ikke inkluderende, ja, ligefrem fordømmende. Det problem håber man at løse ved at indføre valgfrihed i de ellers obligatoriske tekstlæsninger, så man f.eks. på dage med dåb kan vælge noget mere indbydende og dermed holde skeletterne i skabet. Den mulighed har vi ikke i dag, så både I og jeg har netop været tvunget til at forholde mig til en ret så fordømmende tekst, en lignelse, som er umisforståelig.

Der er nogle, der bliver ramt af Guds vrede og straf, medens andre bliver indbudt til hans fest, og atter andre kastet ud i mørket. »Mange er kaldet men få er udvalgt« siger Jesus, og hvis man skal give en hurtig, historisk forklaring på, hvad han kunne mene med lignelsen, så er Gud kongen, kongesønnen, der holder bryllup, er Jesus. De først indbudte gæster er jøderne, Guds eget folk, der ikke gad komme, da han inviterede men i stedet kom med dårlige undskyldninger eller ligefrem mishandlede hans sendebud, profeterne. De mange indbudte fra nær og fjern er de første menigheder, som også optog hedninger, fordi det kom an på troen og ikke etnicitet. Den frække gæst i hverdagsklæderne kunne være de falske troende, som har sneget sig ind blandt de sande troende. Vi skal jo huske på, at evangelierne blev til blandt de første menigheder, og de er derfor beretninger om Jesus – hvad han har gjort og sagt – udsat for menighedens egen tolkning og teologi.
Vi kan imidlertid ikke vide, hvad de egentlig har tænkt, vi kan kun sjusse os til det, og dermed kan vi let bortforklare alt, hvad Jesus har sagt, så det ikke kommer os ved. Derfor er det mere interessant at tage Jesus på ordet og prøve at forstå, hvad han vil sige, og det kan gøres endnu kortere: Alt er lagt i Guds hånd, som karret i pottemagerens hånd: Vort liv, vor død, vor dom, alt sammen er Gud herre over.

Det billede, Jesus bruger i dagens lignelse, er et, vi alle kan forholde os til. Vi kender alle følelsen af at stå over for en fed, dårlig undskyldning, en slet skjult måde at sige »Jeg gider ikke komme til din dødssyge fest« på, og vi ved, hvor sårende, den slags er, så vi kan alle godt forstå kongens vrede. Derfor er hans reaktion også fantastisk; han indbyder alle andre, revl og krat, gode og onde, til brylluppet. Og de kommer sørme. Vi ved dog også, at en fest uden regler er en dårlig fest. For enten vil den løbe ud i sandet, eller også vil nogle af de indbudte finde på regler, og det er ikke altid de rareste, der gør det. Jeg har netop læst om dengang, nogle unge mennesker besatte Abel Cathrines stiftelse, en smuk, fredet bygning i København. De unge mennesker gav sig til at bryde vægge ned og lægge madrasser ud, de indbød naboerne til fest, men inden længe var alt ude af deres hænder; for når gode og onde kommer til samme sted, så vil de onde overtage, og det gjorde de også her; handel med stoffer, hærværk og tyveri var dagens orden, og da bygningen blev rømmet nogle måneder senere, var den ødelagt ligesom en del af de unges drømme om en bedre verden. Så en fest uden regler skal man ikke ønske sig, og her i lignelsen er der da også en, der bestemmer, nemlig kongen, og reglen er, at man skal være klædt på til bryllup. Det er der så én, der ikke er. Da han ikke kan eller ikke vil forklare sig, bliver han smidt ud i mørket, hvor der er gråd og tænderskæren. Derefter falder ordene om de mange, der kaldet og de få, som er udvalgte. Typisk for mennesker vil vi enten tænke, om det nu er os – lille mig - , der ikke er klædt ordentlig på, eller vi vil afvise historien som ekskluderende og forlade festen. For hvorfor kan jeg nu ikke være her som jeg er? Regler for deltagelse i fester er kan være svære at sluge i en tid, hvor identitet er på dagsordenen.

Men før vi går fra festen, kunne det være interessant at se på, hvad der skete, da Jesus kom til jorden, for Jesu egen historie er et spejl på lignelsen: Hvis ikke Jesus selv skabte en fest ved sine vidunderlige gerninger, så gik han til fest, hvor han forvandlede vand til vin og spiste middag med syndere og toldere. Og netop fordi han gjorde det, var der nogen, der mente, at han ikke var rigtigt klædt på, ikke var, som han skulle være, nemlig alle dem, der administrerede religionen, den hellige lov, som var jødernes grundregel for deres private fest. Ypperstepræsterne og de skriftkloge syntes, Jesus gjorde alting forkert, og derfor skulle han bortvises. Så tog de ham til fange og smed ham ud i mørket - til romerne, til lidelse og døden på et kors. Og her er det så, dogmatikken kommer ind i billedet, for den kan vi ikke undvære. Ligesom de første menigheder havde en fortolkningsnøgle til Jesu ord og gerninger, er vi også nødt til at have det, og vi behøver ikke at bevæge os uden for bibelen. Vi har nemlig Paulus. Med hans ord lod Jesus sig forbande, blev en forbandelse for vor skyld. Guds søn endte med at lade sig kaste ud i mørket på vore vegne, og det vendte hele historien om. Da Jesus hang på korset viste det sig nemlig, at ingen var klædt på til at følge med ham undtagen én, den røver, som blev korsfæstet sammen med ham, og som kunne se, at han var uskyldig. Den dag blev røveren frelst, og dermed kan vi sige, at den rette påklædning til Jesu fest er troens dragt. Den får vi skænket i dåben. Dér får vi nemlig løftet om at tilhøre den korsfæstede Jesus Kristus, dér bliver vi kaldet og udvalgt på samme tid. Det er det, vi kalder korsets gåde, den, der bringer os til Paradis, og hvor indbydelsen siden påskemorgen har været stående. Det er bare om at takke ja!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen