10-10-2021

Du har en chance - grib den!

Salme: Nu fryde sig, hver kristen mand, DDS 487

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 44, 22-28; Ef 4, 22-28; Mark 2, 1-12

De gamle BZere havde et slagord: »Du har ikke en chance. Tag den!« Selv om jeg har et yderst anstrengt forhold til BZ-bevægelsen, synes jeg, at slagordet kan være ganske velvalgt i forhold til vort evangelium. Den lamme mand har ikke en chance, men han ender med både at få syndsforladelse og at blive helbredt for sin lammelse, og det skyldes i høj grad hans venner, der ikke slår sig til tåls med at blive holdt ude af den mængde mennesker, der hindrer adgangen til det hus, hvor Jesus befinder sig, nej, de formår på en eller anden måde at bringe den lamme mand op på taget af huset og fjerne så meget af det, at de kan sænke ham ned til Jesus. Det er et dramatisk højdepunkt, og jeg tror, at mange har tænkt, at nu skal Jesus helbrede den lamme. Hvorefter antiklimakset kommer, da han ikke gør det. Det er også sært. Andre gange betænker han sig ikke et sekund, før han rask væk helbreder, uddriver dæmoner eller vækker døde til live. Hvad er der på spil her? Jesus tilgiver blot den lamme hans synder. Hvad skal han bruge det til? Sådan tænker vi af to grunde: dels vurderer vi alt på sin umiddelbare nytteværdi; en helbredelse kan man se, måle og veje, dels mener vi, at en syndsforladelse nærmest i dette tilfælde må anses som en hån mod den syge. Skulle han selv være skyld i sin sygdom? Det er anstødeligt, men vi er nødt til at gribe fat i det anstødelige for at forstå, hvorfor Jesus gør, som han gør.

Derfor skal vi først lægge mærke til de skriftkloges forargelse, for hvad er de forargede over? Forarges de over, at Jesu prædiken er populær og at folk kommer til ham for at blive helbredt? Nej, det er netop da han tilgiver den lamme hans synder, at de forarges. Hvad er de oprørte over? De er oprørte, fordi kun Gud kan forlade mennesker deres synd, og er Jesus måske Gud? Det er, når vi begynder følge ledetråden i Jesu modstanderes evige forargelse, at vi ser, hvem Jesus er. De skriftkloge kan ikke tro, at han er Gud, men hvis han er, så har han magt og myndighed til at tilgive synder, og dermed er han en tikkende bombe under hele det system, hvor de skriftkloge spiller en afgørende rolle, nemlig som dem, der formår at fortolke Guds veje og vilje.

Når man på Jesu tid blev ramt af sygdom, tog man det som et tegn på Guds mishag eller straf, altså en personlig synd. Således skulle den syge både bære sin sygdom og Guds – og dermed omverdenens - dom.

Hvor tung en byrde har det ikke været for den sygdomsramte, og hvor befriende har det så ikke været at høre Jesu ord om syndernes forladelse? Det er vanskeligt at sætte sig ind i for os. Det er også vanskeligt at forstå dem, der ikke brød sig om det. Hvorfor glæder de sig ikke på den syges vegne? Forklaringen er imidlertid nærliggende; for hvis sygdom ikke er tegn på Guds mishag, så kan man heller ikke som rask bryste sig af, at man har Guds velbehag, og det ville de skriftkloge gerne. At have Guds velbehag blev således målet i livet, og kunne man ikke længere sole sig i at stå Gud nær f.eks. ved at kunne fremvise et godt og gnidningsfrit liv, så blev både guds- og verdensbilledet forstyrret. Jesus forstyrrer simpelthen den skønne orden, som de skriftkloge har haft det så godt med. Men for den lamme har han talt frihedens ord.

Der er gået et par tusind år, siden Jesus levede, og egentlig er der ikke sket så forfærdeligt meget siden da med menneskers måde at tænke på. De skriftkloges tankegang bevæger sig blot andre steder hen; i dag har vi andre måder at dele folk op i retfærdige og uretfærdige på, og én ting er helt den samme: Vi mennesker ønsker også i dag at blive raske, hvis vi er syge. Til forskel fra Jesu tid kan man i dag blive helbredt for mange sygdomme uden guddommelig indgriben, men vi lever stadigvæk under vilkårligheden, og det pålægger os en anden form for byrde. Hvis vi er raske, er vi bange for at blive syge, bliver vi helbredt for en sygdom, er vi bange for tilbagefald, og helt galt bliver det, hvis vi bliver syge, selv om vi har levet sundt, for når vi nu har gjort alt det rigtige, hvorfor skal vi så rammes? Sådan tænker vi, fordi vi vil hæve livets gevinst her og nu. Vi higer efter det lange liv, det gode liv, det gnidningsløse liv. Derfor kræver vi des mere af lægevidenskaben, jo mere den synes at kunne udrette. og vi bliver vrede og indædte, når den ikke kan redde os, når der ikke er et organ til os, når vi skal bruge det, eller når det offentliges midler ikke slår til. På den måde er vi lige så ilde stedt som de mennesker, der blev syge på Jesu tid. For tanken om sygdom som Guds straf er bare blevet erstattet af rettighedstænkningen, at jeg har ret til et godt liv, ret til behandling, og min verden går under, hvis jeg ikke får den, eller behandlingen ikke virker. Men sygdom og død er jo et vilkår i en falden verden, og kristeligt set hænger de to ting sammen med synd, altså den generelle synd, som menneskeheden pådrog sig ved syndefaldet. Vi kan ikke komme uden om nogen af delene. Det sår læges først ved tidernes ende, og Jesu virke i verden er en forjættelse om, at det vil blive lægt.

Lad os derfor se nærmere på den forjættelse. Når Jesus tilgiver den lamme hans synder uden først at helbrede ham, så siger han dermed, at hvad der end har ramt ham, så vil Gud være Gud for ham, også for ham. Helbredelsen er altså i første omgang ikke det vigtige. Derefter, som for at understrege, at han skam mener det alvorligt, helbreder Jesus den lamme og viser dermed, at han ejer Guds helbredende skaberkraft, at han får ting til at ske ved sit mægtige ord, og at han derfor også har myndigheden til at tilgive synder. Og når synden er tilgivet, så står døren allerede på klem til Paradis og det evige liv. Helbredelsen er altså ikke i første omgang det vigtige, helbredelser sker jo, ind i mellem på nærmest mirakuløs vis, nej, det vigtige er netop syndsforladelsen, som kun Gud kan give, fordi Jesus med den vil sige, at han er Gud for alle, også der, hvor de tror, han er borte, nemlig i sygdommen. Tilgivelsen af den lammes synd er et forvarsel om, at Jesus er kommet for at tage livtag med døden, fordi synden gik forud for døden.

De skriftkloge led af den vrangforestilling, at Gud elsker den raske og hader den syge, og det var et tungt åg for de syge at bære. I dag lider vi under den vrangforestilling, at livet kun er værd at leve, hvis det er et langt og raskt liv, og at vi derfor fra fødslen af har ret til det. I det øjeblik, den rettighed ikke bliver indfriet, så er livet et dårligt liv, et ikke udlevet liv. Men det er jo i virkeligheden et åg at lægge på syge menneskers skuldre, ganske som de syge på Jesu tid måtte gå med bevidstheden om, at de ikke havde Guds velbehag. Og dette åg kan vi ikke bære, det forkrøbler os, leder os ind i et åndeligt mørke, hvor vi kun kan se sygdommen og fraværet af livsudfoldelse. Det er et åg, der trækker os bort fra den levende Gud, der ellers netop vil være vores Gud og tage angsten og fortvivlelsen fra os. Han viste jo med sin egen lidelse, sin død og opstandelse, at vi aldrig mere skal frygte døden, for hvor end vi går hen, så går han med, hvor uransagelige, de veje, han leder os ad, end måtte forekomme, så ender vi hos ham.

 

Da Jesus tilgav den lamme hans synder tog han skyldens åg fra ham og anerkendte, at også han tilhørte Gud, var hans barn, at han m.a.o. ikke selv skulle bære skylden og ansvaret for sin sygdom. Skulle vi ikke også i dag glæde os over disse ord? Han siger jo det samme til os, stedt i vilkårligheden, som vi er: Hvad der end måtte ske os i dette liv, så er vi ikke overladt til os selv; om vort liv lykkes eller mislykkes er ikke op til os selv eller andre at vurdere, og derfor skal vi holde op med at måle og veje sætte værdi på livet, for så kommer vi til at trælle under bekymringens åg, rettighedstænkningens åg, som vitterlig er en sygdom til døden; i stedet skal vi hengive os til Gud, vide, at vi lever frit og under Guds nåde i alle livets forhold, at han med sin ånd møder os, som han mødte den lamme. Mødte os som den levende Gud, der gjorde os fri til at være sammen med ham, også når vilkårligheden rammer, fordi han overvandt synden og døden og gav os håbet om engang at skulle forenes med ham, sådan som det var bestemt fra skabelsens morgen. Han giver os hver dag chancen for et møde. Det er bare om at gribe den.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen