09-05-2021

Den fuldkomne glæde

Salme: Den mørke nat forgangen er, DDS 736

Kom, Herre Jesus. Amen.

1 Mos 32, 25-32; Jak 1, 22-25; Joh 16, 23b-28

I eventyret om lille Claus og store Claus er der mange kostelige scener; en af dem er, da store Claus har bestemt sig for at slå lille Claus ihjel ved at proppe ham i en sæk og smide ham i åen. På vej til åen kommer han forbi en kirke, hvorfra han hører salmesang. Det lyder så smukt, og store Claus tænker, at »det kunne være ganske godt at gå ind og høre en salme«, inden han skal videre med sit forehavende. Han lader sækken stå og går i kirke. I mellemtiden kommer der en gammel kvægdriver forbi, og han hører lille Claus klage sig i sækken over sin triste skæbne. Kvægdriveren er træt af livet og vil gerne bytte plads med lille Claus, og det gør de så. Da store Claus kommer ud fra kirken igen, undrer han sig over, at sækken er blevet så meget lettere; den gamle kvægdriver vejer nemlig væsentlig mindre end lille Claus, og store Claus tænker: »Hvor er han bleven let at bære! Ja, det er nok, fordi jeg har hørt en salme!« Derpå går han til åen og kaster sækken i den. Der blev tilsyneladende ikke prædiket over teksten om at være ordets gører og ikke bare dets hører den dag.  

Jeg kom til at tænke på denne lille scene, fordi det blandt vore politikere er kommet på mode at bekendtgøre, når de går i kirke. De svælger i salmer, de holder af, og de nyder interiøret i deres barndoms og ungdoms kirker. Også statsministeren glædede sig for nylig over, at hun havde givet os lov til at synge i kirkerne, og hun ville endda selv afprøve det. Så hun hørte en salme og slog et slag for kirkegangen på de sociale medier. Ugen efter var hun ikke i kirke, men havde gjort sig nogle søndagstanker, hun ville dele med folket. Anledningen var, at Kristendemokraterne havde fået et medlem på tinge, og han og partiets formand havde proklameret, at de ville arbejde for at nedbringe antallet af aborter i Danmark. På årsbasis er det omkring 15.000, og det maner jo til eftertanke, når vi nu i et år har levet under parolen, at ethvert covid-19-dødsfald er en tragedie, og at ingen derfor måtte dø af det. Man har oven i købet krænket adskillige frihedsrettigheder for at forfølge dette mål, og man har lagt både skyld og skam på de mennesker, der har anfægtet strategien. For hvem vil være skyld i sin næstes død?

Abort er et ømtåleligt emne, og med fosterdiagnostikken bliver stort set alle gravide kvinder konfronteret med muligheden. Jeg tror, at de færreste synes, det har været den lykkeligste del af graviditeten at have de overvejelser eller presset for at gøre sig dem inde på livet. Denne prædiken skal ikke handle om hvem, der har gjort brug af retten eller ikke. Den skal handle om, at antallet samt følgerne af indgrebet kan og skal diskuteres. Det var også alene det, Kristendemokraterne ville, men statsministerens reaktion var kategorisk: »Enten er vi for. Eller også er vi imod. Der er ikke en mellemvej.« Ansvarets byrde var blevet let af sidste søndags salme, kunne man høre, og opslaget fik da også mange positive tilkendegivelser. Forleden hørte jeg i en radiodebat en kvinde, der selv havde fået foretaget abort, som talte imod, at sagen overhovedet kom til debat. Hun havde aldrig fortrudt sin beslutning, var faktisk lykkelig for den, men emnet var alligevel ømtåleligt, og når det blev diskuteret igen og igen, så påførte det de kvinder, der havde fået en abort, skyld og skam over det, og det var jo ikke til at leve med.

Uden at være bevidst om det formulerede kvinden meget klart, hvad det handler om: at menneskelivet er fuld af beslutninger og handlinger, der hverken kan tages eller gøres om, og ved en del af dem pådrager vi os skyld. Vi kan godt proppe skylden ned i en sæk og forsøge at skaffe den af vejen ved ikke at tale om den og samtidig forbyde andre at tale om den. Det er bare ikke sikkert, at den forsvinder, og det pudsige er, at hver gang der tales om skyld og skam, så langes der altid ud efter kirken, fordi den angiveligt pålægger os alle et åg, som netop forhindrer os i at gå glade og skyldfri gennem livet. Imidlertid viser politikernes brug af kirken i deres private markedsføring, at det næppe er dér, de føler sig under tiltale endsige anklage for noget. Det kunne være et tegn på, at kirken er blevet tandløs, men det mener jeg nu ikke, at den er. Kirken har nemlig noget at sige til os, der bakser rundt med vor tunge bagage. Hvis vi skal blive i billedet fra eventyret, så vil den sæk af skyld, vi bærer på, faktisk blive lettere, fordi kirken har en herre, der hjælper os med at bære den. Og det kunne være det, vi har brug for i stedet for lette løsninger, der tager ansvaret fra os. For den, der vil tage ansvaret fra os, også når vi vitterlig har pådraget os skyld, tager os ikke alvorligt, men overlader os til os selv at slæbe på den sæk, som er så tung, og som ikke bliver lettere med årene.

Dette ansvar minder kirken os om, og derfor stryger den os ikke med hårene; den siger, at vi skal være ordets gørere, såvel som dets hørere, og det vi ved jo godt. Så når vi møder Gud, er det ikke bare som at høre en køn salme, det er en kamp, meget ofte med samvittigheden, og det kan sammenlignes med den kamp, vi hørte om fra alteret, hvor Jakob, patriarken, en nat bliver overfaldet af en, som viser sig at være Gud. Jakob holder ham i sin desperation fast så længe, at tvekampen ikke falder ud til Guds fordel, og han må bede Jakob slippe ham. Men Jakob vil have hans velsignelse for at gøre det. I vrede giver Gud Jakob et slag på hofteskålen, så den går af led, men han ender med at give sig og velsigner ham. Resten af livet må Jakob bære et smertefuldt minde om dengang, han så Gud ansigt til ansigt og alligevel reddede livet. Jakob var ikke et af Guds bedste børn, men han aftvang altså Gud en velsignelse. Sådan kan vort forhold til Gud også tage sig ud. Vi kan føle os angrebet af ham, både med rette og urette, men vi må ikke give op, ikke gå ud af kampen, for han har mange sider. Denne lunefulde Gud, hvis ansigt mennesker ikke tåler at se, viste sig nemlig mange år senere på en ganske anden måde i Jesus Kristus, som lod sig føde ind i den velsignede Jakobs folk. Midt i verdens mørke brød Gud ud fra sin lyse himmel og lod mulden blomstre, hvor han trådte. Frem spirede godhed, barmhjertighed og skyld og skam blev ikke længere tilregnet os. Han viste os hen til det gode liv, nemlig livet i ham, og bort fra os selv. Jesus bragte gudsriget med sig, og derfor elskede så mange ham.

Men ikke alle kunne se gudsriget, de foretrak deres eget selskab frem for livet i Kristus, og langfredag forsøgte man ligefrem at gøre en ende på ham. Det lykkedes ikke, for nederlaget blev af ham vendt til sejr. Han overgav sig ikke i kampen med døden. Det ses imidlertid kun af den, som har øjne at se med. Det kan nemlig være vanskeligt at se et fuldbragt liv i et forpint menneske på et kors. Det kan føles som en dom, fordi den korsfæstede minder os om, at han var alt det, vi skulle være, og som vi ikke var eller er.  

Det er en dom, for vi er alt for ofte ordets hørere og ikke dets gørere, og verden er stadig en kampplads, hvor fristelser, lidelser og døden mærker os; vi kan komme på afveje, vi kan tage beslutninger, som vil forfølge os hele livet, vi kan bukke under for de sår, livet giver os og miste troen på, at der er håb og glæde tilbage i livet for os. Men midt i denne Jakobskamp lyder ordene til os: »Bed, og I skal få, og jeres glæde skal være fuldkommen.« Gud taler til os – ikke om skyld og skam - men om glæde.

Ja, verden er en kampplads, og det vil den være ind til Kristi dag. Det kan være, vi går mærkede og halte ud af kampen. Men èn skal vi ikke frygte i alt dette, vi skal ikke frygte en lunefuld Gud, der kommer i ly af natten. Det er nemlig ikke udtryk for luner, at han taler til vor samvittighed. Det er fordi, han vil noget med os, at han gør det. Og da han endelig viste sig for os, var det nok med en dom over os, men også som en god og trofast ven, en ven, vi kan bede til, en ven, som tilgiver og som tager os ved hånden på vor vandring i livet. Gud rejser os, når vi er faldet, han leder os ud af mørket og hen til vor næste. Han kalder sig vor Gud, en Gud, der gør glæden fuldkommen, fordi glæden er af Ham, hvis åg er godt, og hvis byrde er let.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen