12-09-2021

Søg først Guds rige

Salme: Du gav mig, o Herre, DDS 728

Kom, Herre Jesus, Amen!

1 Mos 8, 20-22, 9, 12-16, Gal 5, 25-6, 8, Matt 6, 24-34

»Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?« Således siger vor Herre Jesus Kristus til os i dag, og det står jo i skærende kontrast til den tid, vi har netop nu – høstens tid. Vi ved godt, med hvilken flid landmændene har pløjet, sået og høstet, og at afgrøden derfor bestemt ikke kommer af sig selv, men måske Jesus alligevel har en pointe. For til trods for, at selv vi, der ikke er landmænd, må arbejde for at få brød på bordet, så er vi alle dog et eller andet sted opmærksom på, at dette brød kommer andetsteds fra; vi beder om det i fadervor, og vi erkender, at det, vi har her på jorden, er til låns: »Den mark, der blev min, var altid dog din.« Alligevel giver netop brødet på bordet, eller manglen på samme, anledning til bekymring, netop fordi vi sjældent kan strække os længere end til at anerkende det forhold, at det, vi slider for, har en afsender, en giver.

Men Jesus siger altså, at vi ikke skal bekymre os for føden. Han er ganske radikal på dette punkt; bjergprædikenen, som dagens evangelium er taget fra, er ikke skånekost for den vanekristne. Det er her, vi bliver påbudt at elske vore fjender, vende den anden kind til, når vi bliver slået på den ene, hugge hånden af, hvis den forarger en og meget andet. Og så skal vi altså leve som himlens fugle og tage, hvad der kommer til os. Som altid skal vi tage Jesus på ordet, og i dag må vi spørge, hvad det er, der frembringer bekymring? Det er jo netop angsten for at miste brødet på bordet. Jeg må blankt indrømme, at jeg hører til de bekymrede, og derfor slår jeg mig på denne tekst, men jeg er heller ikke i tvivl om, at Jesus har ret. For når man bekymrer sig om at få føden, så er man også optaget af penge til at købe den for, og så er det, man let begynder at tjene en anden herre, nemlig Gud Mammon. Når man tjener Gud Mammon og bekymrer sig, så bliver der mindre plads til andre mennesker, hvis byrder vi skylder at bære. For ingen af os vover at tro Gud på hans ord, at hvis vi søger hans rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives os i tilgift.

Og så alligevel – nogen vover faktisk at gøre det. På træværket i et sommerhus ved Sejerøbugten er netop ordene om at søge Guds retfærdighed brændt ind. Husets beboer, en ældre kvinde, har gjort det ved hjælp af et forstørrelsesglas og solens stråler, og dette er historien om hende, som forsøger at efterleve Kristi bud. Det er en sælsom og på sin vis opbyggelig historie, som jeg læste i en avisartikel for nylig, selv om den også er sørgelig, fordi den viser, at det er endog meget vanskeligt for et menneske at efterleve Guds bud.

Den ældre kvinde har ikke altid levet som himlens fugle; hun var i sin tid gift og havde en karriere, men da hun ventede sit tredje barn, blev hun skilt, og herefter oplevede hun ifølge eget udsagn konstant at løbe panden mod en mur. Hun kunne ikke holde fast i et job, hun kunne ikke få hjælp til noget, ingen vuggestueplads til barnet, ingen kontanthjælp, end ikke en kop varm kakao på sygehuset, hvor hun var indlagt, kunne hun få. Sygeplejersken bragte hende et glas kold kærnemælk i stedet. Kvinden begyndte da at tænke over, hvad der mon kunne være årsagen til al den modstand, hun mødte i sit liv, og så begyndte hun at læse i bibelen. Da forstod hun, at det gik galt for hende, fordi hun tjente verden i stedet for Gud, og konsekvent meldte hun både sig selv og den datter, hun havde fået, ud af samfundet. De bosatte sig i sommerhuset, hvor der hverken er el eller centralvarme, haven er frodig, de har høns og bier, og alt sammen giver det mor og datter mad på bordet. De få penge, de har, får de ved salg af æg, honning og ved flaskepant. De har ingen konto i banken, og ingen af dem modtager noget, heller ikke læge- eller hjemmehjælp. De vil bare være i fred. I Danmark er dette dog ikke en mulighed, for har man en ejendom, er der krav om ejendomsskat og kloakering m.v., og her begynder historien at blive virkelig usædvanlig. For kommunen har i mange år faktisk valgt at lade de to i fred. Man har lavet et særregnskab, hvor den ældre kvindes folkepension bruges til dækning af de udgifter, hun skal betale for at kunne blive boende i sit sommerhus. Imidlertid kom kommunens regnskaber til eftersyn, og så gik den ordning ikke længere. Det var ulovligt, og der skulle bringes orden i sagerne. Nu er huset i stor fare for at ryge på tvangsauktion, for den løsning, kommunen foreslog, vil kvinden ikke medvirke til. Hun vil hellere ende på gaden. Hvad det hele munder ud i, ved vi endnu ikke, men afslutningsvis skal det fortælles, at hverken kvinden eller hendes datter er gale, de har bare taget en beslutning, som de ikke vil gøre om. Det sørgelige ved historien er, at den ældre kvinde måske alligevel ikke er så tilfreds med sit liv, når det kommer til stykket, for som det sidste i artiklen udtalte hun: »Hvis nu bare samfundet havde hjulpet mig, dengang jeg var gravid, og man måske havde skaffet mig en vuggestueplads, så var tingene nok gået anderledes.« Så sjovt er det altså heller ikke at leve som himlens fugle, lader det til.

Nu var det bare det, hun havde valgt at gøre, og tænk, ved at søge Guds rige og hans retfærdighed, så blev alt givet hende og hendes datter i tilgift. For de formår faktisk at være selvforsynende med et hav af grøntsager, i haven blomstrer ligeledes de vidunderligste blomster, de har et rigt åndeligt liv med mange bøger, og hvad der er et helt lille mirakel, så har de offentlige myndigheder forsøgt at lade dem leve, som de vil, noget, der er ganske usædvanligt i vort land. Alligevel kan den ældre kvinde ikke slippe forurettelsen over den dårlige behandling, hun mener at have fået igennem livet, den fylder og viser dermed, hvor vanskeligt det er at forlade den verden, hun ellers har vendt ryggen: Havde jeg bare fået en vuggestueplads, så var det nok gået helt anderledes. Og når man ikke kan lade være med at tænke på den verden, man har forladt, så bliver der ikke plads til andet end vrede; vreden over verdens uretfærdighed fyldte mere end taknemmeligheden over alt det, den gode Gud skænkede på daglig basis. Imidlertid er der en lille krølle på historien, for er jo datteren, som mange har ondt af, fordi hun er blevet en del af moderens kamp. Jeg er ikke så sikker på, at man skal tænke sådan, for jeg tror, at moderen på trods af al sin bitterhed har sået et frø. Datteren fortalte nemlig følgende: »Alle siger, jeg har ofret meget for min mor. Men sådan ser jeg det ikke. Jeg lever også det her liv for andre menneskers skyld. Jeg lever det for at vise, at der findes en anden vej end det normale liv, hvor alt handler om penge.»

Hvor fremmed det end kan lyde i vore øren, så lyder det som om, datteren lever i overensstemmelse med sin tro; hun ser i sit daglige liv, at Gud er god, at han os føder og os klæder, som vi skal synge om lidt. For i modsætning til sin mor har datteren stort set aldrig prøvet at leve på andre måder, og den korte tid, hun havde ude i verden i en almindelig skole, blev hun moppet. Hun ser derfor den rigdom, de har ved at leve, som de gør, og til os, der tænker, at der må være andet og mere i livet for hende, svarer hun: »Nogle siger, at jeg spilder mit liv, men jeg ved, at jeg har evigheden at leve i.«

Ja, måske lukker vi den evige Gud ude ved at bekymre os for det daglige brød, og det gør vi, fordi vi til syvende og sidst nok har vanskeligt ved at forestille os evigheden. Men i evighedens lys er vort liv jo endeligt, og vi kan ikke lægge en dag til det ved at bekymre os. Det ved vi jo godt. Vort liv og vor gerning, det er alt sammen i Guds hånd, og en dag skal vi være hos ham, hvor enhver bekymring er slut. Men her på jorden må vi til stadighed lære at lægge bekymringerne fra os, og vi behøver jo ikke at melde os ud af samfundet for at glædes over det, vi trods alt har. Hvis vi nøjes med at tage denne dags opgaver på os, glæde os over det, vi har, og glemme det, vi ikke har, i stedet for at bekymre os for morgendagen, kunne det være, vi blev mere nærværende både i vort eget og andres liv, lærte at se på, hvad der er godt for andre og måske hjælpe med til, at de kan lægge deres bekymringer på hylden, så både de og vi kan mærke evigheden allerede nu i det liv, vi lever med hinanden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.