24-05-2021

Den gode løsning ligger altid i Guds hånd

Salme: I al sin glans nu stråler solen, DDS 291

(Sl 104, 24-30); ApG 10, 42-48a; Joh 3, 16-21

Det bliver undertiden hævdet, at den danske folkekirke er en serviceinstitution på linje med andre offentlige institutioner som skoler og lægehuse, og derfor skal kirken mere eller mindre fremstå som et ensartet firma med fælles logo og diverse ydelser, vi kan tilbyde til alle. Og når man leverer ydelser, det ved vi, skal de helst være indbydende. Derfor sker det også jævnligt, at en og anden præst beklager sig over de tekster, vi skal læse op på vore helligdage, for ikke sjældent handler de om dom, og vi kan jo ikke lide at høre om en dømmende Gud.

Jeg må derfor beklage, at i dag, hvor I er flere, der kommet, fordi I skal indskrives til næste års konfirmationer, må lytte til en tekst, der handler om dom. Jesus siger, at den, der ikke tror, allerede er dømt. Han siger dog også, at han ikke har sendt sin søn til verden for at dømme den, men for at frelse den. Det lyder som en selvmodsigelse, men det er altså i det lys, vi skal se ordene om dom, og det skal jeg vende tilbage til. Inden I flygter herfra, vil jeg sige: Lad være med det, bliv en stund, for det kunne være, at budskabet om Guds dom og Guds frelse er et godt budskab.

For det er jo således, at hvis ikke Gud holder kirke, så skal der nok komme andre, der vil holde kirke, og det slet ikke sikkert, at det et godt. Det selv at ville være Gud, at ville frelse verden og menneskene er jo noget, der ligger dybt i os alle, og vi ser det for fuld udblæsning for tiden.

Der pågår nemlig en kamp om sjæle og deres frelse: Skal barselsorlov være til glæde for barnet eller for ligestillingen? Hvem skal frelse verden fra corona? Hvordan skal kloden og klimaet reddes? Skal hellige krigeres hustruer og børn hentes hjem? Skal syriske flygtninge have lov at blive? Skal der være et udrejsecenter for afviste, kriminelle asylansøgere på Langeland? Man kunne blive ved. Hvor forskellige sagerne end er, så handler de jo om mennesker og verdens tilstand, som rigtig mange mener at kunne gøre noget ved. Jeg har m.a.o. aldrig set så mange selfier af politikere fra alle fløje som i denne tid, hvor både vacciner, ligestilling, klima og udlændinge er brandvarme emner, politikere, der mener at kunne klare det hele, og jeg skal indrømme, at jeg af og til får den tanke, at det i virkeligheden handler om dem selv, om at de kan markere sig selv, deres barmhjertighed eller deres nationalt bankende hjerter, når de er ude i deres frelsende ærinder, frem for de mennesker, det hele egentlig handler om. De er heller ikke så lidt dømmende eller fordømmende over for andre, der har en anden holdning, og verden bliver derfor aldrig god nok. For den er fyldt med idioter, der ikke mener det samme som en selv, og som synes, verden skal være på en anden måde.

Hvis vi tænker os om, så har vi alle en rem af huden i forhold til den tankegang. Det pudsige er, at i kirken vil vi ikke høre om Guds dom, men vi vil gerne selv dømme andre, så tænk, hvis vi for smed Gud ud, og vi hver især holdt kirke på vore egne holdninger? Det ville være som at tage fast ophold hos Clement Kjærsgaard, tænker jeg. Så vi bliver ikke friere at droppe Gud, tværtimod, vi afskærer os selv fra at høre, hvad han har at sige, og vi kaster os i stedet i armene på alle dem derude i verden, som så gerne vil dømme og indrette verden i deres eget billede.

Menneskers store problem er jo netop vores manglende selvindsigt, at vi tror på os selv i stedet for vores skaber. Det er den dom, der fældes over os i kirken, men vi skal huske, at det egentlig ikke er en dom Gud fælder, det er en dom, vi fælder over os selv, når vi ikke vil tro på Gud men hellere på vore egne kræfter. Tænk, hvis vi troede på det, vi har hørt i dag: at Gud elskede verden uden at gøre sig nogen som helst illusioner om hvordan den var. Og han elskede den så meget, at han gav, det vil sige ofrede, sin eneste søn, for at vi skulle komme til tro. Så kunne vi lære noget.

Det første, vi kan lære af Gud er, at man må tage verden, som den er; mennesker er f.eks. ikke født gode; vi har meget godt i os, men mange gange elsker vi mørket i stedet for lyset, vi snyder, bedrager, bagtaler hinanden, holder hinanden ude og slår hinanden ihjel, når vi kan komme afsted med det. Og derfor skal vi ikke bruge så meget tid på selfier og på at redde kloden og alle mennesker, der bor på den. Vi skal først og fremmest indrette os, så vort land er godt og trygt at leve i. Det er en helt konkret og kristelig opgave, som er lige til at gå til, for det gælder på alle planer, fra vore lovgivere til den måde, vi behandler hinanden på i det daglige.

Det næste, vi kan lære af Gud er, at man skal tale sandt om verden. Man skal ikke love en god løsning i morgen, hvor alle er lykkelige, fordi der står en vindmølle på hvert et gadehjørne, vaccinen har gjort, at vi lever, til vi bliver 100, kvinderne har gjort deres indtog på direktionsgangene, og alle mennesker i hele verden bor i Danmark (bare ikke i vores baghave). Sådanne letkøbte løsninger kom Guds enbårne søn aldrig med. Han forholdt sig til det, han så, og så han uretfærdighed og hykleri, blev det påtalt i skarpe vendinger. Han afslørede altid løgnen og forstillelsen, og så hjalp han sin næste, når han mødte ham ansigt til ansigt. Det er det fantastiske ved historien om Gud; da han blev menneske, rejste han ikke jorden rundt, men holdt sig på et meget lille område af verden, og alligevel kender hele verden ham og ved, hvad han sagde og gjorde.

Dermed kommer vi til det tredje, vi kan lære af Gud; at virke på sit sted med kærlighed, det vil sige med uselviskhed. Guds søn viste, hvad barmhjertighed var, da han var her på jorden. Uden tanke på sig selv helbredte han mennesker, vakte døde til live og holdt fest med de udstødte, selv dem, der havde fortjent at være udstødt. Gud lærte os at lade nåde gå for ret. Sådan ændrede han verden. Ved at forholde sig til den i sandhed og i kærlighed på sit lille sted. »Den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud« som vi hørte før.

Tænk, alt dette kan man lære ved at gå i kirke, og så fri kan man blive for andre menneskers dom, for så skal man kun forholde sig til Gud med sin samvittighed og ikke til et partiprogram eller presset fra fællesskabet. For kristendommen taler altid om et personligt ansvar, ikke om hvad andre skal gøre.

Det er så indlysende, og dog er det så vanskeligt. Derfor snubler vi gang på gang, men det er aldrig for sent at høre, hvad Gud sagde og gjorde. Man kan komme igen og igen for at høre dette: Gud elskede verden, som den er, men verden var aldrig den samme, efter at hans enbårne søn havde besøgt den. For Jesus Kristus gjorde en helt afgørende forskel i menneskers liv; I Jesus Kristus kom han os nær, han fyldte de angste hjerter med mod, han fik disciplene til at gøre op med deres egen indgroede vanetænkning og fejhed og gå ud blandt mennesker, koste hvad det ville, for at fortælle verden om ham. Derfor er vi samlet her i dag, og derfor tror jeg på, at både verden og klimaet vil bestå. For det er denne verden, Gud elsker, det er ham, der holder den oppe, han bliver ved sin Ånd ved med at tale til mennesker, og mennesker bliver ved med at komme til tro og virke i verden i sandhed og kærlighed. Og fordi de gør det, skal det hele en dag nok ende godt. For den gode løsning er altid i Guds hånd.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.