18-04-2021

Den sande hyrde

Anden søndag efter påske 2021

Salme: Som forårssolen morgenrød, DDS 234

Joh 10, 11-16

Efter det seneste bispevalg i Helsingør stift fortalte vinderen af valget, at han til sin konfirmation havde fået skriftordene: »Vær tro til døden, og jeg vil give dig livets sejrskrans.« Han havde livet igennem tumlet en del med de ord og spurgt sig selv, om han kunne være tro til døden, og han kom frem til følgende tolkning: »Den kristne tro handler også om at stå ved sin uformåenhed og skyld. Det er sagt, at den kristne moral handler om at indse, at vi er umoralske og aldrig bliver skyldfri. Kristus er den, som var tro til døden, ham, der har fået livets sejrskrans, og derfor skal vi holde os til ham.« Det er godt nyt for borgerne i Helsingør stift, for den nye biskop vil næppe lukke svovlprædikanter ind. Kirkegængerne kan således slappe af, Kristus klarede skærene, og deres opgave er at stå ved, at de er syndere. Det er endda kristen moral. Ja, bare det var så enkelt. Biskoppen har til dels fat i noget, for sandt er det jo, at mennesker ikke er Gud og derfor hverken synd- eller fejlfri, men er mennesker nu så umoralske, som biskoppen lader ane? Og skulle Kristi eksempel ingen som helst konsekvens have for vort liv og færden her på jorden, ville vi så ikke være ilde stedt? Bare se på dagens tekst, hvor Jesus både siger noget væsentligt om os og vor opgave:

»Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene.« 

Det er sande ord, og det ved vi godt. Så længe fårene passer sig selv, og der ikke er fare på færde er det ingen sag at være hyrde. Det er, når ulven viser sig, at vi skal stå vor prøve, om vi er hyrder eller daglejere. I dag holder vi dåb, og alle forældre ved, at i forhold til vore børn skal vi være hyrder, vi må aldrig blive daglejere. Vi prøver også at opdrage vore børn til at være hyrder, d.v.s. gode kammerater, nogen, man kan stole på. Derfor er det gode, letforståelige ord, selv for os, der ikke længere lever tæt på naturen og bondelivet. Vi ved, at denne verdens hyrder gør livet bedre at leve. Men det kan også være ubehagelige ord. Ganske som biskoppens konfirmationsord minder de os nemlig om Guds krav til os, og at det er et krav, vi ikke altid lever op til. Var du tro til døden, var du en hyrde eller en daglejer, stod du fast, da du skulle, eller løb du din vej? Det er spørgsmål vi stiller os selv gennem det meste af livet, og ikke altid kan vi svare det, vi gerne ville: At vi var hyrder, at vi stod fast, da vi skulle. Det vil jeg fortælle en historie om.

For mange år siden, da jeg var ung, var der jævnlige optøjer på gaderne i København mellem politi og BZere i noget, man kunne kalde en systemkamp. Under en af disse kampe oplevede en gruppe politifolk, at føreren af deres bil gik i panik og stak af med nøglen til bilen. Der blev skudt med molotov-cocktails mod dem, og de øvrige betjente i bilen vidste, at hvis bilen gik i brand, kunne de ikke komme ud. Derfor forlod de den alle. En ung, helt frisk uddannet politibetjent, der var med i bilen den dag, fortalte senere, hvordan hun så en kollega ligge på alle fire, mens BZere tæskede løs på ham, og da hun forsøgte at komme ham til hjælp, blev hun selv slået bevidstløs. Hun blevet hjulpet af kolleger, men hun tog varig skade. I dag er hun bundet til en kørestol og har PTSD; efter de voldsomme oplevelser fortsatte hun og de andre betjente som intet var hændt, og der blev ikke talt om episoden uden for den gruppe, der havde oplevet den. Den kvindelige betjent fortalte senere, hvorfor hun mente, det var sådan:

»Jeg tror, ledelsen var bange for, at det ville skabe utryghed, hvis de andre kolleger fandt ud af, hvad der var sket. Men det var virkelig svært for mig, at man ikke måtte tale om det uden for gruppen. Man er så afhængig af hinanden og skal kunne stole på, at man har hinandens ryg. Min kollega skulle have haft hjælp dengang, for han må jo også have haft det skidt.« 

Ja, han, der stak af, må også have haft det skidt, for han vidste selvfølgelig godt, at i hans profession duer det ikke at være daglejer. Man skal være hyrde og ikke vige pladsen, når ulven kommer. Selv om vi måske ikke engang kender disse ord, som Jesus selv har sagt, så ligger det dybt i vor kultur og tænkemåde, at man ikke stikker af fra sit ansvar. Samtidig ved vi, at det gør vi af og til, og derfor taler betjentens historie til os: Vi kan sætte os ind i den både fra de svigtede betjentes og fra den svigtende betjents synspunkt.

Den unge betjent og hendes kolleger blev virkelig svigtet af ham, der forlod bilen og tog nøglen med, og det er utrolig flot, at hun har overskud til at tænke, som hun gør, men det er der også en årsag til; det er nemlig også en del af vor kristne kultur at vide, at mennesker kan fejle trods alle gode intentioner, for sådan er vi jo. Vi gør ting, som hele livet nager os, fordi de fleste af os har en samvittighed. Der, hvor biskoppen tager afgørende fejl, er, når han siger, at vi må indse, at vi er umoralske, for han gør det til en hvilepude. Vi har et velfungerende land, fordi vi mennesker generelt ikke er umoralske. Vi kender forskel på godt og ondt, vi ved, at vi skal være ansvarlige og prøve at leve op til vort ansvar. Der, hvor der virkelig er noget menneskeligt på spil, er, når nogen er tro til døden på trods af deres egen angst, på trods af deres erkendelse af, at de ikke altid har været fine i kanten. Det så man i tilfældet med betjenten og hendes kolleger. Der, hvor det går galt, er, når mennesker tror, at de selv er Gud, at de selv sætter moralen, sådan som tilfældet var med BZerne, hvor meget få har fortrudt, hvad de gjorde, og hvor de er blevet belønnet af samfundet på trods af deres handlinger og derfor nu besidder høje stillinger. Dette forhold havde den kvindelige betjent bemærket, og det var det tungeste at bære: At de ikke vedkendte sig deres skyld, og derfor heller aldrig angrede og sagde undskyld.

Hvorfor er det vigtigt at indse sin skyld? Det er vigtigt, fordi det ellers aldrig bliver bedre, hverken med en selv eller for ens omgivelser. Det er svært at leve med mennesker, der løber fra deres ansvar, men vi kan leve med en skyldner, der angrer oprigtigt, fordi vi ved, at tilgivelse er lige så livsnødvendigt som det daglige brød. Det var den erfaring, den kvindelige politibetjent gjorde, og det var derfor, hun kunne sige, at den, der svigtede, også havde brug for hjælp.

Og hvem skal vi vende os til, når vi er den, der svigtede? Ja, det hører vi i dag: »Jeg er den gode hyrde, jeg sætter mit liv til for fårene.« Det jeg, der taler, er Jesus selv, og han er den eneste gode hyrde, der nogensinde har været og vil være. For i ham fandtes der ikke svig. Når vi hører hans ord, hører vi kærligheden selv tale, den kærlighed, der troede alt, håbede alt og udholdt alt. Det er ham, vi blev døbt til at tilhøre. Det er ham alene, der kan bære vore svigt. Det er ham alene, der giver os en ny begyndelse. Og han gør det hver dag!

 »Kan jeg være tro til døden?« Sådan spurgte biskoppen sig selv, og han svarede, at det kunne han nok ikke, og derfor var han glad for, at han havde Kristus.

Enhver er salig i sin tro, kunne man sige, men han skulle snarere have svaret, at det vidste han ikke, om han kunne, at han flere gange i sit liv havde måttet indse, at det kunne han ikke, men at han aldrig ville holde op med at arbejde på det. »Bed og arbejd« sagde de gamle benediktinermunke, og sådan er livet. Vi kan kun leve det og gøre det efter bedste evne til gavn for vor næste, og det er vitterlig fast arbejde. Vi må også konstatere, at vi farer vild og snubler, men hver gang, vi angrer og beder, så er der en, der tager os ved hånden og leder os tilbage til den rette vej og det daglige slid, nemlig ham, der i dåben blev vor bror, den sande hyrde, han der var tro ikke bare til døden, men ud over den.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen