20-06-2021

De nioghalvfems fortabte

Salme: Mægtigste Kriste, DDS 266

(Es 57, 15-19); 1 Pet 5, 6-11; Luk 15, 1-10

Normalt synes jeg, at evangeliet et evigt ungt og burde kunne sige alle noget til hver en tid, men i dag har jeg tænkt, at det er en vanskelig tekst, for den har mistet sin kant; vi er blevet så vant til, at Jesus tager sig af de udstødte, dem, de andre ikke vil lege med, og vi synes det er rigtig godt. En del af os ser det måske også som et bud til os selv om at gøre noget for andre, så de kan komme med i fællesskabet, for fællesskabet, ved vi, er vigtigt. Men typisk ser vi ikke, at vi selv – midt i det store fællesskab - kunne være den, Jesus leder efter. Vi tror os blandt de nioghalvfems får, der blev tilbage og havde deres på det tørre, ganske som farisæerne syntes, de havde det. Og så var det måske i virkeligheden dem, der havde mest brug for Jesus. At jeg tænker sådan er der en særlig grund til, som den seneste uges begivenheder har forårsaget.

Jeg læste for nylig, at en del af mine kolleger forrige lørdag havde set sig nødsaget til at skrive søndagens prædiken om p.g.a. den dramatiske hændelse under landskampen, hvor holdets anfører, Christian Eriksen, faldt om med hjertestop. Jeg må med skam melde, at det overhovedet ikke faldt mig ind at rette så meget som et komma, men nu vil jeg råde bod på det og fortælle lidt om mine tanker desangående.

Jeg så ikke kampen men blev selvfølgelig berørt at nyheden. Derefter tænkte jeg, at når det nu skulle ske, så var det lykkeligt, at det skete et sted, hvor Eriksen kunne få hjælp med det samme. Tid og sted reddede hans liv, tror jeg, og det glæder mig meget.

Det, der til gengæld overraskede mig, var, at episoden tilsyneladende blev ikke bare blev et nationalt, men også et internationalt traume, og det har jeg brugt ugen til at tænke over. For hvis vi skal se nøgternt på virkeligheden, så sker der lignende hændelser hver dag, hændelser, som folk overværer, men som slet ikke får samme opmærksomhed og betydning som denne. Og jeg tror, jeg har en del af forklaringen.

I over et år har ikke bare Danmark men det meste af verden haft den opfattelse, at den kunne holde døden fra døren. De fleste af verdens ledere har været af den overbevisning, at hvis bare den store, raske del af flokken holdt sig hjemme, iførte sig sprit, værnemidler og social afstand, så ville de svageste i flokken ikke dø, vaccinen ville komme, og vi ville alle kunne trække vejret frit igen og leve, som vi altid har gjort. Og man har i høj grad haft folkenes opbakning til det.

Herhjemme har man i en grad, der gang på gang har overrasket mig, dyrket en besættelsesromatik, hvor flokken, fællesskabet blev det bærende, selv om vi ikke måtte være sammen. Man har sunget alsang hver for sig, ønsket hinanden glædeligt nytår ved at se mod himlen på samme tid, sammenlignet mundbindene med mørklægningsgardinerne og følt sig lidt som en samlet modstandsbevægelse, der gik til kamp mod den invaderende fjende. Og nu, hvor smittetallene og antallet af indlæggelser faldt, skulle det fejres, at fjenden, sygdommen, var besejret, at vi kunne være sammen igen, glæde os og feste både som folk og som venner på tværs af grænser. Men så falder en sund, ung mand sammen for øjnene af hele verden og må hjælpes tilbage til livet.

Jeg tænker, at folk måske i det øjeblik blev mindet om, at døden ikke er så langt borte, som vi tror, og at vi ikke selv kan besejre den. Derfor var en hel verden ude af flippen. Men det, vi trænger til at få at vide, er, at livet heller ikke er så langt borte. For livet er i Jesus Kristus, og det er bare om at række ud efter ham, f.eks. som vi gør i dåben. Vi har i dag lige døbt en lille dreng til at tilhøre ham. I vor dåb får vi del i Kristi sejr over døden. Dét er da noget, skulle man synes. Men vi kan glemme det, vi kommer nok let til at glemme det, fordi vi elsker vort jordiske liv så højt, at vi tror, at alt står og falder med det.

Farisæerne, som Jesus taler til, havde glemt det. De burde have set hvem det var, de havde med at gøre, men de var så optaget af deres eget, deres gudsdyrkelse, deres renhed, at de havde nok i det. Og nok fornemmede de, at Jesus var noget særligt, men netop derfor syntes de ikke, at han skulle omgås toldere, som var besættelsesmagtens håndlangere, eller syndere, folk der levede et dårligt, et umoralsk liv. Sådan ville vi også have tænkt, hvis Jesus var kommet i dag, for den slags opdeling blandt mennesker findes altid, også i samfund, som ikke er videre religiøse; måske husker man den lille sætning, der blev lækket fra et af statsministerens talepapirer i begyndelsen af corona-krisen: »Udskam de, der ikke har været fornuftige.« Og det blev de så, alle de ufornuftige; hverken majestæten eller regeringen holdt sig tilbage med det i den første bevægende tid. Ord som »sølvpapirshat« og »anti-vaxxer« er blevet en del af sproget, det er negativt ladede ord, og det siger jeg ikke for at gøre det til en diskussion men for at vise, at mennesker har det med at dele hinanden op.

Dét, der er pointen i dagens fortælling er, at Jesus er kommet for frelse de fortabte, at han forlod englene i sin lyse himmelsal for at lede efter os. Og hans kriterium var ikke, om man havde levet et dadelfrit liv, nej, kriteriet var, om man kunne se, han var Gud, og at man holdt sig nær ham, fordi man blev klar over, at netop han er den eneste redning. Spørgsmålet dengang som i dag er dette: Vælger du dig selv og din egen verden, som slutter, når du dør, eller vælger du Kristus, som åbner porten til himlen, hvor Gud og hele hans englehær synger og klapper, fordi du kom hjem, hvor du hører til?

Vælger du Kristus, får du ikke nødvendigvis et lettere liv; til gengæld kan du kaste al bekymring over bord, for nu ved du, at han er al nådes Gud, som har kaldt dig til sin evige herlighed ved Kristus Jesus, og at han vil udruste, støtte, styrke, grundfæste dig, fordi magten er hans i al evighed!

I dag vil jeg bede for, at både fodboldlandsholdet og alle, som er ved at miste modet, må huske, at de i dåben blev døbt til sejr, og at det er dén tro, de skal bære ud i livet i alt, hvad de foretager sig, og derfor skal vi i dag forlade kirken med den ubekymredes trosbekendelse:  

Herren er min hyrde, mig skal intet fattes,

han lader mig ligge på grønne vange.

Til hvilens vande leder han mig, han kvæger min sjæl

Han fører mig ad rette veje for sit navns skyld.

Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal

jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din kæp og din stav er min trøst.

Kun godhed og miskundhed følger mig alle mine dage

og I Herrens hus skal jeg bo gennem lange tider.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen