05-09-2021

Det gode, som jeg vil

Salme: Min sjæl, du Herren love, DDS 12

Kom, Herre Jesus, Amen!

Sl 103 1-22; Rom 7, 15-19; Luk 17, 11-19

»Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg« har vi netop hørt Paulus sige, og det er en af de dybe sandheder om mennesket. Paulus prøver at forklare, hvordan loven alene virker på os, og det vil jeg forsøge at anskueliggøre. En lov siger jo altid, at der er noget, man ikke må, eller noget, man skal, og da alle mennesker lever under en eller anden lov, formel som uformel, så ved alle, hvad de må, og hvad de ikke må, samt hvad der forventes af dem. Men vi ved også, at love ofte følges af manglende lyst til at gøre det, vi skal, samt lyst til at gøre det, vi ikke må eller bare simpel forvirring over det, vi kommer til at gøre, som vi ikke må. At Paulus havde ret i sin beskrivelse af, hvordan loven virker, så vi, da kronprinsessen for nylig skulle holde den afsluttende tale ved World pride-arrangementet, Copenhagen 2021. Her nævnte hun, at hun under sine mange samtaler med forskellige personer i LGBT+-miljøet flere gange var kommet til at titulere nogen på en måde, som de ikke så sig selv på, og det var jo manglende respekt for dem. Det var kronprinsessen selvfølgelig ked af, for hun ønskede ikke at være respektløs, og nu var hun kommet til at være det. Der var altså en lov, hun ikke kendte, men som hun lærte at kende, og som gav hende dårlig samvittighed. Der er oven i købet tale om en lov, der ikke er vedtaget nogen steder endsige har guddommeligt ophav, sådan som f.eks. de ti bud og mange andre love havde det for jøderne og dermed også oprindeligt for Paulus. Og dog, LGBT+-rettigheder betragtes efterhånden af mange som hævet over politik, de er derimod en del af en universel orden, som alle forventes at følge. Det er selvfølgelig også derfor, kronprinsessen tror, at hun som protektor for World priden er godgørende og inkluderende, at hun gør noget, vi egentlig alle bare burde gøre som noget helt naturligt. Hvor vanskeligt det kan være at gøre det gode, man så gerne vil, viste sig dog også i år, for visse grupper inden for LGBT+-miljøet var ikke så inkluderende, når det kom til stykket; hvide, heteroseksuelle og homoseksuelle, der holder på, at der kun findes to køn, var ikke velkomne alle steder. Kronprinsessen havde således ikke kunnet holde sin tale på Nørrebro, hvor inklusionen ikke omfattede hende.

Når mennesker sætter sig selv og deres selvopfundne love i centrum, glider Gud automatisk i baggrunden, og så opstår der skel både mellem ham og os og os imellem. Sådan var det også på Jesu tid, det har vi hørt et eksempel på både sidste søndag og i dag, hvor vi støder på eksklusion af f.eks. fremmede folkeslag personificeret i samaritaneren samt af de spedalske. At spedalske var udstødte, var der flere og indlysende grunde til; sygdommen var smitsom og invaliderende, og så mente man endvidere, at alvorlig sygdom hang sammen med Guds straf. Man blev altså betragtet som uren og syndig, når man blev ramt af spedalskhed, og det gjaldt derfor at holde sig fra de spedalske. Det vidste de spedalske også selv, og derfor hører vi, at de står på afstand og beder Jesus om hjælp. Alene hans befaling til dem om at følge loven og lade sig undersøge af præsterne helbreder dem og gør dem rene på vejen derhen. Men kun han, der også p.g.a. sin etnicitet og sin tro var udstødt, nemlig samaritaneren, var den eneste, der forstod, hvem der havde helbredt ham. Han valgte så ikke at vende tilbage til sit gamle liv blandt tros- og folkefællerne i Samaria. I stedet vendte han tilbage til Jesus og takkede ham, og dermed blev der vendt op og ned på hans liv. Det paradoksale er, at de jødiske spedalske jo også en kort stund troede, at Jesus var så guddommelig, at han kunne helbrede dem, de så i et glimt, hvem han var, men så glemte de ham igen. For fællesskabet, som de havde været udelukket fra, var muligvis vigtigere for dem. Det rette ville have været at takke den gode, der havde helbredt dem.

Og så er vi ved kernen af historien: det er ikke hvem, vi er, der er vigtigt. Det er vigtigt, hvem Gud er. At den spedalske, der vender tilbage til Jesus, er en fremmed, kan egentlig være ligegyldigt, selv om Jesus er skuffet over, at jøderne ikke genkendte ham. Det enestående ved samaritaneren er, at han ser Gud i Jesus, at han anerkender, at det er ham, der er hans frelser. For da Gud i skikkelse af Jesus trådte frem, var det som konge af det rige, han selv havde skabt, et rige befolket af mennesker udgået fra hans skabergerning. Han kom for at lade alle mennesker vide, at vi ikke skulle være alene mere, at skellet mellem os og ham var væk. Men Guds egen historie endte med udstødelse, fordi mennesker ikke ville miste deres egen magt over andre til ham. Eller fordi de glemte ham. Den historie er ikke slut; menneskers mangeartede reaktioner på Jesus, som de kommer til udtryk i bibelen, svarer til menneskers reaktion på Jesus i dag. Også i dag reagerer folk med tvivl, vrede, glemsel, tro og kærlighed på budskabet om Guds komme til verden, også i dag er mennesker forvirrede og søger kærlighed på alle mulige måder.

Det gør vi, fordi vi er skabt, men søger vi de forkerte steder, ender vi ofte med at skabe os, gøre os selv til universets centrum, søger fuldkommenheden i os selv. Og så er det så let at komme til at gøre det onde, man ikke vil, nemlig at gøre sig til herre over andre og sætte skel, hvor de ikke burde være.

Kronprinsessen – som det gode menneske, hun sikkert er – ønsker at være fuldkommen og se alle mennesker og favne dem, især minoriteterne, men derved accepterer hun deres præmisser og kommer til at gøre det, hun ellers ikke ville: ekskludere andre, som ikke abonnerer på enhver lov, en vilkårlig gruppe har fundet på for at skabe en fuldkommen verden. At gøre det onde, vi ikke vil, kommer nemlig alle til, der prøver at leve op til fuldkommenhedens lov. Den lov kan kun Kristus frelse os fra. Kun han var fuldkommen, og menneskers frihed begynder først, når vi møder det fuldkomne netop i Kristus. Så finder vi ud af, at vi har brug for ham, fordi han er det, vi ikke er. Dermed er det slut med at tænke over, hvad jeg selv føler, jeg er. Slut med at skabe sig, og det kan være en hård lektie at lære, for det trækker tæppet væk under os. Men der kan komme noget andet i stedet, som der gjorde for samaritaneren: Glæde og lovprisning! Det er til gengæld en sandhed, der er ilde hørt, og for nogen lyder den brutal og ond, for har ikke alle mennesker krav på respekt, som kronprinsessen var inde på i sin tale? Jo, det har de, og jeg er ikke i tvivl om, at de mennesker, der har tilsluttet sig LGBT+-bevægelsen, har en længsel efter at blive en del af helheden, efter at blive set. Det er bare ikke sikkert, at man hjælper dem ved at acceptere deres præmis. Måske man kunne tage et åg af deres skuldre ved at forkynde, at Gud er skaberen og opretholderen af verden, det er vi ikke, og derfor behøver vi ikke selv opfinde den dybe tallerken og skabe en ny verden eller virkelighed. Det ligger der en enorm lettelse og velsignelse i. At der i Kristus allerede er én herre over os og verden, og at vi derfor ikke skal gøre os til herrer over den eller de mennesker, vi møder. Det, som er en forbandelse for os, nemlig at verden ikke er, som vi synes, den skal være, eller at vi ikke er, som vi skal eller vil være, det gør Gud os fri fra. For når vi forstår, at vi er set af Kristus, af Gud selv, at han er det eneste vigtige i verden, så kan vi nemlig kigge op fra vores navle og i stedet se på andre mennesker og hvad de måtte have brug for, og det er ikke sikkert, at de har brug for en pride-parade. I Kristus lever og vandrer vi nemlig i Ånden, og dens frugt er kærlighed, glæde, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse, alt det, der gør livet godt at leve. For alle, vel at mærke, og dermed er livet i Kristus den eneste form for inklusion, der virkelig rummer alle.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen