21-08-2021

Hvad hyler du for? - konfirmationstale

Salme: Guds menighed, syng, for vor skaber i løn, DDS 1

1 Kor 15, 1-10a; Luk 18, 9-14

Kære konfirmander,

For knap fire måneder siden skulle I have været konfirmeret, og var alt gået som planlagt, havde I kunnet fejre konfirmation på Dybbøldagen. 18. april er nemlig dagen for slaget ved Dybbøl i 1864, hvor Danmark led det afgørende nederlag til Preussen. Mange soldater mistede livet eller blev hårdt sårede, og der var derfor brug for feltpræster til trøst og opmuntring. Ligesom soldaterne var uvante med krig, var også feltpræsterne det, og der findes en fortælling om en sådan præst, der skulle trøste en såret og døende soldat. Soldaten skreg i smerte og angst, og præsten, der ikke vidste, hvordan han skulle komme igennem til ham, hævede stemmen og sagde bestemt: »Hvad hyler du for? Du har jo dine synders forladelse!« Man må nok sige, at det var en lidt kras form for sjælesorg. Ikke desto mindre er budskabet til at tage og føle på; soldaten skulle dø, han var bange, og præsten forsøgte på sin egen, særegne måde at fortælle ham, at han ikke skulle frygte, for han ville møde en nådig og barmhjertig Gud, en Gud som ville retfærdiggøre ham.  

Nu behøver man heldigvis ikke være på gravens rand for at møde Gud. For lidt siden hørte vi Paulus fortælle om flere, der havde mødt ham, det gjorde Paulus også selv på dramatisk vis. Det skal jeg vende tilbage til. Man kan nu godt møde Gud i hverdagen, f.eks. i alle de fortællinger, vi har om ham, og hvis ikke Gud også var hverdagens Gud, så ville vi være ilde stedt. For han har altid noget at sige os, og i dag skal vi netop høre om, hvad det vil sige at være retfærdig.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

Hellige Fader, hellige du os i din sandhed. Dit ord er sandhed. Amen.

Situationen minder om noget, vi kender; to vidt forskellige mænd er gået til gudstjeneste, hvor de beder. Sådan er vi også i dag samlet i kirken for bl.a. at bede. Men vi tænker på gudstjenesten som noget, vi er fælles om. Netop her i kirken er der ingen forskel på os, fordi vi alle ved os under tiltale af Gud. De to fyre, som Jesus her fortæller om, er til gengæld meget bevidste om, at de ikke er fælles om noget, og af helt forskellige grunde. Farisæeren vil ikke stå sammen med tolderen, han vil være alene med Gud, have sin egen verden sammen med ham. Og det vil han, fordi han er et godt menneske. Han har meget at takke Gud for – han lever et retlinet liv, han betaler skat, er sin kone tro, og så er han ikke landsforræder. Det er tolderen derimod, for vi befinder os i Palæstina under den romerske besættelse, hvor man enten er med eller imod besættelsesmagten. Tolderen er massemennesket, ham, der udnytter situationen til egen fordel, han er værnemager og lever fedt på den romerske besættelse. Ved sin toldvirksomhed bliver han rig på sine landsmænds bekostning. Farisæeren er altså pletfri i sin levevis, og dermed holder han sig til sin fædrene Gud. Han og hans lige udgør det rene gudsfolk, tolderen besmitter forholdet.

Tolderen er altså ikke et af Guds bedste børn. Så hvorfor vil Gud have en relation til ham og ikke til farisæeren, der helt sikkert er et anstændigt menneske? Svaret er, at det vil han heller ikke, for Gud er altid i relation til os alle; farisæeren og tolderen er blot eksempler på, hvad der sker, hhv. når et menneske tror sig i relation til Gud på egne præmisser og derfor ikke behøver ham, og når det opdager, at Gud er virkelig, at det er ham, der er målestokken for alt, hvad man foretager sig.

Farisæeren vil retfærdiggøre sig selv, derfor har han brug for tolderen til at stive sig af på. Det kender vi godt; ingen af os kan sige sig fri fra at måle sig med andre, og det vil jeg også gøre nu – drage en sammenligning med mennesker, som vi andre heldigvis ikke ligner: I denne tid ser vi det gang på gang, hvordan mennesker forsøger at stille sig rene og retfærdige an, man kan bare tænke på meetoo og klimaet, for at finde vore dages farisæere. De behøver heller ikke Gud, for de vil redde verden selv. Så pludselig har der været en hånd på et lår, der ikke skulle være der, eller en flyrejse, der ikke var strengt nødvendig, og med ét hører man selv til de udstødte. Sådan er det og har det altid været blandt mennesker, men i forhold til Gud er der noget helt andet på spil. Der kan man ikke måle sig med andre. Der er man alene med Ham, og det er kun godt.

Paulus, som selv var farisæer, mødte Gud i den opstandne Jesus Kristus. Han havde i sin rettroenhed forfulgt de kristne, Guds kirke, som han kaldte dem. Hans møde med Gud fik den konsekvens, at han ikke siden hvilede i sit arbejde for at bringe glædens budskab ud til alle, jøde som græker, kvinde som mand, træl som fri, og samtidig følte han sig end ikke værdig til at kalde sig apostel. Paulus, der før havde takket Gud for ikke at være som de kristne, måtte nu slå sig for brystet og bede om forladelse.

Alligevel var det et kærlighedens møde; vi kender noget lignende, f.eks. når vi som små blev irettesat af vore forældre for noget, vi havde gjort uden at tænke over, at det var forkert, og så blev vi med ét opmærksomme på, at det var det. Det var ikke behageligt, men senere forstod man, at irettesættelsen var af kærlighed, fordi vore forældre ville have, vi skulle lære noget, ligesom deres kærlighed til os var uformindsket efterfølgende.

Derfor skal vi tilbage til tolderen, der møder Gud. Han havde jo også levet i sin gode mag, og derfor har han allerede mødt Gud, da han vælger at gå til templet. Han er nemlig blevet bevidst om sin usle karakter, og han er nødt til at reagere på opdagelsen. Han har brug for sine synders forladelse.

Tolderens verden smuldrede mellem hænderne på ham, da han blev bevidst om sit snyderi, sit forræderi, ja, at hele hans livsgrundlag hvilede på at udnytte andre mennesker. Tolderen var nødt til at gå hen til templet og bede om nåde og retfærdighed, en retfærdighed, han ikke selv ejede. Det er nemlig Gud, der gør retfærdig, ikke os selv.  Det fik den selvretfærdige farisæer, Paulus, at føle, da han blev slået til jorden og hørte Kristi røst: »Hvorfor forfølger du mig?«. Da fandt han ud af, at han intet selv havde at byde på, han skulle lære Guds nåde at kende, og med den blev han sendt han ud i verden med glædens budskab. Det var det møde, farisæeren i evangeliet skulle og kunne have haft. Det møde får vi alle før eller siden, når det går op for os, at der ikke er så meget at bygge på, når vi selv er udgangspunktet. Når vi selv er udgangspunktet, så bliver vi nemlig let til farisæere, og farisæere gør verden sur, trist og fortvivlende for andre at leve i, fordi de er så optagede af at passe andre ind i deres regler. Når Gud er udgangspunktet, bringer vi glæde, trøst og håb ind i verden. Hos farisæerne findes ingen tilgivelse, hos Gud er der altid tilgivelse at hente, altid en ny begyndelse.

Man behøver ikke at være som tolderen for at have brug for en ny begyndelse. Tolderen havde bare erkendt, at han trængte til det, det var det, der gjorde ham retfærdig. Han forstod, at han intet havde at komme med, og at han måtte have det skænket af Gud. Sådan begyndte vi alle, da vi kom til dåben. Da havde vi heller intet at tilbyde Gud, men han skænkede os alt ved sin gode Ånd. Den dag, vi blev døbt, kom vi retfærdiggjorte hjem fra kirken, og vi må vende tilbage igen og igen for at blive mindet om, at det er sådan det er. Når I om ikke så længe skal ud i verden, så vil I opdage, at den er fuld af både farisæere og toldere, og at I ind i mellem selv er både den ene og den anden. Den erfaring er vi mange, der har gjort os igennem livet. Og når I så trænger til det, skal I huske på feltpræstens ord til den sårede soldat: »Hvad hyler du for? Du har jo dine synders forladelse!«

Eller I kan komme her i kirken og høre disse ord:

»Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen.«

Må den Gud, der gav os sig selv, bevare jeres udgang og indgang fra nu og til evig tid.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.