08-08-2021

Besøgelsestid

Salme: I østen stiger solen op, DDS 749

5 Mos 6, 4-9; 1 Kor 12, 4-11; Luk 19, 41-48

For nogle år siden blev den danske fotograf, Daniel Rye, taget til fange af Islamisk Stat og holdt som gidsel i 13 måneder, før det lykkedes at løskøbe ham. Daniel Rye oplevede frygtelige ting under fangenskabet, og det er et under, at han i dag lever et nogenlunde normalt liv. For nylig læste jeg, at han i sit fængsel oplevede en glæde og styrke ved at huske de salmer og sange, han havde lært i sin opvækst. I de lange, mørke timer sad han og memorerede bl.a. I østen stiger solen op og Morgenstund har guld i mund. I det yderste mørke, fjernt fra sit hjem, var Daniel Rye ikke alene; Gud var hos ham i salmerne, og det uhumske fængsel blev pludselig et bedehus. At man sådan kan skabe sig et frirum, en kirke omkring sig, hvor man kan påkalde Gud, er der en grund til, og den har vi netop hørt i evangeliet, hvor Jesus gør op med tempelkulten, sprænger den til atomer. Men hvorfor det sker, skal vi høre om nu.

Der var fest i Jerusalem, påskefest. Vor kristne påske kommer ikke ud af ingenting, den blev grundlagt på den jødiske påske, hvor man fejrer udgangen fra Egypten. Det er og har til alle tider været jødernes største højtid, og det bedste sted, man kunne fejre den, var i Jerusalem, jødernes hellige by. Hvert år samledes tusindvis af pilgrimme fra nær og fjern for at tilbede og takke Gud i Salomons tempel, og det gjorde man ved at bringe Gud brændofre i form af dyr, som blev slagtet, og som præsterne så brændte på et stort alter. Det er derfor, at der er købmænd i templet. Vi skal forestille os, at stemningen er ekstra høj netop denne påske, for ikke bare var det også dengang festligt at fejre højtid, der sker noget ganske særligt. Jesus rider til Jerusalem på et æsel, og der var som bekendt en profeti om, at Guds salvede, Messias, skulle ankomme til sit folk på netop denne måde. Mange jøder var da heller ikke i tvivl om, at nu kom kongen, der skulle gøre alt godt igen og jage romerne – besættelsesmagten – ud af landet, så de skar palmegrene af træerne og hyldede Jesus, medens de lagde deres klæder ud foran ham, så end ikke hans æsel skulle betræde den snavsede jord.

Jo, der var fest, og Jesus burde være begejstret og feste med. I stedet begynder han at græde og skælde ud, han vælter endda borde, og det er her, vi ville tænke, at nu skulle der komme en behjertet sjæl og ligeså stille få lempet ham ud i en taxa. Vi kan jo prøve at forestille os, hvordan vi ville have reageret, hvis Jesus var kommet til vores påske- eller julegudstjeneste og havde givet samme forestilling. Det ville have været meget pinligt og en smule anstrengende, for når den slags sker, så handler det altid om, at der er én, der gerne vil gøre opmærksom på sig selv.

Jesus gør imidlertid ikke alt dette, fordi han vil have opmærksomheden rettet mod sig selv. Han vil gøre opmærksom på sin far i himlen. Og et eller andet sted ved alle de, der er til stede, at det er det, det handler om. At det er alvor, det her. Der er m.a.o. besøgelsestid nu. Gud er kommet for at give sig til kende for sit folk, og så må man holde sig til, for han kræver at få svar: »Ser du, at jeg er her, og tror du mig?« Jesus har myndigheden til at afkræve folket svar, det kan alle mærke. Situationen er derfor tilspidset, og vi er nødt til at se nærmere på den for at forstå alvoren i det hele.

Når Jesus græder over Jerusalem, er det fordi han ved, hvad der skal ske med byen. De romere, som Israels folk ønskede, han skulle smide ud, vil om få år knuse byen med dens tempel og ikke lade sten på sten tilbage. Gud vil lade dette ske, fordi Israel ikke kendte ham, da han kom til dem. Og at de ikke gjorde det, blev Jesus smerteligt opmærksom på, da han trådte ind på tempelpladsen, for dér stod alle kræmmerne og faldbød deres varer, brændofrene til Gud. Den driftige handel var det synlige tegn på, at jødernes tilbedelse af Gud var blevet til en givtig forretning, ikke bare for kræmmerne, men også for ypperstepræsterne. De levede som små konger af folks tro på, at de havde en særlig god forbindelse til Gud. Dermed havde de sat sig selv og deres brændofre i stedet for Gud, og da Gud endelig kom til dem, ville de ikke anerkende ham. De så i stedet en mand, der ville fravriste dem magten, derfor ringede de ikke efter en taxa og fik ham lempet diskret bort, nej, de lagde råd op imod ham, de var parat til at gå ligeså langt som IS for at standse ham, og de gjorde det. Hvad de ikke vidste var, at de dermed kom til at gå Guds ærinde.

Ved at lade sig henrette uden at have gjort noget forkert, bragte Jesus nemlig sig selv som offer, det ene skelsættende offer, som endte med sejr over døden. Dermed var og er der ikke længere nogen afstand mellem os og Gud. Jesus gjorde sig på en måde til et tempel eller kirke for os, og vi kan derfor være ham nær, hvor det skal være. Dermed er der kommet en anderledes alvor ind i tilværelsen, for nu er det så at sige besøgelsestid hele tiden, vi kan ikke afgrænse os fra Gud og pakke ham væk som noget, der hører et bestemt helligsted til. Det kan lyde skræmmende. Vi vil jo helst være herrer i vort eget liv, og at afgøre sig for Kristus er at lade ham være herre over os. Men det er der også frihed i, for er Kristus ikke vores herre, så vil der altid komme en anden, vi følger nemlig altid noget eller nogen. Det kan også være, at nogen gør sig til herre over os, som det skete for Daniel Rye, da han blev taget til fange. fangenskabet blev han opmærksom på, at det at tilhøre Kristus gjorde ham fri til en vis grad; Han fandt i Kristus et sted, hvor han kunne være i fred for sine plageånder. I salmesangen så han glimtet fra paradisets kyst Det viser, hvilken kraft, sang og bøn har, at man sådan kan fremkalde sit eget bedehus, hvor Kristus er tilstede.

Vi tilhører Kristus, men vi kan godt glemme det, for det er længe siden, vi blev døbt, men netop i dåben fik vi Gud til far og Kristus til bror, dér fandt en afgørelse sted, og således er dåben besøgelsestid.

Dåben rummer noget af det kristne mysterium. Den er indgangen til livet med Gud, begyndelsen til en rejse, hvor vi går sammen med Gud og ender hos ham. Man kan sige det således, at der i dåbens vand er en verden inde bag ved, som når vi f.eks. læser Alice i Eventyrland eller Narnia-bøgerne, men dåben er ikke et eventyr, den er en del af Guds verden, den er virkelig, og den verden bar Daniel Rye gennem de 13 måneder i fangenskabet. I troen på Jesus Kristus kommer vi Gud nær, så nær, at vi bliver hans egne kære børn. Der er ikke længere noget imellem Ham og os. Hos Gud kan vi hvile, ligesom vi gjorde, da vi lå i voksne arme uden at tænke over andet, end at dér var godt at være. Så på den måde er Jesus porten til Gud. Og hvor Gud er, skal vi bede, for hans hus er som bekendt et bedehus. I dåben får vi skænket en særlig bøn, nemlig fadervor, den bøn, vi kalder Herrens bøn, fordi det er Jesus selv, der har givet os den. Den bøn skal vi bede om ikke så længe, i den bøn kan vi altid finde Gud, også når vi er langt borte fra kirken. For hvor vi folder vore hænder og beder Herrens bøn, dér vil han være.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen