26-09-2021

Om at ydmyge sig

Salme: Dybt fornedres skal enhver, DDS 609

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 19, 2-7; Ef 4, 1-6; Luk 14, 1-11

Det er for tiden svært ikke at høre om Christiania, da det er 50 år siden, nogle unge mennesker brød ind og bosatte sig i de tomme bygninger, som de straks forgrimmede med hæslig, barnagtig kunst, visuelt såvel som auditivt, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det dog har kunnet lade sig gøre at man i en retsstat kan acceptere et ulovligt foretagende som fristaden. Da jeg læste evangeliet til i dag, gik det op for mig, at det jo i høj grad nok er fordi, christianitternes pr-strategi minder om Jesu egen. Lidt frækt sagt. De regnede meget hurtigt ud, at danske politikere ikke ønskede at blive udstillet som mavesure farisæere, når de glade, kunstneriske sjæle den ene dag lavede farverige happenings, den næste – som en anden David mod Goliat – rustede sig til kamp mod den onde ordensmagt. Ingen regering kan holde til, at billeder af tilsyneladende gode, uskyldige mennesker, der får tæsk af politiet, når ud til et dybt sentimentalt folk, som vi danskere jo er. Imidlertid var christianitterne ikke Jesus eller bare noget, der lignede; sandheden om fristaden er,  at nogle få stærke personligheder stjal et usædvanlig dejligt område, som snart blev arnested for omfattende handel med stoffer, og som derfor tiltrak både narkomaner og stærkt kriminelle, og hvor mange børn gik for lud og koldt vand, nogle blev endda misbrugt. Selv de børn, der klarede skærene, har i dag ar på sjælen, fordi de oplevede lidt for meget, sådan som det skildres i den fine film, Christianias børn. Fandtes der en regel på Christiania, så var det den, at man skulle holde mund med det grimme, der foregik bag den psykedeliske facade. Sådan går det, når mennesker forsøger at gøre sig til herre over evangeliet ved at udleve det uden Gud, så fortabes vi i os selv. At vore politikere ikke ville fremstå som farisæere, kan man godt forstå, for den slags har haft dårlig presse siden Jesu tid, men det fritager dem ikke for den ansvarsforflygtigelse, de har udvist i forhold til Christiania.

For der findes kun ét evangelium, ét glædeligt budskab, og det er Gud selv, personificeret i vor Herre Jesus Kristus, der er hovedpersonen i det. Derfor er der ingen ubehagelige overraskelser hér som i tilfældet med Christiania eller andre grupperinger, der har forsøgt at gøre Jesus kunsten efter. Når mennesket er i centrum hos Jesus, kan det nemlig kun lade sig gøre uden at udarte, fordi han er Gud og sætter grænserne. Han kender os ud og ind, og når han f.eks. gør op med love og magtens folk, så er det ikke et anarkistisk opgør med autoriteter. Han sætter bare alting på sin rette plads, således også i dag, hvor vi lærer noget om god opførsel samt om religiøse love, og hvad de er til for.

Jesus er indbudt til fest hos de ledende farisæere på jødernes hviledag, sabbatten, og han ender med at opføre sig uhøfligt, sådan lidt Christiania-agtigt. Det er der imidlertid en grund til. Han er nemlig ikke blevet indbudt af ren og skær venlighed, nej, farisæerne – hører vi - holder øje med ham, og de øvrige gæster kommer muligvis af oprigtig interesse, muligvis af nyfigenhed eller bare fordi, de gerne vil ses til et fornemt selskab. Bedst som gæsterne går til bords, lader han dem vide, at de ikke skal vigte sig. Han har nemlig bemærket, at nogle af de indbudte har travlt med at udvælge sig de fineste pladser ved bordet. Han irettesætter dem og siger til dem: »Når du bliver indbudt til bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet, for måske er der indbudt én, der er fornemmere end du.« Og netop i denne forsamling er der en til stede, der er fornemmere end dem alle, nemlig Jesus selv. Gud er kommet på visit hos farisæerne, og han fortæller dem, hvad gudstro indebærer: »Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld.« Og det er jo sandt. Vi mennesker holder ofte regnskab med, hvem der skylder hvem en fest, medens vi – hånden på hjertet – sjældent tænker på at indbyde de hjemløse til vort private hjem. Det kan der selvfølgelig også være andre grunde til end deres manglende mulighed for at gøre gengæld, men pointen er jo ikke til at overse; vi gider ikke se andre end dem, vi i forvejen godt kan lide. Sådan er det også på Christiania. Det er ikke alle, der kan dumpe ind der.

Derfor bør vi tænke over, hvem der kom til vanføre, lamme og blinde, hvem der ydmygede sig selv og gav alt uden at kræve noget til gengæld? Det gjorde Guds søn, og dermed slog han en pæl igennem gold, menneskelig beregning samt vore forestillinger om hvem, der er værdig eller særligt fornem. Jesus river dermed alle barrierer ned, for det betyder, at om du er rig eller fattig, højt på strå eller nede i bunden, sur konservativ eller glad christianit, så skylder du at behandle din næste som et menneske, skabt i Guds billede uden tanke for, om vedkommende er værdig eller kan give dig noget igen. Hos Gud er der ingen personsanseelse; han kom til kvinder og mænd, børn og voksne, trælle og frie, rige og fattige, retfærdige og uretfærdige. Det betyder til gengæld ikke et opgør med loven, sådan som mange har troet gennem tiden. Jesus sætter – som nævnt - bare loven på sin rette plads, så den ikke bliver guddommelig. Vi kan m.a.o. ikke leve uden love, for når de er bedst, beskytter de samfundets svage og sætter grænser for den ubehagelige side af menneskers virkelyst, den der ikke kender forskel på dit og mit.

Men love kan også udarte, så de bliver vigtigere end mennesker. På Jesu tid havde jødernes lovkodeks udviklet sig i den retning, og det er derfor, farisæerne holder ekstra godt øje med ham, da en mand med vand i kroppen tropper op under middagen. Vil Jesus helbrede ham, og vil han dermed bryde Guds bud om at holde hviledagen hellig? Jesus imødegår farisæerne med et spørgsmål: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« De formår ikke at svare ham, for de ved godt, at mennesket kommer forud for loven. Det er godt for mennesker at hvile ovenpå en hård arbejdsuge, derfor skabte Gud en hviledag, men nægter en læge at helbrede eller brandmand at rykke ud på en søndag, så svigter han sit medmenneske. Loven er altså ikke en vej til Gud, den er skabt for at beskytte mennesker mod hinanden og sig selv. Derfor helbredte Jesus manden uden, at nogen kunne sige noget til det, og verden har ikke siden været den samme. For Gud var kommet til os for at vise os, hvor elskede vi var og er. I forhold til ham er vi alle vanføre, lamme og blinde, for vi har så vanskeligt ved at se ham og af os selv komme til ham, og vi kan på ingen måde give ham noget til gengæld. Alligevel har vi en stående invitation. Og hvor mennesker tørster efter hans kærlighed, tager de imod den, men hvor de har nok i sig selv, indretter de sig, som de vil, af og til med ubehagelige konsekvenser, som vi netop har set det med fristaden. Jeg begyndte med at sige, at christianitterne havde samme PR-strategi som Jesus, men derfra hører ligheden op. De var ikke rede til at ydmyge sig selv, endsige ofre sig selv, og resultatet blev et lovløst samfund, hvor den stærkes ret gælder. Jesus ydmygede sig indtil døden på et kors, for at vi med ham kan blive ophøjet, finde barnekår hos hans far i himlen. Hos ham er der kun en eneste lov, nemlig denne: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og din næste som dig selv.« Og hvis samfundets love bærer præg af denne ene lov, så vil det være gode love, der både beskytter og sætter grænser for mennesker, og det er det nærmeste, vi kan komme Guds rige førend Kristus kommer tilbage og indbyder os, der aldrig kunne give ham noget til gengæld.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen