23-05-2021

Retten til at forstå

Salme: De dybeste lag i mit hjerte, DDS 28

Kom, Herre Jesus. Amen.

1 Mos 2, 4b-7; ApG 2, 1-11; Joh 14 , 22-31

»Hvad hånden former er åndens spor«, skrev Johannes V. Jensen, en af landets store digtere. Han var ateist, og det kan synes forkert at lade hans ord danne indledning til dagens prædiken. Men det er jo sandt, hvad han siger, og vi skal tale om hånd og ånd i dag. For selv da vi ikke var kristne, var skønhed og omhu for detaljen noget, enhver tilstræbte; hvad hånden formede, var virkelig åndens spor. Det vidste de gamle. De vidste bare ikke, at de havde en far i himlen, der havde skænket dem både skaberværk og ånd. De manglede så at sige den sidste forståelse af sammenhængen mellem hånd og ånd. Det ændrede sig med kristendommen, hvilket jeg skal vende tilbage til, men først en indledende historie.

For nogle år siden solgte Syddansk Erhvervsskole i Odense en smuk, gammel bygning med tilhørende grund, beliggende i Munke Mose, som må siges at være et åndehul i byen. Den nye ejer, der havde købt bygningen med henblik på indretning af liebhaverlejligheder, ville have ryddet op på grunden, og det kom der nogen og gjorde. Oprydningsarbejderne fandt en 8,3 meter høj kolos af jern, som bestod af otte søjler, holdt fast af to store, sorte plader. Kolossen skar de i stykker med skærebrændere, sandsynligvis fordi de regnede med, at det gamle jern skulle leveres videre til skrot. Det viste sig desværre, at jernkolossen var en kostbar skulptur ved navn Camp Fire, og at det var en i vide kredse hædret og anerkendt kunstner, den nu afdøde Ingvar Cronhammar, der havde lavet skulpturen. Jeg har læst mig til, at den nedsavede skulpturs maskinelle strenghed kombineret med den hyggelige titel Camp Fire skulle give den »en interessant dobbelttydighed«. Det gik altså hen over hovedet på oprydningsarbejderne, hvis tarvelighed alle var oprørte over, og kunstneren var selvfølgelig dybt ulykkelig. Ingen ville tage ansvaret for hændelsen, og det endte med, at skulpturen blev genskabt og placeret på Stige ø, som er en gammel losseplads, der er lavet om til rekreativt område. Det kunne jeg godt se en vis ironi i, men da alle var og er begejstrede for løsningen, skal jeg nok holde min mening sådan nogenlunde for mig selv. Ikke fordi jeg skammer mig over mit rindalistiske hjerte, mere fordi jeg har ondt af kunstneren, som var et inderligt sympatisk menneske, og som slet ikke kunne forstå, hvordan nogen IKKE kunne se, at de havde med et kunstværk at gøre. Det pudsige er, at kunstneren var erklæret kristen, men det er også karakteristisk, at hans opfattelse af troen var, at den er »retten til ikke at forstå.« Men det er faktisk ikke troens væsen, troen er oplysning, den lærer os i høj grad at forstå, og det forstod den ikke troende Johannes V. Jensen altså langt bedre end den troende Ingvar Cronhammar. Det viser noget om Åndens kraft; Johannes V. Jensen var vokset op i et Danmark stærkt præget af kristen kultur, Ingvar Cronhammar var vokset op i hhv. Skåne og Danmark i en tid, præget af stærk sekularisering, en sekularisering, som også satte sit aftryk på kristendommen.

Lad mig slå fast med det samme, at jeg ikke går ind for hærværk, men oprydningsarbejderne satte deres skærebrændere til et ømt punkt, nemlig det evigt tilbagevendende spørgsmål: hvad er kunst, og hvad er god kunst? Der er ingen tvivl om, at kunst, som så meget andet, f.eks. arkitektur, mode o.l., i moderne tid er blevet elitært på en måde, så de færreste kan forstå det uden en enorm baggrundsviden. Nogle mener, at kunsten skal være revolutionerende, altså sætte spørgsmålstegn ved vedtagne værdier, andre mener, at god kunst er det, kunstverdenen selv vurderer, er god kunst. Begge opfattelser gør mennesket til centrum for kunsten og placerer dens udøvere øverst i hierarkiet. Så hvis først man er blevet anerkendt som kunstner inden for de snævre cirkler, er man sikret mod kritiske spørgsmål fra oprydningsarbejdere og andet godtfolk. Den umiddelbare glæde og nydelse, vi almindelige mennesker kan få af at se på eller opleve noget smukt, regnes ikke rigtigt for noget. Men hvad hånden former, er som sagt Åndens spor. Jeg er sikker på, at den bygherre, der byggede den smukke og stilrene bygning, som længe husede Odense Tekniske Skole og siden Syddansk Erhvervsskole, aldrig i sin vildeste fantasi havde kunnet forestille sig, at der på den samme matrikel skulle rejses en skulptur som Camp Fire. Bygherren levede i en tid, der på mange måder var mere ubehagelig end vor – de gode gamle dage var som bekendt ikke altid så gode. Han var til gengæld herligt fri for den forvirring og forhærdelse, som rider vor tid som en mare, og som kommer af menneskets optagethed af sig selv i stedet for af skaberen, og som altså rammer selv troende mennesker.  

Og hvorfor er vi det – optagede af os selv? Vi er jo skabte, det hørte vi fra alteret, skabt af jord, hvorpå Gud blæste livsånde i os, og findes der noget smukkere menneskesyn i verden? At tænke sig: mindet om Guds skabende Ånd går gennem verden alene ved, at vi ånder. Den livsånde kan bare ikke stå alene, den mangler noget at træde i forbindelse med, nemlig Ånden fra ham, der indgød den i os. Den Ånd kom til jorden Pinsemorgen for længe siden. Men Guds Ånd kommer og går og kommer igen som det passer den, og så snart vi lades alene, fylder vor krop og alle dens funktioner det hele, den trækker os mod den jord, vi er skabt af, og vi bliver forvirrede og fristede og kommer på afveje. Det vidste Jesu disciple, og hver gang Jesus talte om, at han skulle forlade dem, blev de derfor fortvivlede. De ville helst have, at han blev hos dem i kød og blod, for med ham hos sig kunne de ikke gå vild. Men det ville være en begrænsning af Gud, og derfor siger Jesus til dem:

»Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg.«

Ja, Faderen er større end Jesus, og vi ville ikke kunne fatte den storhed, hvis ikke Jesus forlader vort synsfelt. Mindet om ham vil ikke blegne, for hans far i himlen vil sende Talsmanden, Helligånden, der skal holde os fast på det, Jesus har lært os om godhed, kærlighed og barmhjertighed mod vor næste. Men altså også om Guds storhed i sit skaberværk. Kun i troen på Jesus Kristus kan vi se, hvordan det alt sammen peger op mod Gud. Netop det forstod de gamle, og derfor klaskede de ikke jorden til med kunst, som kun en lille klike forstod, derfor byggede de skønne bygninger, som ikke bare tog hensyn til egen udsigt, men også til naboens udsigt.

Man kan således tale om et kristent kunstbegreb, at det, der peger bort fra en selv og op mod Gud, og den skønhed, han har skænket os i sit skaberværk, det, som kan sige noget afgørende om menneskelivet og få os til at løfte blikket mod himlen, det er god kunst, og det er ikke uforståeligt. De gamle troede på nisser og alfer og underjordiske, og de tillagde naturen alle mulige magiske kræfter. Men  Gud gav os med Ånden retten til at forstå hans skaberværk, forstå, at det er ham og hans enorme kraft, der står bag det.

Kunst skal ikke skabe forvirring. Det har vi verdens fyrste til at gøre, og ser man ud over det kunstneriske og arkitektoniske landskab i dag, så kunne man frygte, at verdens fyrste har gjort sit indtog. Sådan må jeg blankt indrømme, at jeg har det. Men jeg ved også, at verdens fyrste ikke kan gøre Jesus eller Guds Ånd noget, han kan ikke skabe selv, kun skabe sig, og hans tid er afmålt. Det er Guds tid ikke, hans kunstværk er evigt, det er faktisk lige uden for døren i al sin pragt og vælde, og vi kan gribe og begribe det med den Ånd, som får os til at forstå, at Gud i sandhed er den største kunstner nogensinde. For hvad hans hånd former, er spor af hans Ånd.

Glædelig pinse!