25-07-2021

Mester, Mester, vi går under

Salme: Befal du dine veje DDS 36

Håb, o håb, mit hjerte. Vær trøstig, uforsagt.

Jer 23, 16-24; Rom 8, 14-17; Matt 7, 15-21

Vi er en menighed af døbte, og dåben er det vigtigste, der sker i et menneskes liv, for da får vi Gud til far og Kristus til bror. Vi bliver – som vi hørte fra alteret – Guds børn, vi podes på et godt og sundt træ, nemlig livstræet, som er Kristus selv. I ham bærer vi gode frugter, men vi skal lære at bære dem, så de ikke falder til jorden og rådner, og da Kristus og hans fader er i himlen, er vi overladt til vore jordiske forældre, som dermed er blevet betroet en ikke uanselig opgave. Mange af de gode frugter kommer med den almindelige opdragelse; vi lærer som noget naturligt vore børn, at de er elskede som dem, de nu engang er, vi lærer dem at kende forskel på godt og ondt, dit og mit, at være gode kammerater og meget mere, vi lærer dem tilgivelse, så de både kan modtage den og selv give den, taknemmelighed for det, de modtager, ja, faktisk alt det, vi beder vor himmelske fader om, når vi beder vort fadervor. Sådan lærer vore børn at begå sig blandt andre og dermed omsætte kristendommen i handling uden at skænke det en tanke. Og sådan skal det være.

Imidlertid er der et væsentligt punkt, hvor jeg fornemmer, at mange forældre har lænet sig tilbage, og det er det punkt, der handler om at tage sig i agt for falske profeter. I min barndom lærte vi, at vi ikke skulle gå med fremmede hjem, at vi ikke skulle lukke hvem som helst indenfor, og at vi ikke skulle tro på hvad som helst vi blev fortalt. Det var ikke for at vi skulle leve i frygt, det var bare almindelig sund fornuft i en falden verden, hvor ikke alle mennesker er gode, selv om de giver indtryk af at være det eller at ville det gode.Vi skulle lære at håndtere det onde uden at gå til i angst.

Jeg kom til at tænke på det for nylig, da jeg læste om en facebook-gruppe, som er blevet så populær blandt de unge, at den nu har over 34.000 medlemmer. I gruppen kan man lege, at man er en af de såkaldte »boomere«, og siden flyder med opslag, som på dårligt stavet dansk (jeg ved ikke, hvorfor »boomere« skulle stave dårligere end vi andre) enten beskæftiger sig med de nære ting, eller udtrykker tvivl overfor f.eks. klimaforandringerne. Det er jo bare for sjov, siger deltagerne, men der er et strejf af alvor bag, for gruppen er også drevet af angst, bl.a. angsten for de nævnte klimaforandringer, som jeg vil dvæle ved her. »Boomerne«, hævdes det, har slet ikke forstået, at det emne bare ikke kan diskuteres mere. De har spist røde bøffer en masse, kørt til Gardasøen i benzinslugende biler og fløjet til Mallorca i ét væk, og tænk, nu må vi andre betale regningen. Det er dog for galt.

Angst kan gribe os alle, og man skal være meget forbenet, hvis ikke man er blevet dybt berørt over synet af oversvømmelserne sydpå, som vi lige nu er vidne til. Grunden dertil er klimaforandringerne, siges det igen og igen, og det kalder på resolutte løsninger – politikere står og falder med viljen til at sige noget om klimaet, for flodbølgen ånder os i nakken, og angsten er til at tage og føle på. Men løser angst noget? Nej, kristeligt set gør den os til trælle for falske profeter; de kendes nemlig bl.a. på, at de forstår at tale enten til vor forfængelighed, vor magelighed, eller netop vor angst. Det kan godt være at »boomerne« og måske også en del af os andre er magelige, men angsten rider de unge som en mare, den  får dem til at sultestrejke foran folketinget, blokere trafikken på Kongens Nytorv, eller – som noget af det vildeste, jeg har hørt – lægge sag an mod en række lande, deriblandt bl.a. Danmark, ved den europæiske menneskerettighedsdomstol, fordi nogle klimaktivister er blevet så bange for at sætte børn i verden, at de mener, at de sagsøgte lande krænker retten til familieliv ved deres syndige klimapolitik. Nogen har bildt disse unge mennesker ind, at de således kan demonstrere og stævne sig til et politisk systemskifte, hvor landbruget bliver nedlagt, og vi får behovet for protein dækket af insekter eller bøffer frembragt i petriskåle.

At klimakampen har ubehageligt autoritære undertoner, er der ingen, der forholder sig til, og så er der spørgsmålet om effekten af aktivismen. Den er i mine øjne ringe. I Tyskland, hvor oversvømmelserne begyndte, nedlagde man f.eks. landets atomkraftværker efter pres fra den samme fløj, som klimaaktivisterne befinder sig på, medens man bevarede kulkraftværkerne og gjorde ikke bare sig selv men også det meste af Europa afhængig af russisk gas. Herhjemme hælder politikerne skyhøje beløb i vindmølleprojekter, der kun løser en promille af problemet, medens det skaber andre problemer. Imens verdens ledere skriver under på floromvundne aftaler om nedbringelse af CO2-udledningen og køber kvoter af hinanden og klimaaktivisterne ligger på gaderne, øges verdens befolkning, millioner og atter millioner af mennesker forsøger at opnå samme levestandard som vor, og rigmænd køber sig til en tur i rummet. Noget, der næppe dæmper den globale opvarmning, men det er de flintrende ligeglade med. Klimakampen er således spekulation i angst for alt det, vi dybest set ikke har nogen indflydelse på, og den fører ikke til andet end fortvivlelse hos dem, der forføres af dens falske profeter, for hvad stiller man op med alt det, man ikke kan gøre noget ved?

»Mester, Mester, vi går under!« råber disciplene fortvivlet en dag, hvor de er på søen sammen med Jesus, og en storm er ved at få båden til at gå ned. »Hvor er jeres tro?« spørger han dem, og det er spørgsmålet, alle, der opdrager børn, skal stille dem, når de er ved at bukke under for fortvivlelsen. Hvor er den tro, du fik i dåben, den tro, der siger, at Gud har skabt jorden og stadig opretholder den? Den tro, der siger, at du ikke må frygte, fordi du er lagt i den gode Guds hånd, den Gud, som kan binde stormen og som havet og bølgerne adlyder, hvis han befaler dem at gøre det? Kristendommens kur mod angsten er enkel: Luk ørerne for de falske profeter og ret blikket mod Kristus, så har du Gud. Se derefter på, hvad du selv kan gøre. Kristus giver dig troen på, at alt nok skal ende godt, og at du i hans navn derfor skal bære gode frugter, uanset om floderne går over deres breder. Den sidste tids oversvømmelser er jo ikke alene et tegn på klimaforandringer, for oversvømmelser og andre naturkatastrofer har der altid været. Det kan man f.eks. forvisse sig om ved stormflodssøjlen i Ribe. Oversvømmelser er også et tegn på, at mennesker forsøger at gøre sig til herre over naturen. Vi vil inddæmme både hav og floder for at indtage land, men det er bare ikke sikkert, vi så får lov at beholde det. Det er den slags forudseenhed, politikere er sat i verden for at have, ligesom de kan forsøge at forholde sig realistisk til klimaforandringerne; de kan gøre en indsats i de lande, hvor der er overbefolkning, med familieplanlægningsprogrammer, udvikling af bæredygtigt landbrug o.s.v. Personligt kan man også gøre noget: spare på strømmen, isolere sit hus, lad være med at tage bilen, når man kan gå eller cykle, spise grød eller grønt en, to, tre gange om ugen alt efter smag og behag og meget andet. Det hjælper alt sammen mere end at lægge sig ud foran bilerne på Kongens Nytorv. Resten er i den gode Guds hånd. Den hånd var usynligt tilstede i vor dåb, med den fik vi barnekår, i den råber vi Abba! Fader, og fordi Gud er vor fader, skal vi ikke frygte, men gå glade og fri ud i verden og virke til gavn for både den og vor næste.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen