16-05-2021

Nærværende i sit fravær

Salme: Vor Herre! til dig må jeg ty, DDS 652

Kom, Herre Jesus. Amen.

Hagg 2, 4b-9; 1 Pet 4, 7b-11; Joh 15, 26-16,4

Det er i år 20 år siden, at terrorangrebet den 11. september fandt sted. Der var terror før den dag, der har været terror efterfølgende, og der vil være terror fremover, ser det ud til. Men netop dette angreb blev skelsættende, fordi det var sjældent velkoordineret og forårsagede knap 3.000 menneskers død.

Ud over den almindelige gru, som jeg tror, greb de fleste over synet af de brændende tårne og mennesker, der sprang i døden for at undgå at brænde ihjel, medførte terrorangrebet også en diskussion blandt de intellektuelle. Det var ejendommeligt at opleve, for når man som jeg generelt synes, man lever i en verdslig, affortryllet verden, så bar diskussionen til dels præg af et religiøst verdenssyn. Der var blandt visse intellektuelle en stille fryd at spore, for havde de 19 mænd, der kaprede de fire fly, hvoraf de to altså ramte tvillingetårnene, ikke gentaget Davids kamp mod Goliat? Havde de ikke bare taget hævn over USA for dets indblanding rundt om i verden, eller havde de ligefrem ramt kapitalismens gulvkalv, og dermed afsagt en dom over vestens afgudsdyrkelse? Og hvad skulle reaktionen på angrebet være? Teologen Peter Kemp formulerede det på denne måde:

»Vi er kristne og synes, at kristendommen er bedst, men vi kan ikke komme og sige, at vi har fundet sandheden. Vi må behandle andre mennesker på lige fod, og det gør vi ikke. (…) Og når den amerikanske regering betragter sin fremfærd som et korstog, blandes religionen yderligere ind i det, hvilket ikke er gavnligt.«

 Man kan sige meget om USA's svar på terroren den 11. september, for det er bestemt ingen enkel sag, men Peter Kemp anerkendte og benægtede på samme tid, at sagen havde noget med religion at gøre, og at krig ikke var svaret. I en blanding af kristendom og humanisme mente han altså, at vi skulle se på »de andre« som ligeværdige og gøre noget godt for dem i stedet for at drage ud på korstog. Korstog bryder de færreste sig om, men problemet med Peter Kemps holdning er den, at han både fornægter sin egen Gud, der er Sandheden, Vejen og Livet, og at han netop ikke anerkender »de andre« som ligeværdige. »De andre« er stakler, som skal kommes i møde ved – som han også sagde - at »udligne fattigdom, respektere alle menneskers værdighed og nedtrappe de store modsætninger i verden.«

Det er jo således, at der næsten ved hvert eneste terroranslag, begået i islams navn, bliver råbt »Gud er stor.« Den stille del af terroren handler om, at vi andre undlader at sige og gøre ting, der kan krænke islams gud, og dermed ved vi et eller andet sted også, at konflikten mellem islam og kristendommen eller for den sags skyld det verdsliggjorte samfund, af muslimerne bliver betragtet som religiøs. Vi anerkender dem simpelthen ikke, når vi nægter at høre og forstå, hvad det egentlig er, de siger. Og de siger faktisk, at de tjener deres gud ved at gøre det, de gør.

Peter Kemp gav således udtryk for den glemsel, kristnes vilkår har været underlagt herhjemme i mange år. Han holdt sig til korstogene, som stadig plager kristenhedens samvittighed, men kristendommen er i virkeligheden de forfulgtes religion, også den dag i dag, og det har den været fra begyndelsen. Jesus stikker ikke noget under stolen, da han taler til disciplene. Talsmanden, Helligånden, er sandhedens Ånd, som skal vidne om Kristus. Også disciplene skal vidne om Jesus, fordi de har været sammen med ham og set, hvem han er. At insistere på sandheden bliver ikke let, for »der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.«

Kristendommen skal ikke udbredes ved sværdet, men ved ordet, men udbredes skal den, og det bliver den på trods af alle anslag mod den. Den vold, Jesu venner mødte, når de prædikede, og som kalkmaleriet ved min højre side vidner om, holdt dem ikke tilbage fra at drage ud for at forkynde evangeliet for alverden. Vi havde ikke stået her, om ikke de havde gjort det. Disciplene fik m.a.o. mod til at lære selv deres fjender den barmhjertige Gud at kende. Og det var ikke et budskab, der blev læst op af en gammel bog, det var i første omgang et budskab, der gik fra mund til mund, det var et budskab, der blev omsat i handling ved at vise godhed mod alle uden personsanseelse, for – som vi hørte fra alteret – så skal den, der taler, tale med ord fra Gud, og den, der tjener, skal tjene med den kraft Gud giver; Gud skulle vise sin herlighed i sine tjenere. Og en af de største tjenere, Gud fik, var Paulus, som havde været en af de værste forfølgere af kristne. Han forfulgte dem i Guds navn, men da han mødte den opstandne frelser, tog hans liv en anden drejning. Guds og de kristnes fjende var blevet deres ven og unyttige tjener.

Når kristendommen blev udbredt i en sådan fart, som den gjorde og på trods af al det fjendskab den mødte, så havde det altså noget at gøre med den kraft og det mod, som Helligånden indgød de mange, mange udsendinge, og med den kærlighed, de første kristne viste hinanden. Det var jo helt uhørt i et klassesamfund, at en træl var ligeså meget værd som hans herre, en kvinde så meget værd som en mand o.s.v. Og budskabet battede noget, fordi de kristnes Gud havde sat sig selv ind på det. Derfor måtte mennesker forholde sig til ham, og enten tro på ham eller forkaste ham. Sådan er det stadig, og der er ingen udsigt til, at det vil ændre sig nævneværdigt.

Der er som sagt snart gået tyve år siden angrebet på World Trade Center, og vi ved også, hvordan det gik; man valgte at svare igen, og først nu får USA's og dets allieredes tilstedeværelse i Afghanistan en ende. Ud over krigsindsatsen i landet forsøgte man sig med at nedtrappe de store modsætninger bl.a. med en enorm indsats for demokrati, bedre uddannelse og meget mere. Spørgsmålet er, om det har hjulpet så meget. Det vil tiden vise, men tilbage i New York er der sket noget. De kritiske røster, der mente, at WTC var den guldkalv, de kapitalistiske amerikanere dansede om, blev gjort til skamme. Man har nemlig valgt ikke at genopbygge tvillingetårnene, man har i stedet - midt i byens stål, glas og larm – anlagt en usædvanlig smuk mindepark, der består af to store vandfald med de dræbtes navne indgraveret. De står som to store døbefonte og minder os om, at vi i dåben bliver kaldt ved navn, og at vi i Jesus Kristus får evigt liv.

Et træ, der blev svært skadet under angrebet, blev plejet og genplantet i parken og fik navnet Survivor Tree. Livets træ fik således sit eget symbol. Parken selv blev døbt Reflecting Absence. Det er nok først og fremmest fraværet af de dræbte, den skal reflektere, men den kommer også til at forkynde en andens fravær, nemlig hans, som plantede Edens have i tidernes morgen, hans, som også betegnes som Livets Kilde, hans, vor skaber og genløsers fravær.

Det er om ham, vi skal vidne. Det kan være vanskeligt; i det inferno af røg, murbrokker og lemlæstede mennesker, der fulgte angrebet på tvillingetårnene, kunne man nok have tænkt, at der iblandt de efterladte og hos bystyret kunne være kommet en følelse af, at Gud er fjern og derfor ikke formår at beskytte sine børn her på jorden. De kunne have vendt ham ryggen, men det skete altså ikke. I stedet lod man den øde tomt udforme til en smuk have, der insisterer på livet og nænsomheden.  

Terroren hørte ikke op den 11. september, men mindeparken vidner om, at Gud i sit fravær er nærværende, og at han en dag skal herliggøres i alle ting ved Jesus Kristus.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen