22-08-2021

Han har gjort alting vel!

Salme: Kom, Helligånd, Gud Herre from, DDS 301

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 115, 1-9; 2 Kor 3, 4-9; Mark 7, 31-37

»Vi duer ikke af os selv til at udtænke noget, som kom det fra os selv.« Sådan sagde Paulus til os for lidt siden. Jeg har lyst til at præcisere lidt ved at sige, at vi så sandelig duer til at udtænke noget, som kommer fra os selv. Det bliver bare ikke altid godt, for det gode, vi måtte udtænke, skyldes Gud, som Paulus efterfølgende siger, og det er sandt. Menneskets grundsynd er, at det tror, det kan være ligesom Gud, eller at det sætter sig selv i stedet for Gud, og begynder at tænke ud fra den position. Hver gang mennesker finder på et system, kan man være sikker på, at det lukker flere døre, end det åbner, også selv om vi tror os rummelige og grænseløse.

I år er det tres år siden, at muren mellem Øst- og Vest-Berlin blev bygget, og det paradoksale ved den var, at de mennesker der byggede den, selv troede på en international kommunisme, som de i den grænseløse godheds navn gerne så udbredt til hele verden. Det fik de til dels muligheden for i ly af Nazi-Tysklands kollaps i 1945 og Sovjetunionens fremmarch i de erobrede områder. I det hedengangne DDR var det tyske kommunister, bl.a. Walther Ulbricht, som havde overlevet nazismen og overvintret i Moskva, der tog magten. Problemet var bare, at de mennesker, man underlagde sig, for de færrestes vedkommende delte begejstringen for ideologien, og i Øst-Berlin havde man altså indtil den 13. august 1961 muligheden for på en let måde at melde sig under de vestlige faner, eftersom vesten jo havde til huse i Vest-Berlin. Den stadige strøm fra øst mod vest måtte derfor forhindres, og det gjorde det østtyske regime med både mursten og kugler. Og mure blev der bygget i mere en én forstand.

En af dem, der på nært hold oplevede Berlinmuren blive bygget, var Rainer Eppelmann. Han var på det tidspunkt 18 år, døbt og konfirmeret, og derfor en naturligt mistænkt fjende af det ateistiske, kommunistiske system. Hans far arbejdede i Vest-Berlin og blev derovre for fortsat at kunne forsørge familien. Eppelmann genså faderen 19 år senere, da han allernådigst fik lov at besøge ham på et sygehus, hvor han var indlagt. En genforening i sidste øjeblik. Muren var imidlertid også af åndelig art.

Fordi Eppelmann var erklæret kristen, var hans karrieremuligheder få; han kunne ikke få studentereksamen, han kunne ikke blive arkitekt, som han drømte om, og da han under værnepligten nægtede at bære våben og sværge troskabsed overfor DDR og partiet, blev han sat i fængsel i otte måneder. Eppelmanns eneste mulighed for en akademisk uddannelse var at læse teologi, hvilket heller ikke lå ham fjernt, fordi han som nævnt var troende. Af en eller anden grund havde regimet tilladt kirken at eksistere – ovenikøbet på en måde, så de ikke forud skulle have tilladelse til at afholde arrangementer. Det skulle alle andre ellers. Alligevel faldt mange faldt fra kirken, det blev jo besværligt at være kristen, men for andre blev den et frirum, hvor man kunne samles om andet end partiet og ideologien. Som Eppelmann sagde: »Vi var en irriterende modsigelse for regimet. Ifølge Walter Ulbricht og hans ateistiske venner burde der ikke længere findes mennesker, der troede på Gud og talte om Jesus, den slags mennesker måtte jo være lige så slemme som nazisterne og de tidligere tyske fyrster. Men de kunne jo heller ikke bare slå os ihjel.« Det forsøgte regimet ellers. Et fingeret færdselsuheld havde nær taget livet af Eppelmann, men han overlevede og fortsatte sin præstegerning. Jeg tror, at de fleste, når de tænker tilbage på DDR, har en erindring om noget gråt, trist og ondt, en tung kvælende dyne, der lå over den del af det tyske folk, som var så ulykkelige at havne på den forkerte side af muren. Men selv dér var hverdagen fuld af små mirakler, som f.eks. mennesker, der bevarede deres tro og formåede at bære godhed og kærlighed ud til deres nære omgivelser, så det blev muligt for andre at holde ud, indtil muren og regimet faldt og løgnen, som det hele byggede på, blev afsløret. Jeg har selv mødt nogle stykker af dem.

For hvis vi skal blive i Paulus´ sprogbrug, så var regimet jo i dødens tjeneste, medens kirken var i Åndens tjeneste. Her fik fortvivlede mennesker lov at møde Kristus og deres sløvede sanser blev vakt til live. Her kunne de f.eks. høre denne vidunderlige fortælling:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«

Hellige Fader, hellige du os i din sandhed. Dit ord er sandhed.

Vi er her vidner til et mirakel. Jesus helbreder en døvstum. Det er meget konkret, og det skal ikke bortforklares, det finder virkelig sted. Dette mirakel kan Jesus udføre, fordi han bag sin menneskeskikkelse også er »vores Gud i himlen og kan gøre alt, hvad han vil« for at åbne vore øjne og øren for hans storhed. Han er herre over alt det skabte, og han vil, at vi skal kende ham i Jesus Kristus, også nu. Men vi kan være stumme og døve på mange måder. Vi kan lukke vore sanser ned for det, der er væsentligt, for Guds mirakler. Hvis vi holder op med at tro, at han stadig virker i verden, selv om han ikke er her i kød og blod, så bliver verden forrået, simpelthen fordi vi kommer til at fylde den med os selv og de beslutninger, vi tager på baggrund af vor begrænsede viden og indsigt. For det er noget, der er værd at tænke over: Hver gang mennesker mister troen på Gud, så får de storhedsvanvid og vil have en verden, sat i system, hvor alt det skæve bliver siet fra. Sådan var det i den gamle østblok, og for dem, der ikke passede ind i systemet, må det have været fantastisk at blive budt velkommen i et rum, hvor man hørte alle disse historier, hvor frelseren rækker ud efter syge, forarmede mennesker og gør livet godt at leve for dem. Og de har kunnet høre, at der også dengang var et system, der forsøgte at standse Gud, ja, man troede faktisk, at man satte en stopper for hans virke i verden ved at korsfæste ham. Så snød han alle og overvandt døden, og siden kunne ingen grænse, ingen mur holde ham og den glæde, der kommer sammen med ham, ude.

Rainer Eppelmann blev spurgt, hvad muren havde lært ham, og han svarede, at han havde lært, at »man kan udholde ufatteligt meget. Man kan blive smidt i fængsel, miste sine drømme, men alligevel blive ved.« Men som nævnt, så duer mennesker ikke til noget, som kommer fra os selv. Alt, hvad vi duer til, skyldes Gud. Det var jo ikke muren, der lærte Eppelmann at holde ud, det var Kristus og den kirke, han knyttede sig til, og som blev ved med at forkynde, at »Han har gjort alting vel, for han får både de døve til at høre, og de stumme til at tale.« Derfor blev nogen ved med at have mod til at tale om Guds storværker, derfor blev nogen ved med at høre en anden sandhed end regimets. Og fordi muren til menneskers hjerter faldt eller aldrig helt blev bygget færdig, endte også Berlinmuren med at falde.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen