30-05-2021

Født af Ånden

Salme: Du, som går ud fra den levende Gud, DDS 291

Kom, Herre Jesus. Amen.

4 Mos 21, 4-9; Rom 11, 32-36; Joh 3, 1-15

For nylig havde præsten ved Sankt Pauls kirke i Nyboder set sig gal på et par af folkekirkens biskopper, der var kommet for skade at udtale sig positivt om corona-tidens korte gudstjenester. Det skrev hun en klumme om, og ærindet var vist at slå et slag for den lange højmesse. Men den tanke kom til mig, at biskoppernes udtalelser i lige så høj grad af præsten blev grebet som en mulighed for at gøre opmærksom på sine egne, gode besøgstal til gudstjenester med både altergang og fyldige, lange prædikener. Og troede kirkegængerne i Sankt Pauls kirke, at de kan komme til deres kirke som Nikodemus til Jesus om natten, så kan de tro om, for præsten fortalte f.eks. om, hvordan flere af dem ikke ved »hvilken vej, alterbægeret skal vende«, når hun skal skænke vin. Præster er forpligtede både på tavshedspligten og på »ungdommens kristelige oplysning og vejledning«, de skal ikke skrive klummer om dem, men sørme om vi ikke i dag er vidne til en fortrolig samtale, hvor Jesus er den ene part, og den anden tager sig noget fjoget ud, nemlig Nikodemus. Men kender vi den, fordi Jesus siden skrev en klumme i Jerusalem Post, hvor han udstillede Nikodemus? Nej, jeg tror, at Nikodemus selv har fortalt historien videre, ikke mindst fordi han kom til tro på Jesus som frelser, dog ikke p.g.a. en lang og fyldig prædiken, for den prædiken, han fik, var kort og tilmed uforståelig for ham på det tidspunkt. Der skete simpelthen noget senere, som har givet ham forståelsen af den natlige samtale.

Nikodemus er ikke en hr. hvem som helst, han er medlem af det magtfulde jødiske råd, som på dette tidspunkt er i stærke overvejelser om Jesu person; er han Guds udvalgte, Messias, ham, der skal genrejse Israel? Han gør jo tegn og gerninger, der – som Nikodemus siger - kunne tyde på, at Gud er med ham. Og hvor Gud er, vil rådsmedlemmerne gerne være. Tilsyneladende, for senere viser det sig, at de nok helst er Gud foruden, da de begynder at tale om at få Jesus skaffet af vejen. Og når de vil af med Jesus, så er det fordi det bliver klart for dem, at han varsler undergangen af alt det, de vogter over, moseloven og jødefolket som det centrale udtryk for Guds vilje, og at hans vilje nu manifesterer sig på en måde, de hverken kan eller vil rumme. De vil m.a.o. have gudstjenesten for sig selv, selv være centrum for den. Nikodemus, derimod, lader sig føre af sin undren, og det, at han til at begynde med ikke fatter Jesu tale om at blive født på ny, skræmmer ham altså ikke væk. Det viser sig da også, at Jesu tale måske slet ikke er så uforståelig, som Nikodemus til at begynde med opfatter den.

»Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.«

Sådan siger Jesus til Nikodemus. Jesus er udgået fra sin fader og taler dermed om sit hjem og sin familie, når han fortæller om himmeriget, men ligesom han viste sig som et menneske for at blive vores bror, tager han altid udgangspunkt i de nære ting, når han skal fortælle om Himmeriget.

I forhold til Nikodemus drager Jesus en parallel mellem sig selv og den slange, Moses ophøjede i ørkenen, og som vi ser på alteret bag os. Det er en historie, Nikodemus kan relatere til, for den historie har han kendt. Den er blevet ham fortalt fra han var barn, og vi hørte den for lidt siden; israelitterne var blevet trætte af at vandre rundt ude i den ørken, Moses havde ført dem ud i, så de knurrede og ønskede sig tilbage til Egyptens kødgryder. Engang straffede Herren dem for deres ulydighed ved at sende dødbringende slanger til deres lejr. Da angrede de og henvendte sig til Moses, som bad til Gud for dem. Og for at de skulle få et tegn på, at Gud var Gud, herre over levende og døde, bad han Moses om at lave en slange af kobber og sætte den på en stang. De, der blev bidt, skulle bare se på slangen, som Moses således holdt frem, så blev de helbredt.

Måske det lige netop var her, Nikodemus blev klar over, at han stod over for noget, der var større end det, hans forfædre havde oplevet i ørkenen, at han i Jesus Kristus så den levende Gud. Eller også dæmrede det, da han så Jesus på korset ikke så længe efter. Det fortælles, at han forsvarede Jesus over for de andre i rådet, og sammen med Josef af Arimatæa tog han Jesu legeme ned fra korset og salvede ham med myrra og aloe, før de gravlagde ham. Dermed forberedte de to den altafgørende hændelse, som hele skabningen sukkede efter: At graven brast og dødens overmand vandrede ud af den.

»Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden« fik Nikodemus at vide af Jesus under den natlige samtale. Han hørte dermed noget, som førte ham hen et sted, han aldrig havde drømt om at komme til, nemlig at sætte sig selv, sin forstand og sin tryghed til side for at drage omsorg for et menneske, der var blevet henrettet som en gemen forbryder. Nikodemus så, at den frelsende kobberslange i virkeligheden havde peget fremad, og så forstod han, hvem Jesus var: At han var Gud, herre over levende og døde. D.v.s. den Gud, der p.g.a. menneskets ulydighed jog det ud af paradiset, bort fra livets træ, den Gud, der straffede israelitterne med døden for deres ulydighed. Men også den Gud, der lod sig røre af deres anger og bønner, så de fik livet igen ved kobberslangen, den Gud, der hørte skabningen sukke og til slut selv kom til jorden for at dø for os og dermed bane vejen for os tilbage til paradisets have.

Lad os nu sætte os i Nikodemus´ sted og høre, hvordan Gud viser sig og taler til os. Gud viser sig altså i Jesus, som altid tager udgangspunkt i jordiske ting; en dejlig have ved de fleste godt, hvad er, og der vil vi gerne hen. Jesu taler om Gud som en kærlig fader. Det ved vi også godt hvad er, om ikke andet så i længslen efter en sådan. Under nadveren er han sammen med os i brødet og vinen. Fællesskabet om måltidet kan vi også nemt fatte.

Men når vi nemt kan fatte det, er det fordi, der er sket noget afgørende i mellemtiden; Ånden er kommet til os og har givet os en overjordisk forståelse af de synlige ting. I dag taler Jesus om vand og ånd og om at blive født på ny, og Nikodemus svar er, at man ikke kan fødes som gammel. Det er jo sandt, men med Ånden kan vi forstå dåbens altafgørende betydning for os, og at det ikke handler om en jordisk genfødsel. Vand er både er farligt og livgivende; vi kan drukne i det, og vi har brug for det for at kunne leve. Og vand er der som bekendt også ved fødsler. Så når Jesus taler om dåben her, så er den både nær og fjern, konkret og åndelig. Uden Kristi ord og ånd er dåben bare vand, men med hans løfte om at blive født på ny, knyttes det jordiske til det himmelske, og døbefonten forvandles til en indgang til himmeriget. Det kaldes et mysterium, ligesom nadveren er det. Og i vor kirke har vi oven i købet under altergang mulighed for at fæstne blikket på både kobberslangen og Jesus på korset, og dermed betydningen af Jesu gerning.

Vi døber med vand og Helligånd, men det er med Helligånden som med vinden; vi hører dens susen, og dog ved vi ikke, hvor den kommer fra eller hvor den farer hen. Vi kan ikke holde på den eller gemme den til bedre tider. Dåben er indgangen til Guds rige, men vi ved alle, at der er dage, hvor vi synes, at døren er smækket i, eller vi kan måske slet ikke finde den. Og så har vi mest lyst til at blive inden døre, begrave os under dynen eller stikke næsen i I-pad´en. Lidt ligesom disciplene havde det, da Jesus var faret til himmels og de sad ene tilbage.

Sådan er det at være menneske; før eller senere bliver vi overladt til os selv, alligevel er vi ikke alene. Vi er bare – som Nikodemus – på en vandring mod Jesu grav uden altid at forstå, hvorfor vi skal derhen. Men ligesom noget bevæger vinden, så er der også noget, der bevæger Ånden, nemlig vor fader i himlen, som elsker os. Han er ikke hvem som helst, han er den, som leder os fra døden til livet, fordi han i sin søn, Jesus Kristus, besejrede døden.
Nikodemus var blevet ført af Ånden, og meget var dunkelt, for den førte ham tilsyneladende til Jesu mørke grav. Men netop den grav blev porten til himlen, den blev det sted, lyset kommer fra, og vandrer vi med Nikodemus, så er vi på rette vej. Om vi er mange eller få, om gudstjenesten er kort eller lang, bare den peger mod den tomme grav, for hvor den er, der er også opstandelsen, Himlens frydeskat. Således blev menneskesønnen nemlig ophøjet, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen