19-09-2021

Sørgemarchen, der endte i himlen

Salme: Jesus lever, graven brast, DDS 233

Kom, Herre Jesus. Amen.

Job 19, 23-27a; Ef 3, 13-21; Luk 7, 11-17

Jeg læste forleden om en præst, som ikke brød sig om at gå i kirke endsige holde søndagsgudstjeneste. Han fandt ingen glæde i orgelspillet eller salmerne, som i hans øjne indeholder for meget landbrugsjord, og biblens tekster var ham mere eller mindre uvedkommende, fordi de var iklædt en bedaget sprogdragt. Kort sagt gjorde gudstjenesten ham mere fremmed for Gud, end den bragte ham nærmere. Til gengæld mente han at finde et svar på sin længsel, når han var til rockkoncert, for det var til syvende og sidst oplevelsen af »at forsvinde ind i et fællesskab«, han søgte. Den oplevelse gav kirken ham ikke. Han elskede ganske vist sit arbejde som præst, men det var nok mere fordi, han mente at have et fællesskab med de mange, der også føler sig fremmede i kirken, og for hvem gudstjenesten er det rene volapyk.

Jeg tror, at præsten har ret i sin opfattelse af, at kirken er fremmed for de fleste. Kirken er for mange den bygning, der tilfældigvis ligger på kirkegården, hvor de har nok i at komme, fordi fællesskabet med de kære afdøde er vigtigt for dem. Fællesskabet med de levende søger man andre steder, og sådan har det altid været. Jeg tror bare ikke, at det nødvendigvis har så meget med gudstjenesten at gøre; selv hvis jeg stod på hovedet eller sang det kristne budskab ud på slagermelodier, ville det ikke få flere til at komme i kirken. I hvert fald ikke i længden, og det er der en bestemt grund til.

Menigheden er ganske vist et fællesskab, men i modsætning til en koncert eller en fodboldkamp, er det ikke os selv, der skaber det. Det gør Kristus. Derfor er det ikke ligegyldigt, om det er kirken eller en sportshal, der ligger på kirkegården. For skal der være nogen mening i at pleje de kæres grave, så er det kun Kristus, der kan give den. Han er nemlig den levende Gud, og kun hos ham findes håbet om, at vi en dag atter at skulle mødes med de kære, genfinde fællesskabet med dem. Og hvordan det vil ske, hører vi om i dag.

Vi holder jævnligt begravelse her i Nørre Alslev kirke, og det, der altid ved de lejligheder slår mig, er, at verden udenfor kirkens mure går videre, som om intet var hændt, men indenfor murene sker der noget afgørende andet. Der er ikke bare sorg og tab og savn, der er også løftet om en glædelig opstandelse, og evangeliet til i dag viser os, at Kristus holder, hvad han lover, at Gud i ham møder os, hvor vi er, og at han vil have fællesskab med os. Og det er ikke det mindste volapyk. Lad os se nærmere på historien:

Alle, der har mistet og har gået med eller bag en kiste, kan se sig selv i sørgetoget, som vi netop har hørt om, hvor dramaet stilfærdigt foldes ud for vore øjne. Jesus og hans disciple ankommer til byen Nain, hvor de ser en død blive båret ud, han var sin moders eneste søn, og fortælles det: »hun var enke«. Udover at have mistet både sin mand og nu sit eneste barn, som man må gå ud fra, at hun elskede, så er enken ekstra udsat, fordi hun ikke længere har nogen til at forsørge sig. For der var ingen socialkontorer på Jesu tid. I denne udsatte og sørgende tilstand går enken sin sørgemarch, men hvad hun ikke ved, er, at den march ender lige lukt i himlen.

For med Jesu komme til jorden var Gud ikke længere en fjern tilbagetrukket Gud. Han kom til mennesker her på jorden, levede livet sammen med dem, glædedes med dem, og hvad der var det allervigtigste: Han ynkedes over dem, lod sig bevæge. Han så deres sorg og fortvivlelse, og dér, hvor sygdom og død tilsyneladende satte en stopper for al glæde, der mødte han menneskene med en kraft så stor, at de fik livet og glæden tilbage. Jesus gav dem en forsmag på, hvad der ventede dem, og det er vigtigt at holde fast i. Sørgemarchen slutter ikke ved graven, der er noget, der venter os, noget godt, nemlig mødet med og fællesskabet med Kristus.

Og fællesskabet med ham er ikke en anonymisering, hvor vi forsvinder i en buddhistisk tilstand, det store, grænseløse fællesskab, hvor »man bliver ét med alle«, sådan som den nævnte præst længtes efter, nej, det er et fællesskab, hvor vi kan være os selv, fordi Kristus kan rumme os, som vi er, og fordi vi i mødet med hans kærlighed bliver, som vi skal være.

Jesus ynkedes jo over enken, han vækkede hendes søn til live, og han gav ham tilbage til hende, hedder det sig. Gud velsignede dermed deres liv sammen, han bekræftede, at det var netop denne søn og det liv, de to havde sammen, der var noget kostbart, noget godt. Begravelsesfølget var da heller ikke i tvivl om, at de nu var til gudstjeneste i ordets bogstavelige forstand. Herren havde tjent dem med et under, og de svarede ham med lovprisning: »Gud har besøgt sit folk.«

Men hvad skal vi dog med denne snak, vil nogen måske sige. Det var jo dengang. De mødte Herren helt konkret, og det gør vi jo ikke men må gå til den kedelige gudstjeneste og få læst historien op. Og hvad fik enken og hendes søn egentlig ud af det? De skulle jo fortsætte med at leve et liv, hvor døden atter ville banke på deres dør, for sønnens vedkommende for anden gang. Så skulle de hver især igen miste, igen sørge, ligesom vi fortsat må miste og sørge. Ja vist, man kommer ikke uden om, at vi må leve med de glæder og sorger, der møder os, nogle gange så mange og så svære sorger, at livet synes at være en lang sørgemarch. Og det kan anfægte selv den, der tror stærkt. Men finder vi trøst i sportshallen eller til rockkoncerten? Dér kan vi se fodboldhold, der taber og vinder og forsvinder, eller vi kan synge med på melodier, der er glemt i morgen af bands, der ligeledes snart ryger ud i glemslen. Her i kirken til den kedelige gudstjeneste får vi derimod at vide, at noget afgørende er ændret; det var der for enken og hendes søn, det er der for os. Det afgørende er, at sørgemarchen er forbi, for den gang, vi nu går, den ender hos en, der er gået forud for os, nemlig hos Jesus selv. For at forstå storheden i det er vi nødt til at se på den vej, Jesus selv måtte gå, en vej, som i første omgang endte i lidelse og død, men som siden gav ham og os en påskemorgen. Gud besøgte sit folk og gav sig selv hen for os, ikke bare for menneskeheden som sådan, han gav et personligt offer for os alle hver især, som de enkeltpersoner, vi er, med det liv vi nu lever. Således gav han os et løfte om, at som han fremstod for enken og hendes søn, sådan skal han også fremstå for os som livets, lysets, glædens og nådens Gud.

Når Jesus – i den korte tid, han var på jorden - havde så travlt med at helbrede de syge og lade de døde genopstå, så var det en gerning af ren og skær kærlighed, og med den gerning fik vi et løfte om, at vor tid også kommer. Vore trængsler her på jorden er ikke forbi, vore anfægtelser heller ikke, fordi vi med vores ringe indsigt ikke forstår bredden og længden og højden og dybden af Guds kærlighed, som den kommer til udtryk i Kristi frelsergerning. Alligevel formår Gud i slægt efter slægt at lade troen på netop denne kærlighed vokse i os, og dermed gør han langt mere, end hvad vi beder om eller forstår.

Og den tro kan vi ikke fremtvinge, den må komme til os, ganske som Jesus kom til den fortvivlede enke. Mon hun troede, han kunne gøre det mindste, da han kom til hende? Vi kan bede til, at den vil komme til den kirkefremmede præst som til os, ganske som Paulus bad for sin menighed i Efesos: At Kristus »i sin herligheds rigdom med kraft vil give os at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus ved troen må bo i vore hjerter og vi være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at vi sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så vi fyldes, til hele Guds fylde nås.«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.