03-10-2021

Hvad mener I om Kristus?

Salme: Hvad mener I om Kristus?, DDS 54

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 40, 18-25; 1 Kor 1, 4-8; Matt 22, 34-46

En lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter er kommet frem til, at der stort set ingen huller er i danskernes uvidenhed om kristendom og kirke. Og det er godt, synes han; der har nemlig gennem tiden været så megen dårlig og traumatiserende teologi i kirken om f.eks. arvesynd, om kroppen som en ormesæk, om gensyn med Gud i himlen som en hvidklædt skare. Det kan vi komme ud over nu, mener lektoren, vi kan trykke på den store resetknap og selv udtænke, hvorfor Jesus egentlig hænger der på korset. Kirkegængerne kan m.a.o. komme til kirken og spørge, »Hvad mener I om Kristus?« Og så kan vi finde på noget nyt, noget både vi og kirkegængerne kan lide at høre. Det er forjættende.

Jeg tror dog, det bliver en vanskelig opgave at give et ædrueligt svar uden at forholde sig til biblen, der kan indeholde stødende passager om netop synd, der går i arv, dødens uomgængelighed og gensynet med Kristus for den store, hvide flok, som det siges både i biblen og i en af vore smukke salmer.

Gået på klingen følte lektoren da heller ikke, at han bare kunne sige, hvad der faldt ham ind. Da han forklarede, hvad Jesus egentlig skulle på det kors, svarede han: »Jesus dør på korset for med sin opstandelse at besejre døden og for dermed at fjerne syndens forbandelse over menneskeheden.« Det vil sige, at selv lektoren er nødt til at forholde sig til, at mennesket af en eller anden grund mistede det evige liv, og at både død og synd blev en ubehagelig del af tilværelsen, som vi har - for at sige det mildt - meget vanskeligt ved at undgå, også selv om vi skulle mene, at vi er helt og aldeles fejl- og pletfri. Derfor kan det kristne budskab aldrig blive en rigtig kioskbasker, for de færreste bryder sig om at blive mindet om døden eller at høre netop om synd. I hvert fald ikke, når den angår os selv. Budskabet var ikke mere spiseligt på Jesu tid. Det hører vi i dag.

Vi er i evangeliet vidne til ét af mange opgør mellem Jesus og farisæerne. Farisæerne var en gruppe af jøder, som brugte deres fritid på at studere de hellige skrifter, særligt moseloven, som indeholder de ti bud, og profeterne, som havde spået om Guds salvedes – Messias´ - komme til sit folk. Farisæerne ikke bare studerede loven, de forsøgte at leve efter den og mente vel også, at de gjorde det, og så var de selvfølgelig optagede af spådommene om den Guds salvede, der skulle komme og befri Israel fra sit romerske fangenskab. Det er derfor, de er så interesserede i Jesus, for hvem er han dog? På tidspunktet for mødet har han gjort sit indtog i Jerusalem, renset tempelpladsen for købmænd, og både voksne og børn har tiljublet ham som Davids søn, d.v.s. Messias eller Kristus, som det hedder på græsk. Men er Jesus Davids søn? Måske han er noget mere, men det gør ham ikke mindre til Guds salvede.

En af farisæerne stiller så Jesus et spørgsmål om det største bud i loven. Det er ikke fordi, han er interesseret i at gøre det, Jesus siger til ham, for han mener allerede, at han gør alt det rigtige, at han selv lever et Gud velbehageligt liv. Spørgsmålet er en udfordring – for at afsløre, hvem Jesus er. Og så er det, Jesus svarer ham: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind« samt det sidestillede bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« Ud fra de to bud – det dobbelte kærlighedsbud - skal alt andet tolkes. Det lyder af lidt, men det er meget. Det betyder nemlig, at vi tilhører Gud, at vi skylder ham vort liv, og derfor skal vi give ham alt, hvad vi er og har. At give Gud alt, hvad vi er og har, betyder, at vi skal behandle vor næste, som mødte vi Gud i ham. Og netop her stilles den lovkyndige – uden at forstå det – overfor sin egen dom. For i Jesus ser han både Gud og næsten, og han skal elske dem begge. Det gør han ikke.

Det er der ingen der gør. Vi ville gerne, det ville farisæerne også, men de kunne ikke, og vi kan heller ikke. Vi må få kærligheden skænket. Det er meget vanskeligt for mennesker at holde af det budskab, for vi tror, at det er let at elske, at det er noget, man bare sådan kan. Lad mig give et eksempel på, hvor svært det er: Det er næppe en hemmelighed, at jeg af og til blander mig i udlændingedebatten, fordi jeg mener, at der skal føres en stram udlændingepolitik. Ikke sjældent bliver jeg spurgt, hvordan jeg kan mene det, når jeg er præst? Hvad med næstekærligheden? Men måske ved jeg mere end nogen anden, hvad næstekærlighed kræver, og vi kan jo prøve at gøre et lille tankeeksperiment ud fra dagens tekst, om det kan lade sig gøre at drive sand kristen udlændingepolitik. Vi har nu helt styr på, hvem Kristus er, og hvad vi skal gøre for at overholde Guds bud. Vi skal elske ham over alt og vor næste som os selv. Vor næste kan vi ikke selv vælge. Selv den vildeste IS-kriger er et Guds barn, som du skylder at elske, og slår han dig på den ene kind, skal du vende den anden til. Man kan selv forsøge at tænke over konsekvenserne, hvis vi gav los og sagde, at alle mennesker i hele verden var velkomne her. Vi ville da få stort besvær med at beskytte borgerne i vort land, og det ville være at svigte en anden næste. Alternativet er at udvælge dem, man godt kan lide, men det er heller ikke kristent, for det kan alle gøre. Det er jo let at elske de elskværdige.

Det er uomtvisteligt, at vor kærlighed til Gud skal udmønte sig i et helt fordomsfrit møde med vore medmennesker; vi skal elske IS-krigeren, hvis vi møder ham, og det gør vi ikke. Vi nærer fordomme om ham, og vi ved af erfaring, at det kan gå rygende galt, hvis ikke vi indimellem reagerer på vore fordomme. Det viser, hvor vanskeligt det er at leve Gud velbehageligt, for vi kan m.a.o. ikke give ham noget af det, vi skylder ham. Selv de rareste mennesker kommer af og til til kort i mødet med næsten. Den før omtalte lektor ville gerne imødekomme de kirkefremmede kirkegængere med et nyt gudsbillede, et knap så fordømmende gudsbillede. Alligevel kunne han ikke helt komme uden om døden og synden, og det er som sagt det, ingen af os kan lide at høre om, for vi vil gerne have en gud, som ikke udstiller os, og hvis krav til os er overkommelige.

Det ville farisæerne også. De troede, at de alene ved deres måde at leve på gav Gud, hvad de skyldte ham. De kunne og ville ikke forstå, at de aldrig ville kunne opfylde Guds lov. De kendte godt det dobbelte kærlighedsbud, de mente vel også at efterleve det, men hvem gav Gud alt, hvad han var og havde ved at tjene næsten? Det gjorde Jesus, og hvad blev konsekvensen? Han endte på korset, fordi hans godhed provokerede nogle mennesker så meget, at de ville af med ham, medens hans venner stak af. Korsfæstelsen er altså hverken rar for Jesus eller for os, fordi han hænger der som dommen over os. Men samtidig er korset også et frihedsbrev for den, der tror. For i troen på Kristi offerdød kan ingen anklage os for ikke at have gjort nok. Dommen er en sag imellem mig og Gud, og alt hvad jeg eller nogen anden har gjort og kommer til at gøre, er blevet korsfæstet og lagt i graven sammen med ham. Og der skal vi regne med, at det bliver. Hver dag er med Jesus er en ny begyndelse, en opstandelse, hvor han sender os bort fra graven, ud til næsten, ham eller hende, som vi konkret møder i det daglige, og som vi ofte har det svært med, fordi mennesker er, som de er, og nogle er mere elskelige end andre. Og det er bare lettere at elske mennesker, der er søde, end dem, der er kantede. Alligevel skal vi hver dag øve os i det, for ser vi os selv i lyset af Jesu kærlighedsgerning, som den kommer til udtryk i hans lidelse og død, ja, så har vi alle så meget kant, at det er utroligt, at han stadig elsker os. Men det gør han. Kristus blev vor næste i kors og grav, som vi skal synge om lidt, og derfor er det kun i ham, vi virkelig kan være næste for andre, for kun i kærligheden til ham kan vi overvinde os selv og møde andre mennesker med det samme blik, som Gud ser os med.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.