13-05-2021

En dag ved søen - familiegudstjeneste

Salme: Vaj nu, Dannebrog, på voven, DDS 257

 ApG 1, 1-11

Vi har netop hørt om, hvordan Jesus for op til sin far i himlen. Det er dér, Jesus hører til, men vi kan godt forestille os, hvordan disciplene, hans venner har haft det. Jeg tror, at alle kender eller har kendt et menneske, der fylder så meget, at det føles tomt, når han eller hun ikke er der. Jesu venner har været triste, og de har været bange, fordi de jo havde set, hvordan det var gået med Jesus, mens han levede. De fjender, Jesus havde haft, og som havde slået ham ihjel, var nemlig også ude efter disciplene, og uden ham var det svært at holde fast i alt det, han havde lært dem. Minderne om alt det gode, han havde gjort, ville blegne, snart ville de ikke kunne huske, hvad han havde sagt. Sådan er vi mennesker jo. Men det mærkelige er, at Jesus huskes den dag i dag, og det skyldes, at Gud ti dage efter himmelfarten sendte sin Ånd til jorden. Det var Helligånden, som gav disciplene mod og evner til at fortælle alle mennesker om Jesus, og om, at han havde overvundet døden. Jesus har også givet os nogle synlige tegn, så vi kan huske ham og være ham nær; han har givet os dåbens vand og nadveren, som bare er lidt brød og lidt vin. Både vand, brød og vin bliver der ved med at være nok af, for Jesu far har jo skabt jorden, hvor det alt sammen kommer fra, og da Jesus levede og gik på denne jord, så udførte han selv et mirakel, der viste, at der altid vil være brød og vin nok til dem, der kommer til ham. Det skal vi høre en historie om.

 

Langt herfra, nede i det varme Palæstina, i byen Tiberias, sad der en lille dreng henne i sin skole. Han var lidt træt af det, han syntes, lærerne skældte for meget ud, og at undervisningen var kedelig. Og så var der nogen, der havde bestemt, at de skulle sprittes af og testes hele tiden og have stukket en vatpind op i næsen. Det var meget ubehageligt. Den lille dreng sad og kiggede ud af vinduet, og pludselig så han en masse mennesker gå og løbe forbi skolen, og alle syntes, det var mærkeligt. Læreren sagde, at man jo slet ikke måtte være så mange samlet, og at det var godt, at han og børnene holdt sig herinde på skolen og terpede matematik. Men i spisefrikvarteret, da drengen havde fundet sin madpakke frem, fik han den idé, at han ville hen og se, hvad alle de mange mennesker skulle, så han tog sin madpakke og fulgte den retning, de andre var gået. Snart kom han til en sø, der lå ikke så langt derfra, og der var proppet med folk; der var hverken sprit eller vatpinde, og folk stod alt for tæt, men der skete dem ikke noget, tværtimod kunne drengen se, at nogle af de mennesker, drengen kendte fra gaden, folk, som havde lidt af sygdomme, eller som var blinde eller døve, de gik nu helbredte og glade rundt. Og midt i det hele stod der en mand; drengen maste sig ind mellem de voksne for at kunne se ham ordentligt; han virkede så stor, og samtidig så han almindelig ud. Han så også rar ud, virkelig rar, og så fortalte han vidunderlige historier. Drengen bed især mærke i en historie om to brødre, hvor den ene spildte alle sine penge, og den anden blev hjemme og passede gården for deres far. Men da den anden søn kom hjem og havde brugt alle sine penge, så holdt faderen bare en fest for ham. Det var en fantastisk og underlig historie, syntes drengen. Sådan ville hans far ikke reagere, og han kom til at tænke på, at han nok også måtte se at komme hjem. Men han kunne ikke holde op med at lytte, og han glemte ganske tiden. Pludselig var det, som om der blev noget uro i folkemængden, og da drengen kiggede op, stod manden dér foran ham og smilede venligt til ham. »Hej, jeg hedder Jesus« sagde han. »Hvad hedder du?« Drengen stammede lidt, da han svarede: »Jeg-jeg hedder Johannes, men jeg bliver bare kaldt Hans.« »Johannes, det hed min fætter også, det var skægt. Hvad har du i den madkasse?« »Bare lidt brød og et par fiskefiletter.« »Må jeg få dem?« spurgte Jesus. Johannes var egentlig sulten, men han kunne ikke sige nej til Jesus, så han gav ham madpakken, og Jesus smilede og tog den, og sagde »Gud velsigne maden!« Så begyndte han at dele ud. Først da tænkte Johannes over, hvor mange mennesker, der egentlig var. Der måtte være flere tusind, men det underlige var, at der blev ved med at være brød og fiskefiletter nok. Alle spiste og hyggede sig, og da de var mætte sagde de tak til Jesus for maden. Så kaldte han på sine venner og bad dem samle resterne ind. Johannes talte. Der var tolv mænd, og de havde hver en kurv. Og kurvene blev fyldt med resterne.

Johannes tog mod til sig og spurgte, om han måtte få lidt mad med hjem til familien, for han måtte nok hellere se komme hjem til dem. Jesus smilede og gav ham favnen fuld af brød og fisk, og så løb Johannes alt, hvad remmer og tøj kunne holde, hjem til sine forældre og små søskende. Hjemme havde hans far og mor haft besøg af læreren, der var vred over, at Johannes skulkede fra skole. Hans far og mor var også vrede, hans far ruskede ham, og hans mor skældte ud. »Du skal ikke løbe rundt på gaden, og hvor har du den mad fra?« Johannes peb lidt, men fik fortalt om sine oplevelser og om Jesus. Hans forældre havde svært ved at tro ham, men hans lillesøster, som ellers altid var irriterende, sagde, at hun også havde hørt om Jesus, og at han var glad for børn. »Hm ja, det er godt med jer. I skal ikke gå med fremmede« sagde moderen »men nu må vi spise det, du har med hjem, for jeg har brændt grøden på!«

Og så spiste de, og de havde aldrig smagt noget så himmelsk. Det var også, som om Far og Mor glemte deres vrede, og da de havde spist, var alle glade.

Da Johannes næste dag kom i skole, skældte læreren ud, men Johannes tog sig ikke af det. Han havde bestemt sig for at passe sin skole, for den dag, han havde oplevet sammen med Jesus, ville han både skrive og fortælle om, og så var man nødt til at passe sin skole.

Mange år senere gjorde han, hvad han havde tænkt sig. Han skrev den historie, vi netop har hørt, og mange, mange andre, som vi må vente med at høre til en anden dag.

Men siden Jesus for til himmels har alle hans venner over hele jorden mødtes for at bryde brødet og drikke vinen. For Jesus har lovet, at han vil være til stede, når vi er samlet om det måltid, og at han vil være det, indtil han kommer igen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen