29-08-2021

Gå du hen og gør ligeså?

Salme: Du, Herre Krist, min frelser est, DDS 52

Kom, Herre Jesus. Amen.

3 Mos 19, 1-2, 9-18, Gal 2, 16-21, Luk 10, 23-37

Der er blevet tærsket langhalm på historien om den barmhjertige samaritaner i mange, mange år, så meget, at jeg har hørt historien omtalt som »den irriterende samaritaner«. Vi kender den ud og ind, tror vi.

Det aktuelle ved historien i dag er, at den dykker lige ned i det, vi kalder etniske konflikter. Jesus fortæller lignelsen lige efter at hans disciple er blevet jaget ud af en samaritansk landsby. Jøder og samaritanere kunne ikke udstå hinanden p.g.a. en tros- og ophavskonflikt, og den barmhjertige samaritaner, Jesus taler om, er derfor grebet ud af den blå luft. Han har ikke været til i virkeligheden, og derfor har den lovkyndige, som historien bliver fortalt til, virkelig fået noget at tænke på. Han skulle jo gøre som samaritaneren og dermed gengælde noget, han ikke havde erfaret. Usandsynligheden til trods ændrede historien ikke desto mindre vor måde at tænke om hinanden på i kristenheden. Den ligger dog også så langt tilbage i tid og rum, at vi har hævet os over den og tror, at vi nu kan drive politik på den. Hvordan det kan gå, kan vi bare se i Afghanistan. Det kræver en lille forhistorie.

I januar 2000 holdt USA's 43. præsident, George Walker Bush, en smuk og hjertegribende indsættelsestale. Bush var som voksen blevet vakt, han var og er i hjertet kristen, og derudover har han en dybfølt tro på de amerikanske værdier, som også er vokset ud af kristendommen. Bush havde og har den holdning, at alle mennesker er skabt lige i Guds billede. D.v.s. at vi skal se på hinanden som Guds skabninger og fremkalde det bedste i hinanden. Sådan opbygger man et ordentligt, civiliseret samfund. I sådan et menneske- og verdenssyn betyder den enkelte utrolig meget, og jeg abonnerer helt og holdent på det. Imidlertid er min kristendom anderledes end Bush´, for jeg gør mig ikke nogen illusioner om, at jeg eller Danmark skal bære Guds fakkel frem i verden som dansker. Som kristen tror jeg på sennepsfrøet, der er så uendelig lille, men som vokser sig til et stort træ, altså at de gode handlinger, jeg måtte gøre i min tros navn, vokser ud omkring mig i det nære. Skal jeg udrette noget ude i verden, skal det være ved fredelig mission og med Kristus som pejlemærke, ikke mit lands grundlov. For Bush – og for mange andre amerikanere – var det bare ikke nok; i sin tale aflagde han et løfte på nationens vegne: »Når vi ser den sårede rejsende på vor vej til Jeriko, vil vi ikke gå over på det modsatte fortov.«  Derfor ville USA ikke lade mennesker i diktaturer sejle deres egen sø. Og mon ikke Bush havde en anelse om, at det kunne komme til at blive et hektisk projekt? Et gennemgående citat i hans tale var nemlig, at der en »en engel, der rider denne hvirvelvind og styrer stormen«, et udtryk for, at præsidenten selv i omskiftelige tider havde en klippefast tro på, at der stod noget guddommeligt bag store omskiftelser og forandringer. Hvad der virkelig befandt sig i denne hvirvelvind eller hvem, der styrede stormen, kan vi kun gisne om, djævlen ligger som bekendt i detaljen; allerede ved sin indsættelse talte Bush om lande med masseødelæggelsesvåben, som han og hans regering havde blikket rettet imod, kimen til det, der gik galt.

Så kom den 11. september 2001. USA blev angrebet af Al Qaeda, som Taleban-styret i Afghanistan husede. USA måtte i krig, og der var for mig ingen tvivl om, at NATOs musketered i den forbindelse skulle vise sit værd. Det mener jeg den dag i dag. Både Al Qaeda og Taleban blev i første omgang nedkæmpet, derefter vendte USA tilbage til sin interesse for Irak og de masseødelæggelsesvåben, der viste sig ikke at være der. I Afghanistan begyndte man at forfølge den dagsorden, man også havde: at der skulle indføres demokrati dér, som i hele verden, og hvem var bedre til det end USA med de smukke værdier? Så der blev bygget veje, skoler, universiteter og hospitaler, man trænede de lokale i både demokrati og militært forsvar, og tiden gik og gik. Hvor lidt, det hele betød, viste sig, da Joe Biden meddelte, at man nu trak sig ud af landet uden tilsyneladende at have en plan for tilbagetrækningen. Da amerikanerne trak over på det modsatte fortov, faldt korthuset, og vi fik os alle en dyr og tragisk lærestreg. Vesten og ikke mindst USA burde nu indse den grænseløse naivitet, de ser på verden og dens folkeslag med. For hvad er Afghanistan? Det er ikke et land med ét folk. Det er et enormt område beboet af etniske grupper, der bryder sig meget lidt om hinanden; det er en utopi at tro, at de på nogen måde kan samarbejde om et fælles styre, hvor magt overdrages fredeligt fra den ene til den anden efter en flertalsbeslutning. Jeg har – for at give et eksempel - undret mig over, hvorfor vi skulle evakuere afghanere, der vel burde støtte den sidste provins, Pansjhir, der yder modstand. Panjshir-provinsen er imidlertid befolket af tadsjiker, og mit gæt er, at de afghanere, vi modtager, mener, at folk i Pansjhir kan få lov at ligge tilbage i grøften. Lykkes det Taleban at erobre provinsen, vil folket der næppe blive behandlet efter Genève-konventionen, for i Afghanistan kender man ikke til, at andre mennesker er skabt i Guds billede, og at selv fjenden derfor har krav på at blive betragtet som ligeværdig. Mange opfatter heller ikke kvinder som ligeværdige. De er sat i verden for at føde børn, gerne så unge som muligt, mens mange mænds følelser og drifter retter sig mod drenge i et omfang, vi ikke bryder os om at tænke på. Så der er egentlig nok at arbejde med, kan man sige; at bringe tanken om menneskers lighed, gudbilledligheden, frem i Afghanistan er på sin vis et fint og helligt projekt, men vi har altså nu set, at det ikke er levedygtigt i ly af krudt og kugler; for de fleste i den afghanske befolkning har de vestlige soldater været en indtrængende fjende af en etnicitet og tro, de ikke regner for noget. Og hvad de nye herskere vil gøre ved os, så snart vi viser svaghed, så vi ved bombesprængningerne i Kabuls lufthavn for nylig.

Vi forfærdes helt naturligt og tænker, at det ikke er menneskeligt at være og tænke og tro på den måde, men sagen er, at det er såre menneskeligt. Kun ved at forstå det, kan vi komme ind til kernen af historien om den barmhjertige samaritaner, virkelig erkende, hvor revolutionær den har været og stadig er for rigtig mange mennesker.

For også Israel på Jesu tid var beboet af mange forskellige etniciteter; udover jøderne var der kanaanæere, samaritanere, romere og mange, mange flere, og heller ikke de brød sig synderligt om hinanden. Romerne havde besat landet; de byggede veje, viadukter m.m.m., og de havde et smukt retsvæsen med sig. Det var hverken jøderne eller samaritanerne det mindste interesserede i. De var interesserede i sig selv og i at overleve som folk, vel at mærke Guds udvalgte folk, som de hver for sig mente at være. Skulle det lykkes, var det nødvendigt, at de holdt fast i de fædrene overleveringer og ritualer, som ifølge dem var de helt rette. Og hvad var det så for en tro, jøderne f.eks. havde?

Når Jesus i fortællingen lader både præsten og levitten gå forbi den nødstedte mand, så lader han dem faktisk gøre det rette, for som han var jo muligvis død, og de måtte ikke pådrage sig urenhed ved at omgås lig. Men så er det altså, at samaritaneren kommer og hjælper den nødstedte, ja, ikke bare det, han betaler alt for hans pleje. Hvem var da den nødstedte mands næste? Den lovkyndige kunne ikke andet end svare, at det var samaritaneren, den helt usandsynlige redningsmand. Det viser, at ikke de etniske skel, men hjælpen til den nødstedte er det vigtigste. Så langt kunne den lovkyndige faktisk godt se, og netop dette er blevet en bærende værdi i vor del af verden. Så vi gør os selv til samaritanere, vi elsker os selv, når vi er det, og måske derfor forventer vi ikke, at andre også bliver stillet overfor kravet om næstekærlighed.

Men når Jesus valgte at bruge samaritaneren som eksempel, så var det måske også for at understrege en anden pointe ud over den etniske. Lige så usandsynligt det må have forekommet datidens jøder, at en samaritaner ville hjælpe en nødstedt af anden etnisk oprindelse, lige så usandsynligt forekom det dem, at Jesus var Guds søn, og at de selv var nødstedte. Jesus var kommet for at frelse dem fra deres rituelle fængsel, der netop gjorde, at man med ro i sindet kunne gå forbi et menneske i nød. Da han insisterede på, at hans eget folk lå såret i grøften, lod de ham slå ihjel. Pint, plaget og frataget sin gudbilledlighed fandt han sin død på korset. Det er denne lille, men ikke ubetydelige mellemregning, præsident Bush glemte. Afghanistan er nødstedt og har brug for hjælp og frelse, fysisk og åndeligt. Det kan ingen være i tvivl om. Afghanistan har brug for at lære Kristus at kende, for kun sådan kan det mørke, landet indhyller sig i, jages bort. Man kan bare ikke være næste for nogen, der ikke vil have, at man er det. Man kan ikke påtvinge dem sin godhed. Derfor slog den militære mission fejl. Ordets mission kan i stedet begynde, og det kommer til at kræve modige og tålmodige folk, for det bliver en farefuld og lang indsats med mange nederlag. I Afghanistan er der ganske få kristne. Historien om den barmhjertige samaritaner giver os dog det håb, at det faktisk er en engel, der rider hvirvelvinden og styrer stormen, som lige nu går over Afghanistan. For ligesom den lovkyndige ved folk i Afghanistan godt, hvad der er dårligt og hvad der er godt for mennesker. Det sidste har de nemlig også set og oplevet i de tyve år, vesten har været i landet. Vi må derfor bede til, at de bliver lede ved det mørke, de hylder sig i, og vender sig mod lyset og frelsen i Jesus Kristus, og at der vil være barmhjertige samaritanere, der vil vise dem vejen derhen.

 Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen