13-06-2021

Gud tænker på dig

Salme: Nu blomstertiden kommer, DDS 722

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 25, 6-9; 1. Joh 3, 13-18; Luk 14,16-24

»Alle mennesker tænker på sig selv. Den eneste, der tænker på mig, er mig« siger Dynamit-Harry i en af Olsenbandefilmene, og det har han ret i. Vi tænker på os selv, vi mennesker; vi vil helst bo sammen med nogen, der ligner os selv, vi stræber opad eller nedad alt efter, hvad der passer os, vi lever også helst uden indblanding i vore familiære forhold. Der findes imidlertid altid gode mennesker, der ikke tænker på sig selv, og de vil gerne have andre til at holde op med at tænke på sig selv. Derfor skal alle være lige, synes de. Kvinder og mænd skal være lige længe på barsel, der skal være lige mange af alle slags mennesker på landets gymnasier, der skal bo lige mange på land som i by, der skal helst være få, der har for meget og færre for lidt, og sådan kan man blive ved. Og vil man gerne sørge for, at det bliver således, så har man altid nok at lave. Så kan det blive et projekt i sig selv at lære folk at stå i kø, fordi det er godt for ligheden. Jeg er ikke i tvivl om, at den udbredte trang til at gøre alle lige, udspringer af kristendommen, sådan som den f.eks. kommer til udtryk i dag. Evangeliet er del af en samtale, Jesus har under middagen i en farisæers hus, hvor han netop giver dem en lektie i lighed; lad være med at tage de fineste pladser, vis ydmyghed, helbred de syge, også selv om det er på en sabbat, indbyd de udstødte, når du holder fest, for de kan ikke gengælde dig.

Der gemmer sig så meget af en socialdemokrat i os alle, at vi synes, det er rigtig fedt, det Jesus siger, ikke mindst fordi han siger det til farisæerne, der var højt på strå og ikke gik ind for lighed. Det er jo godt at have Jesus på sin side og med i projektet, men det er jo også således, at der aldrig er langt til den farisæer, der ligeledes gemmer sig i os alle, og Jesus tale kan derfor hurtigt vende sin brod mod det hjørne, hvor netop den indre farisæer sidder. Hvordan mon Jesus ville blive modtaget, hvis han viste sig i dag? Det kan man jo tænke over, medens vi ser på lignelsen.

I dag hører vi om manden, der ville holde festmåltid, men da han sendte sine tjenere ud for at hente de indbudte, havde disse alle mulige undskyldninger for ikke at komme; én skulle tilse sin nye mark, én skulle afprøve nogle okser, han netop havde købt, og én ville hellere nyde hvedebrødsdagene med sin kone. Hvad skulle der nu være i vejen med det, vi skal jo alle passe vor dont, få hjulene til at køre, så vi kan levere skattekroner til lighedsprojektet, og kærligheden skal plejes, så man ikke ender som et tal i skilsmissestatistikken.

Men manden ville altså holde fest. Han havde netop tænkt på andre end sig selv, og afslagene afslørede, at de indbudte bare var optaget af egne projekter. Manden ville holde fest, og nu inviterede han i stedet de fattige, de vanføre, de blinde og de lamme, og da de ikke kunne fylde salen op, blev tjenerne sendt ud på vejene og ved gærderne for at nøde dem, de mødte, til at komme til festen. Men ingen af de oprindeligt indbudte skulle regne med at blive inviteret igen.

Som sagt var Jesus sammen med en del farisæere under fortællingen, og de har nok forstået at udlægge det lille eventyr. Mon ikke de vidste, at manden, der indbød, var Gud, at de var de først indbudte, og at Gud nu vendte sig mod andre, de udstødte og tilfældige folk på vejene og ved gærderne? Det har ikke været rart at få at vide, slet ikke, når man er et gudfrygtigt og lovlydigt menneske. Jesus ville imidlertid fortælle dem noget helt afgørende om forholdet til Gud og næsten, og dermed til loven. Det kan man ikke altid gøre på en pæn måde, når man skal ruske op i folk. Når de indbudte i lignelsen valgte at hellige sig deres gerning i stedet for at komme til festmåltid, så viste det, at de havde nok i sig selv, at de i virkeligheden ikke behøvede Gud. Og det var netop det, der var sket med farisæernes gudsdyrkelse; de mente, at når de overholdt de hellige forskrifter, så opfyldte de den af Gud givne lov, så ærede de Gud. Dermed var alt, de gjorde - hvad enten det var rituelle bade eller godgørenhed - blevet midler til at komme Gud nær. Så har man krammet på Gud, og så behøver man ham egentlig ikke, når han endelig viser sig, for man ved jo, hvad man skal gøre og sige for at være på den rette side. Man ved sig allerede indbudt bare ved at være den, man er. Det er nok værd at tænke over i et samfund, hvor den hellige kult er blevet afløst af velfærdssamfundet og alle dets ingeniører. Behøver vi Gud? Klarer vi ikke tingene ganske godt selv?

For man kan godt gøre det, Jesus siger, man skal, og som vi i høj grad gør i vort samfund: indbyde de fattige, de vanføre, de lamme og de blinde, bruge al sin tid på sit lighedsprojekt, og derfor med god samvittighed sætte sig ved højbordet og gå til bal hos dronningen. Det er bare ikke sikkert, at Jesus vil se mere velvilligt på det, for man kan være lige så ensporet optaget af hellige projekter som af sit ægteskab, sin position eller sit jordiske gods. Hvis man ikke vil tage imod indbydelsen, når den falder, så skal man ikke regne med at blive inviteret igen.

Nøglen til forståelsen af lignelsen ligger nemlig i det udbrud en af gæsterne kommer med umiddelbart før, Jesus fortæller. »Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!« Gæsten så, hvad farisæerne ikke så, at manden, der ville holde fest, var tilstede iblandt dem, og at det var nu, de var indbudt. Guds rige var kommet til dem, og det var Gud, der indbød og kvalificerede de indbudte ved indbydelsen. Menneskene var jo hos Gud i begyndelsen, og på trods af syndefaldet ville han have os tilbage, han ville genoprette sit forhold til os ved at indbyde os. Derfor måtte og må han fortsat tale til farisæeren i os og få os til at forstå, at vi intet har at gengælde ham med andet, end hvad han giver os. Det er i virkeligheden os, der er de vanføre og lamme, vi er det bare åndeligt, fordi vi har nok i os selv, fordi vi tror, at det kun er os, der tænker på os eller fordi vi har travlt med at tænke på andre for andre.

Når vi takker nej til Gud og hans fest, fordi vi suser rundt og former verden i vort eget billede, så er det, fordi vi ikke vil anerkende, at hvad vi har, om det er meget eller lidt, så har vi fået det af Gud. I stedet vil vi tage livet selv, selv bestemme over det, indrette os, som det passer os, elske både Gud og næsten, som det passer os eller ligefrem gøre os til herre over næsten i vort projektmageri. Sådan kan vort eget liv eller vort forhold til næsten blive en guddom; at vi ikke elsker næsten for hans eller hendes skyld, men for at vi i stedet kan hævde os selv ved næsten. Bedst som vi tror, at vi passer vor dont og skaber lighed alle vide vegne, så viser det sig, at det i virkeligheden bare var noget, vi kunne hævde os på. Vi havde måske ikke engang ulejliget os med at spørge næsten, om han eller hun var interesseret i at være en del af projektet. Der kan også ske noget i vort liv, så vi ikke kan gøre det, vi havde sat os for, og hvor vi i stedet bliver klar over, at hele vort vidunderlige verdensbillede slår revner, og at andre sagtens kunne leve uden os, ja, måske har de det ligefrem bedre, fordi vi ikke længere rumsterer rundt med deres tilværelse. Og så kan man jo fortvivle som Dynamit-Harry og sidde blandt de tomme ølflasker og græde over, at det kun »er mig, der tænker på mig«, det kan også være, at man opdager, at det kan være helt befriende at lade Gud tænke for sig lige netop på dét område.

Det er en skræmmende tanke, sådan at lægge sit liv i Guds hånd, at lade ham kvalificere sig, for det kræver, at vi ser op fra vor selvtilfredse gerning eller vor selvmedlidenhed og lytter til ham. Men det bør slet ikke være skræmmende; det gode og opbyggelige i lignelsen giver os svaret på vor frygt: Gud vil selv give os alt uden at ønske gengæld. Vi skal gå ind til hans glæde, og i dette væld af uforskyldt kærlighed skal vi leve vort givne liv og tjene vor næste vel vidende, at hvad vi har fået for intet, skal gives videre for intet.

Det helt afgørende er, at ikke vi, men Gud skal være udgangspunktet for vort liv, for kun sådan kan vi i virkeligheden kun holde ud at leve. Kun sådan opfylder vi vor plads i skaberværket, som det var bestemt fra begyndelsen, og når vi kommer til den indsigt, man kunne kalde det tro, så ved vi også, at dér er der fryd og glæde alle dage. Dér drypper fedme fra himlen og vi har nok i at blive bespist med Guds ord.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen