30-04-2021

Med regnskabsdagen for øje

Store Bededag 2021

Salme: Mægtigste Kriste, DDS 266

Sl 67; Heb 8, 10-12; Matt 3, 1-10

Når en ikke ordineret teolog har fået kald som præst, skal han eller hun til bispeeksamen, og når den er bestået, skal præsteløftet underskrives. I præsteløftet lover man, at man vil forkynde Guds ord rent og purt og forvalte sakramenterne – dåb og nadver - ret, som det kommer til udtryk både i den hellige skrift og i vore lutherske bekendelsesskrifter. Man lover endvidere at bekæmpe lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse samt at undervise og vejlede ungdommen i den kristne lære. Endelig lover man flittigt at studere Guds ord og dygtiggøre sig, at udvise et godt eksempel for menigheden samt adlyde de kirkelige anordninger og opføre sig ordentligt over for sine foresatte og kollegialt over for sine kaldsfæller.

Præsteløftet er ikke slattent løfte, som dem, man afgiver i en valgkamp eller når man i andre forhold gerne vil opnå en hurtig og uforpligtende gevinst. Nej, den sidste del af løftet lyder således:

»Alt dette lover jeg med regnskabsdagen for øje samvittighedsfuldt at ville holde, efter den nåde, som Gud mig dertil vil give.«

Der er intet gyldent håndtryk forude for præster men derimod en regnskabsdag, nemlig dommedag, den dag, hvor Jesus skal rejse sig fra sit sæde i himlen og komme tilbage for at dømme levende og døde. Da jeg genlæste løftet, som jeg selv afgav for snart 11 år siden, var det især afsnittet med forholdet til de foresatte, der begyndte at nage, fordi jeg små 14 dage tidligere i min prædiken havde kritiseret den senest valgte biskops teologi, og tilmed gjort mig lidt morsom på dens bekostning. Spøg til side, for det er en alvorlig sag, så alvorlig, at en del af mine kaldsfæller vil have lavet præsteløftet om. Det er 29 mænd og ingen kvinder, der står bag formuleringerne i løftet, og det er i sig selv slemt nok, men løftet er desuden fra 1870, hvilket må siges at være mere end »so last year«. Dog er det især denne regnskabsdag, der er faldet kritikerne for brystet.

»Trusselsteologi« kaldes det, og det er det da, men det er en teologi, man ikke kan komme udenom, for regnskabsdagen indgår ikke bare i Luthers lære, altså den der kommer til udtryk i vore bekendelsesskrifter, og som kritikerne af præsteløftet ikke bryder sig om. Det er en teologi, der er en del af Ny Testamentes egen forkyndelse, og den hører vi i dag: »Øgleyngel! Hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede?« spørger Johannes farisæerne og saddukæerne, to særdeles lov- og skrifttro fraktioner inden for jødedommen. Johannes mener, at de føler sig så sikre på frelsen, alene p.g.a. af deres slægtsskab med Abraham, jødefolkets stamfader, at det vil være lettere for Gud at opvække sande børn af Abraham af de sten, der omgiver dem. Og Abraham, skal vi huske, er troens fader.

Det interessante ved denne lille meningsudveksling er det, der er gået forud, hvor Johannes Døber prædiker omvendelse for folket; folket skal omvende sig, for Himmeriget er kommet nær. Himmeriget viser sig sammen med Jesus, og han kommer altså med den dom over de frommeste af jøderne, at øksen ligger ved træets rod. Bærer det ikke god frugt, skal det hugges om og kastes i ilden. Den hentydning forstod de godt, og den faldt ikke i god jord, så da Jesus dukkede op og med ham Himmeriget, ville de af med ham. Det kom de også for en stund, men det viste sig, at han ikke var så let at få has på, og sådan er det også i dag; man kan godt komme af med præsteløftet, men ikke med Jesus.

Nu er vi jo mange, der ikke bryder os om påtaget fromme mennesker, der skilter med deres godhed og rettroenhed, men hvad er det, der gør, at vi ikke kan lide dem? Rettroenhed og fromhed i dag er mangelunde; den religiøse fromhed mener at eje Gud og sandheden om ham. Den ateistiske, kulturradikale rettroenhed og fromhed har slet ikke brug for Gud, for den har nok i sig selv og mener at eje sandheden om mennesket. Begge parter ved præcis, hvordan verden hænger sammen, hvad enten det er et religiøst eller humanistisk verdensbillede, de har. De er selv på toppen og kender forskel på rette og forkerte handlinger og meninger, og de har i virkeligheden svært ved at tåle sandheden om mennesket, og hvad mennesket gjorde, da Himmeriget kom til det. For det siger også noget om dem. Da Gud besøgte jorden, blev han nemlig forstødt, og det blev han, fordi han viste ikke alene de rettroende, men os alle, hvor langt borte vi i virkeligheden er fra ham. Bare ved at være den, han var. Det er, når vi møder Jesu uskyld, godhed og barmhjertighed, at vi enten omvender os eller forhærder os, og når man vil af med regnskabsdagen i præsteløftet, så er det et udtryk for forhærdelse; at man i virkeligheden mener at kunne klare sig uden Gud.

Men det er altså, når vi møder Gud, at vi bliver klar over vort ansvar, og vi bliver særligt klar over det ansvar, vi svigtede. Det er selvfølgelig aldrig rart at blive gjort opmærksom på, men tænk bare på, hvordan et samfund, hvor folk ikke bliver stillet til ansvar, er at leve i; vi har i det forgangne år oplevet adskillige sager, hvor det ikke er lov og ret men et politisk flertal, der afgør, om en minister skal stilles til ansvar for forvaltningen af sit embede. Tænk, hvis regnskabsdagen også gjaldt vore politikere; den er ikke helt så let at flygte fra som grundloven. Men det gælder dog ikke bare vore politikere, det gælder os alle, og hvis vi tænker over det, så er teologien om regnskabsdagen til stede i vores hverdag. Vi vil hellere købe brød hos en bager, der sætter en ære i at bage godt brød, end hos en, der ikke gør sig umage. Vi vil hellere have en dygtig tømrer end en klamphugger til at ordne vort hus, vi bryder os ikke om pengespekulanter men forventer ærlighed, og sådan kan man blive ved. De fleste af os forsøger at leve hæderligt, men dykker vi helt ned i vore egne skabe, så er der nok også et og andet skelet der, vi ikke bryder os om at få frem. Og hvorfor gør vi ikke det? Det er jo fordi, vi er mennesker med ansvar for det, der blev os givet, og vi ved, at vi ikke altid lever op til det ansvar. Også vi lever med regnskabsdagen for øje, og jeg tror, vi ville blive kyniske, hvis vi ikke vidste, at den var der. Der er ikke noget så ubehageligt som et menneske, der benægter sin skyld, men vi kan tilgive mennesker, der angrer oprigtigt og forsøger at gøre bod.

Hver dag er derfor en bededag og en bodsdag. Når vi beder fadervor, beder vi om at Gud vil forlade os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Det beder vi om, fordi tilgivelse, syndernes forladelse, er lige så vigtig som det daglige brød. Vi kan ikke leve uden. Hver dag må vi indse, at vi var optaget af tusind andre ting end Jesus, ja, ikke bare det, at vi satte noget andet i stedet, fordi vi dybest set var mest optaget af os selv. For selv når vi er gode og vil frelse verden, så handler også dét rigtig meget om os selv, og det fører enten til storhedsvanvid, når vi har medvind, eller fortvivlelse, når det ikke lykkes os at frelse verden.

At have regnskabsdagen, den kommende vrede, for øje, gør, at man strammer sig an, sådan som ethvert menneske, om man er politiker, smed, bager eller præst, bør gøre. Det betyder imidlertid ikke, at man skal have blikket stift rettet mod alle de gode gerninger, man gør eller mener at gøre, ej heller handler regnskabsdagen om at have de rette holdninger til dette og hint. Regnskabsdagen handler om den daglige omvendelse, fordi Himmeriget er nær. Og Himmeriget er godt, for vi ved, hvem det er. Himmeriget er Jesus Kristus, og ham skal vi have i vore hjerter, for han er en rigtig hjerteven, der beder for os hos sin fader i himlen, den fader, der kan opvække børn af Abraham, troens fader, af sten. Det gjorde han, da han gav os sin egen søn, som vi kan kalde på og bede til. Og netop derfor kan vi udholde at have regnskabsdagen for øje. Vi har nemlig i Jesus en dommer, der lader nåde gå for ret.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen