02-05-2021

Frihedens grundlov

Salmer: Talsmand, som på jorderige, DDS 294

Kom, Herre Jesus. Amen.

Ez 36, 26-28; Jak 1, 17-21; Joh. 16, 5-15

Da Danmark i marts sidste år gik på vågeblus, skete der – i mine øjne – noget meget urovækkende. Af angst for den sygdom, der var kommet til landet, vedtog et samlet folketing nogle vidtrækkende hastelove; man kunne nu blokere hjemmesider, der angiveligt spredte misinformation om covid-19, og det på trods af, at censur og andre forebyggende forholdsregler ifølge grundlovens §77 ingensinde på ny kan indføres. Man forbød endvidere forsamlingsfriheden (§ 79) – på nær ved demonstrationer. Det vil sige, at man godt måtte demonstrere, men ikke forsamle sig under fri himmel til f.eks. et møde. Men det er netop denne forsamlingsret og ikke alene demonstrationsretten, grundloven skal sikre. Endelig blev ejendomsretten (§ 73) i efteråret krænket, da regeringen på efterbevilling eksproprierede minkerhvervet. Jeg er næppe den eneste, der dengang blev chokeret over, hvor redebon politi, militær og andre myndigheder fulgte en ordre, hvis juridiske grundlag ikke var i orden.

Når jeg begynder med at ridse den nære historie op og kommer med en lille lektie i grundlovens frihedsparagraffer, så er det fordi, vi skal tale om frihed i dag. Grundlovens fædre var kristne, Monrad endda teolog, og de forstod, at et velfungerende folkestyre er afhængigt af frie borgere, for kun frie borgere kan tale, tænke og træffe beslutninger med myndighed. Alt må på bordet, også vrøvlet, hvis der skal tages en beslutning, man må kunne forsamle sig for at kunne drøfte en sag, og endelig udgør den private ejendomsret modvægten til staten, som netop p.g.a. denne ikke kan gøre sig til herre over os. Den private ejendomsret sikrer borgeren en personlig frihed. Corona-krisen har imidlertid vist, at mange helst vil være fri for at være fri. Der er længe fra alle lejre blevet råbt på en stærk leder, og det har vi så fået. En liberal tænker formulerede det for nylig således:

»De [borgerlige] bruger deres frihedsparoler for at undgå at bruge statens myndighed. Socialdemokratiet derimod har historisk dna til at bruge statsmagt, uden skyldfølelse.«

Det var tænkeren ganske godt tilfreds med, at Socialdemokratiet gjorde. Men har vi brug for ledere uden skyldfølelse, og hvad sker der, når vi deponerer vor frihed hos statsmagten? Forsvinder sygdom og død, fordi vi har en stærk leder? Det forløb, vi har været igennem viser os, at en stærk leder uden skyldfølelse nok kan få folk til at tro, at vi kan undgå sygdom og død. Netop det er den store løgn, vi har levet på i over et år nu. Men når selv liberale tænkere sukker efter stærke ledere, så er det, fordi frihed er skræmmende, især under kriser. Det er så let at tage friheden fra andre, især når de giver den frivilligt fra sig. Netop det havde grundlovens fædre nok aldrig tænkt at nogen ville. De tænkte i myndige borgere, hvis frihed var bundet til Kristus, og at den frihed ville være gavnlig for landet. Vi ville bare ikke have den, viste det sig, og den kristne frihed er da også en livslang balancegang. Hvor skræmmende den er, hører vi om i dagens tekst:

Jesus taler til disciplene kort før han skal dø, men han kunne lige så godt tale til os. Vi får at vide, at det er gavnligt, at Jesus går bort, gavnligt, fordi Talsmanden, Helligånden, kun kan komme, dersom han går bort. Med disciplene sørger vi over tabet af Jesus, som vi kan sørge over tabet af vore forældre eller andre, der står os nær og betyder noget for os. Det gør vi, fordi vi instinktivt ved, at Han alene er den gode, Han alene ved at handle rigtigt til hver en tid, hos Ham alene er vi trygge. Og vi kan gribe os selv i at tænke: »Gid, Han var her hos os igen«, hvor meget lettere ville det hele så ikke være. Det tager jeg i hvert fald mig selv i at tænke. Men nej, Jesus går bort, og det er det bedste, siger han, for kun hvor Han er borte, findes sorgen og savnet efter Ham, og kun dér kan Helligånden virke og tale. Kun dér kan vi trøstes, kun dér – i længslen – kan vi blive voksne, myndige.

Og Helligånden – siges det - skal tale om synd, som er ikke at tro eller at tro noget andet end på Gud, om retfærdighed, at den retfærdige går til sin retfærdige fader og bort fra vort synsfelt, og om dommen over verden.

Lad os begynde med det sidste: Hvad betyder det mon, at verden er dømt? I vor trosbekendelse siger vi, at Jesus på den yderste dag skal komme at dømme levende og døde, men hér siges det, at verden er dømt. For verden, d.v.s. vi, der hører til i verden, hadede Jesus, vi kunne ikke klare, at hans kærlighed til os også dømte os, fordi vi IKKE var eller er som han, selv om vi burde være sådan. Hans bortgang i lidelse og fornedrelse vidner om, at der ikke var plads til ham her, og den, der forstøder den gode og prøver at sætte sig i hans sted må nødvendigvis være af det onde. Det var disciplenes erfaring Langfredag.

Når vi er forladte af Jesus i denne verden, så er der ikke længere noget synligt, vi kan støtte os til, ingen lærebog, heller ingen grundlov, kun dette, at Jesus var den han var, og at vi skal følge ham efter. Derfor går vi i fare, hvor vi går. Alle vegne er der nok af tilbud, der kan friste, og for tiden er stærk ledelse tydeligvis en af de værste fristelser. Der er mange, der gerne vil bære ansvaret for de svage samvittigheder, ganske uden den mindste skyldfølelse. Men vi skal huske, at ingen jordisk fyrste eller leder er af Gud; også han eller hun står til ansvar og skal undvige fristelsen til at gøre sig til gud. Derfor er talen i dag om at denne verdens fyrste er dømt, en tale både til os og vore ledere. Vi skal ikke vælge verdens fyrste, for så går vi bort fra Gud. At følge Gud er at vente og leve i forventningen om at Herrens Ånd skal komme til os, og at vi er ladt tilbage på eget ansvar, på egen risiko. Man kan sammenligne det med at blive voksen, og det kan være ganske smerteligt, men det er ikke godt, hvis ikke vi vil være voksne. Der er ikke noget så skræmmende, som barnlige voksne, eller for den sags skyld, voksne, der leger voksne, påtager sig en rolle.

Vi går altså i fare, vi går i trængsel og vi går mod døden. Vi lever i en ufuldkommen verden, hvor lidelse og død, både hvor egen og andres er en anfægtelse. Fristelse og anfægtelse er således en uundgåelig del af vor vandring her i verden. Det er her, vi svæver mellem tro og vantro. Man mister let troen, når man ser det onde, men vantro er synd, for vantro adskiller os fra Gud, fordi den slører vore sanser og vender os bort fra Ham. Så begynder vi at tro på egne kræfter i stedet. Vi skal altså tro på Gud, og det er svært, for som troende lever vi her i den dømte, ufuldkomne verden, og det kan netop få os til at fortvivle. Det er imidlertid en trøstet fortvivlelse, for når vi tror, at alt vil ende godt, fordi alt er i Guds hånd, da går vi blandt engle midt i livets fristelser, og vi går med Jesus i livets trængsler, selv døden bliver en dør, der går til Himlen. Fristelser, trængsler og død forsvinder ikke, men i troen på Jesus frelses vi fra elendighed og fare, og vor fortvivlelse trøstes. Heri ligger den kristne frihed, friheden fra verdens herredømme, og den frihed er Åndens gerning. Det er netop det, der tales om, når det siges, at vi får alt godt fra lysenes fader. Det er det lys, vi skal bære ud i verden. Det lys peger bort fra os selv.

For dette er retfærdigheden, som Jesus taler om. Når han går til Faderen, så ser Faderen kun ham, og når vi tror på Jesus, da ser Faderen ikke længere os med al vor synd og uretfærdighed, men han ser sin egen kære søn. Så i vor ensomhed og forladthed skal vi bede om, at Helligånden, Talsmanden, Trøsteren, må komme også til os, så vore kolde og sørgende hjerter må varmes og glædes, og vi selv må blive lysets børn. Det pant fik vi i vores dåb, det kan vi stole på, det gør os til lysbærere for Gud, og så behøver vi ikke længere bekymre os, men lade hver dag være en glædens dag, netop fordi vi går til himlen, hvor vi går, frimodige, trøstede, mod Jesus Kristus, vor Herre, som med sin Fader lever og råder i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen