06-06-2021

At se og blive set

Salme: Far verden, farvel, DDS 614

Gud, lad det under med os ske, vi altid må vor næste se! Amen.

Es 58, 5-12; 1 Joh 4, 16b-21; Luk 16, 19-31

Alle vil gerne ses. »Jeg blev set« eller »jeg blev aldrig set« er sætninger, der går igen, når mennesker skal fortælle om perioder i deres liv, der har været enten gode eller dårlige. For at være uset i en verden som vores, hvor synlighed er alfa og omega, er en tung byrde at bære. Usynlighed kan være flere ting; det kan være slet ikke at blive ænset af andre, det kan også være at skulle bære en maske, være på en bestemt måde, for at ikke at falde udenfor. Heller ikke sådan bliver man set som den, man er. Og det er vel egentlig det, vi alle inderst inde ønsker: at der er plads og anerkendelse til os, sådan som vi nu er, sådan som vi er skabt. Netop det var tilsyneladende ærindet for tykaktivisten Dina Amlund, da hun for nylig optrådte i Brorsons kirke i København med et digt – Fat Bible Oath medens et kamera panorerede fra Dina Amlund til den lidende Kristus i forskellige afskygninger.

Fat Bible Oath er ifølge Amlund selv »en troskabsed til tykhed og egen krop som skabt i Guds billede. Med en åbenlyst poetisk reference til den græske gudinde Kybele ønsker digtet at udvide vores forestilling om Gud. Kybele som mytisk poetisk figur har i feministiske fora været brugt til at symbolisere den utæmmede, kraftfulde femininitet, krop og spiritualitet, som har svære kår i folkekirken.« 

I kirken skal vi derfor tænke over de kropsidealer, vi forkynder: Kristus på korset er i virkeligheden udtryk for den måde, vi ønsker at se os selv: For Jesus afbildes altid som slank, muskuløs og hvid. Amlund hverken kan eller vil se sig selv i det kropsideal, og hun anklager kirken for ikke at se og anerkende hende, som den hun er.

Digtoplæsningen vakte en del debat; nogle mente, at den p.g.a. henvisningen til den frygiske gudinde Kybele var udtryk for hedenskab, andre igen fandt, at digtet var relevant, fordi det gjorde opmærksom på den måde, overvægtige mennesker bliver behandlet på i vort samfund. Spørgsmålet er, om Dina Amlund i virkeligheden ikke er vor tids Lazarus, som ganske vist ikke er fattig og sultende, men som ligger der lige uden for porten og trænger til at blive set? Men kirken ser hende ikke.

Jeg forsøgte at granske min hukommelse, og jeg kan ikke huske, at jeg har forment nogen adgang til kirken. Det har måske noget at gøre med, at jeg opfatter den som et sted, hvor vi netop kan være os selv, fordi vi alle er lige for Gud og tiltales af ham i lige grad, uanset hvilken kropsvægt eller synd vi bærer på. Når jeg ser den lidende Kristus på korset, så ser jeg ikke på, om han er udstyret med en six pack i forhold til mine egne deller. Jeg ser et martret menneske, der kalder på min medlidenhed. Jeg ser en Gud, der sætter sig selv ind på at få mig i tale. Den lidende Kristus og Lazarus er to sider af samme sag, for kan du ikke give plads til Jesus i dit hjerte med mindre han er en komplet udgave af dig selv, så er chancen for, at du kan give plads til andre, der ikke ligner dig selv, ikke særligt stor, og det bryder Gud sig ikke om. Det handler dagens fortælling om.

Den ubetænksomme rige straffes og den ydmyge fattige får lov at ligge i selve patriarken Abrahams skød. Den rige havde jo allerede fået det gode i livet, medens Lazarus havde døjet meget ondt. Den rige kunne dog ligeså godt være endt samme sted som den fattige, hvis han altså havde set ud over sin egen næsetip og bemærket, at der var en, der havde brug for hjælp. Lazarus trængte jo ikke - som Dina Amlund i kirken – ind til den rige, han ønskede bare »at spise sig mæt i det, der faldt fra hans bord«, som det siges. Lazarus ønskede at blive set i sin ulykke. Og den rige vidste et eller andet sted godt, at det var hans pligt som en god jøde at give den fattige lidt mad. Han kendte profeten Esajas, som vi lige har hørt sige, at det er vigtigt at dele sit brød med den sultne, at give den hjemløse husly og klæder til den nøgne, oven i købet skal man gøre det med et glad hjerte uden at hænge med hovedet som et siv. Men fordi den rige mand havde ladet hånt om pligten og ikke havde haft fantasi til at forestille sig, at hans overfladiske tilgang til livet ville få konsekvenser, så opdagede han det først, da det var for sent. Og han fik oven i købet den besked, at hvis ikke han og hans brødre kendte deres pligt i livet, så ville intet - end ikke et budskab fra det hinsides – kunne overbevise dem nu.

Også vi har skriften og ved, hvad Gud kræver af os, at vi skal elske næsten. Alligevel er vi bedre stillet end den rige mand og hans brødre. For den lidende Kristus på korset blev ikke hængende der, men opstod fra de døde, og han bliver ved med at tale til os. Vi har altså en person - Kristus – som ser os, det kan vi være sikre på, men dernæst peger han et andet sted hen, vender vort blik bort fra os selv – og hen til Lazarus. Kristus taler om, at »du skal elske«, og ikke nok med det, du skal elske i gerning og sandhed. Kristendommen er personlig tiltale, og du kan ikke smyge dig udenom, det forventes, at du ser verden, som den er, forholder dig til den i sandhed, det forventes, at du øser ud af dig selv, som f.eks. den fattige enke, der gav af sin fattigdom, alt det, hun havde. Og der er også tale om andet og mere end pligt, når der tales om at elske; vi elsker, som det siges af Johannes, fordi Gud elskede os først, og den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Kan vi ikke lide Kristus på korset, fordi han ikke lige ser ud, som vi synes, han skal se ud, så vil vi jo i virkeligheden selv skabe vor egen gud, og kan vi så overhovedet forstå hvilket offer, Gud bragte? Hvad der er nok så vigtigt: Kan vi elske andre, som de er, hvis selv Gud skal skabes i vort billede, før vi vil høre på, hvad han har at sige? Nej, for så ved vi ikke, hvad kærlighed er eller hvad det vil sige at elske.

Til forskel fra denne verdens aktivister gjorde Gud sig ingen illusioner om verden; han elskede den så meget, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver, som tror, ikke skal gå fortabt, og han kræver, at vi elsker på samme måde. Det er et ganske voldsomt krav, men tænker vi over det, ville vi ikke nøjes med mindre.  

Vi kan sammenligne det med et bryllup. Lige netop der skal der ingen forbehold være over for den anden. Vi vil love hinanden evig troskab, også selv om erfaringen siger os, at det kan være ganske vanskeligt, og at det ikke altid lykkes.

Gud – kan vi være sikre på - har ingen forbehold over for os, han ser os, som vi er, og det er ikke altid et kønt syn uanset hvor godt vi tager os ud i egne og verdens øjne. Alligevel lover han os evig troskab, og han holder, hvad han lover. Det er det, vi kommer til kirke for at høre, men tykaktivisten dømte ham ude, fordi nogen havde malet ham slank og muskuløs på korset. I stedet medbragte hun, da hun gik til kirke, sin egen sag om feminin og frodig kropskultur, og gjorde sig dermed til dommer over både Kristus og andre. Men sager kommer og går, Guds ord består. Det er en gammel erfaring, som Thomas Kingo har formuleret i den salme, vi skal synge om lidt; Den handler om alt det, verden og livet giver os, så vi tror, at den og vi er verdens navle, og derfor fylder verden med os selv. Men det skal alt sammen forgå; vi skal forlade både verden og livet en dag, og så er der ikke andet end tomhed tilbage og med den dommen: Hvordan handlede du over for din næste, der led nød? Så du ham, da han trængte til dig? I den henseende er vi alle på en og samme tid den rige mand og den fattige Lazarus; den rige mand, fordi vi godt ved, at vi gang på gang kom til kort med det, vi vidste, vi skulle; vi holdt fest i stedet for at se vor næste. Den fattige Lazarus, fordi vi har brug for, at den evigt rige Gud ser i nåde til os i vor armod med den store gæld, vi har, og vi kan ikke andet end bede til, at han må slette gælden og hver dag åbne vore øjne for den Lazarus, der altid ligger lige uden for døren. Kort sagt: bede Gud om, at vi må lære at elske Ham i vor næste. For i vor næste ser vi den lidende Kristus, der gav sig selv for os.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen