01-08-2021

Om at skaffe sig venner i himlen

Niende søndag efter trinitatis 2021

Salme: Hil dig, frelser og forsoner, DDS 192

Kom, Herre Jesus. Amen.

Ordsp 3, 27-35; 1 Joh 1, 5- 2, 2; Luk 16, 1-9

Jesus roser her en mand, der begår mandatsvig. Mandatsvig er der jævnligt nogen, der begår, og det er der ikke noget pænt at sige om. Jeg tror, de fleste af os foragter folk, der ikke kunne holde fingrene fra kassen, for det er et stort tillidsbrud, og vi lever bedst, når vi kan have tillid til hinanden, noget, vi også forbinder med kristendommen. Så hvad er der egentlig på færde i dag? Lad os se på fortællingen:

Vi hører om godsforvalteren, der forvalter et rigt gods. Han er imidlertid udygtig og ødsler formuen bort, en formue, som altså ikke er hans, og naturligvis bliver hans herre vred og fyrer ham på gråt papir. »Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter« lyder det fra direktionsledelsen. Men der er intet gyldent håndtryk, som svindlere ellers ofte i dag bliver belønnet med, d.v.s der er ingenting, som godsforvalteren kan falde tilbage på. Så han må nu se i øjnene, at han skal klare sig selv, og han bliver smerteligt bevidst om, at det vil han ikke være så god til. Fysisk arbejde er han for slap til, tiggeri skammer han sig ved. Men han har et godt hoved, så han får han lys idé. Han gør det, han er virkelig dygtig til, nemlig at øde værdier bort, så han kalder sin herres skyldnere til sig og nedskriver deres gældsbreve. Sådan skaffer han sig venner og dermed husly og en fortsat rimelig levestandard.

Nu skulle man tro, at forvalterens herre ville blive endnu mere vred, når han opdagede svindelen, men forbavsende nok roser han forvalteren for hans snilde, og det gør Jesus også: »Denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. (…) Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.«

Når godsforvalteren prøver at sikre sig ved at smøre sin herres skyldnere, så handler han som verdens børn, han køber sig i virkeligheden til venskab og kærlighed, og det – ved vi af en eller anden grund – er slet ikke kærlighedens væsen. Alligevel får vi altså at vide, at vi skal gøre som verdens børn og skaffe os venner ved hjælp af den uærlige mammon. Gud siger til os i dag, at vi kan lære noget af vor higen efter kærlighed, også selv om det er i en købt, forvrænget form. Og det er i sandhed underligt. Men det er jo fordi, jeg lige har udeladt noget. Jesus taler om venner i de evige boliger, altså om noget andet end vort jordiske liv.

For når Jesus fortæller historier eller lignelser, så handler det altid på en eller anden måde om ham og Guds rige, og det gør denne historie da også. Og hvad er det afgørende i historien? Det er i første omgang, at den utro godsforvalter bliver stillet til regnskab for sin gerning, og at han da tvinges til at se sig selv i øjnene med det svigt, han har gjort, og de evner, han ikke har. Vi kan ikke lide at høre om regnskabsdagen, men den er gennemgående i kristendommen, fordi Gud dømmer ved sin kærlighed. Når vi her i kirken hører om, hvem og hvad Gud er, nemlig at Gud er lys, tilgivende, barmhjertig, og at vi som hans børn skal være ligesådan og vandre i lyset, sådan som jeg læste fra alteret, så bliver vi pinligt opmærksomme på, at det gør vi ikke altid. Vi kan endog have meget svært ved at gøre det. Og når vi bliver bevidste om det, så er regnskabsdagen kommet, og det kan være ganske sundt. 

For kan vi – uden at blinke – sige, at vi til hver en tid var tro forvaltere af den nåde, vi kvit og frit fik skænket i dåben, den nåde, som bliver ved med at strømme ud som en uendelig kilde til os? Jeg tror det næppe, jeg kan i hvert fald ikke, og jeg skal gerne nøjes med at tale for mig selv. Men nåden kunne altså være det, vi har fået at forvalte, og som vi ofte må se i øjnene, at vi forvalter skidt. Hvad kan vi da gøre? Hvordan skaffer vi os venner i de evige boliger? Dér, hvor den utro godsforvalter virkelig er et forbillede, det er i sin realistiske tilgang til sig selv, og det er der, vi kan tage ved lære af ham. Vi kan lade være med at komme med undskyldninger, når vi spiller fallit. Vi kan være ærlige om os selv og vore motiver. Vi kan blive bedre til at nedskrive andres gæld – bedre til at se på andres fejl med milde øjne, bedre til at bære den tilgivelse, som vi uforskyldt har fået, frem i verden. Og det kan vi gøre, fordi vi har en Gud, der er rigere og større end noget andet, vi kender fra vort jordeliv. Netop i forhold til himmelske bliver vi tro ved at være utro forvaltere er den skat, vi fik betroet i dåben.

Det er tilsyneladende en selvmodsigelse, men det er altså pointen i dag, og til forskel fra godsforvalteren falder det os ofte svært, fordi vi er moralske og rethaveriske, og verden ville så sandelig også være et dårligt sted at være, hvis ikke der fandtes moral og ret. Til gengæld ville den være et endnu værre sted at være, hvis ikke der fandtes tilgivelse og nedskrivning af gæld. Jesus Kristus nedskrev vores gæld, da han blev et sonoffer for vor skyld. Og det er i lyset af den gerning, vi må erkende, at vi er utro og ikke kan ret meget, vi kan ikke finde ud af at være som Jesus, ofte fordi vi simpelthen ikke vil. Derfor må bede »forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere« og øse af den nåde, som ikke er vores. Sådan får vi venner i de evige boliger sammen med ham, der gav os, de utro forvaltere, sig selv.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen