11-04-2021

Vær ikke vantro, men troende!

Salme: Stat op, min sjæl, i morgengry, DDS 224

Joh 20, 19-31

Jesus lever, graven brast! Amen.

»Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Sådan sagde Thomas, hvorefter den opstandne viste sig for ham, så han fik syn for sagn. Men Jesus sagde også til ham, at »salige er de som ikke har set og dog tror«. Den danske folkekirke har en tro, men hvem tror vi mest på – Thomas eller Jesus? Det er spørgsmålet. Jeg læste forleden en tragisk historie om en kvinde, hvis mand havde taget sig selv af dage. Han var ikke troende, men det var alligevel muligt at skaffe en præst, som »kunne holde en god bisættelse«. Jeg undrede mig lidt, da jeg læste det, for hvem var bisættelsen til gavn for? Den afdøde eller de efterladte? Havde de brug for en præst, der ikke stødte an mod den afdødes manglende tro? Det er ikke til at sige, men i hvert fald kunne man konstatere under læsningen, at der i hjemmet efter dødsfaldet foregik alt muligt, der modsagde døden. For straks nyheden om mandens død var blevet bragt til den rystede familie, blev der med det samme fyldt med liv. Den efterladte hustru og de to børn blev nærmest omringet af naboer, venner og familie, som hjalp. Ved deres hjælp viste de familien vejen tilbage til det liv, som deres mand og far ved at vælge døden havde været ved at trække dem væk fra. De mange mennesker omkring familien veg ikke tilbage fra den død og sorg, der herskede i hjemmet, og det var nok fordi den efterladte kone med det samme tog den beslutning, at mandens selvmord ikke skulle gemmes af vejen. Hun insisterede på det liv, som ikke havde givet mening for ham, og alligevel var det – som nævnt – hans manglende tro, præsten ved bisættelsen skulle imødekomme. Hun havde til gengæld behov for at døden skulle modsiges.

Nu ved vi ikke, hvad præsten sagde ved den lejlighed, men det er til hver en tid et aktuelt spørgsmål, hvad vi præster skal sige til dem, der ikke tror? Hvordan forvalter vi at være forkyndere i et samfund, der forventer, at kirken ikke alene skal rumme alle, dens præster skal også kunne tilpasse budskabet, så alle føler sig mødt uanset om de tror eller ikke? Det er ikke en ny problemstilling. Kaj Munk er nok den, der har formuleret det klarest i sit skuespil, Ordet, som er skrevet på baggrund af en anfægtelse, han selv havde efter at have begravet en ung kvinde, der var død i barselsseng. Jeg tror, at de fleste præster på et tidspunkt har tænkt, at det er et fattigt budskab, vi har, at noget, der skete for mere end tusind år siden skulle have nogen som helst afgørende virkning på noget som helst i dag. At alle vore ord om evigheden og hvor godt der er hos Gud kan blive en fondant, vi breder ud over de sørgende, en glasur, der pynter på en virkelighed, hvor døden er grim og endelig, og hvor alle kan se, at det er sådan det er. Det er den konflikt, Kaj Munks skuespil behandler.

Ordet har altid delt vandene; skuespillet handler om den gode og elskede Inger, som dør i barselsseng, og som vækkes til live ved et barns, hendes lille datters tro. En jævnligt fremført kritik af Ordet går på, hvordan vi skal forholde os, når den døde IKKE står op trods al tro og bøn, og om Kaj Munk således med sit drama stikker os blår i øjnene. Gud er jo ikke en julemand, der opfylder vore ønsker. Det er imidlertid heller ikke det, Kaj Munk påstår. Hans opgør drejer sig om en lunken kirke og kristenhed, der har lullet sig ind i noget, den selv kalder for tro, hvad enten det er den grundtvigske Mikkel Borgen, den indremissionske Peter Skrædder, den rationalistiske pastor Bandbul eller den ateistiske, psykologiserende amtslæge Houen. For Mikkel Borgen viser troen sig i den virkelyst og kærlighed, den livskraft, der udfolder sig på hans slægtsgård, for Peter Skrædder er det i omvendelsen, troen er synlig, for pastor Bandbul er det verdensordenen, der er det synlige tegn på Guds eksistens, en verdensorden, Gud endelig ikke må forstyrre med undere og derved bryde sine egne, fysiske love. Amtslæge Houen afviser naturligvis alt, hvad der har med tro at gøre, og forklarer det hele med psykologi. Den eneste, der ikke tror på noget og vedkender sig det, er Ingers mand, Mikkel, den ældste søn på gården.

At de alle er fortabte, kan kun Mikkels gale bror, Johannes, se. Johannes har selv mistet sin kæreste på voldsom vis, og tror, han er Jesus, lige indtil den aften, det går galt med fødslen, og Inger dør. Den nat forsvinder han, graver sig ned i en rævegrav og beder til Gud om, at han må få lov at opvække hende. Da hun ligger lig i hjemmet, og alle dramaets personer er samlet, kommer pastor Bandbul med den sædvanlige trøst; at Inger »er gået forud for sine kære hen til sted, hvor ukrænkeligheden bor«. Savnet af den elskede er ifølge præsten kun et bevis på Guds kærlighed, og han beder Gud om, at netop denne kærlighed må hjælpe familien igennem, så de lærer ret at takke for minderne om hende, der var, og for håbet om livet, der kommer i landet, »hvor aldrig med sorg igen fra sjælene sjælene vige.« I samme øjeblik kommer Johannes tilbage, han er ved sine fulde fem, og han skælder de tilstedeværende ud, fordi de har så fattig en tro og trøster sig med hedningespekulationer og selvlavet mennesketrøst, når de nu har så stor og rig en Gud: »Det var jo for jer, Kristus levede, døde og opstod, til jer, han hentede Ordet, som Prometeus ilden engang.« Hans far giver ham ret, men det er alligevel lidt svært, det hele, synes han, og den missionske Peter Skrædder minder Johannes om, at man ikke må friste Herren. Til det svarer Johannes, at de jo kunne have spurgt Herren, om de måtte opvække den døde. Det havde han gjort ude i rævegraven, og han var blevet ved med at spørge, til han lykkelig og varm havde fået lov, men nu står han kuet af familiens kummer, tvivl og opgivelse. Den gode, almægtige Guds jord ligger hen i elendighed, »fordi der mellem de troende ikke er én, der tror.«

Men der én, der tror, det er Ingers og Mikkels datter Maren. Hun er et barn, den største i Himmeriget, og på hendes ord byder Johannes Inger at stå op. Det får pastor Bandbul til at skride ind og forlange Johannes fjernet: »Et mirakel nu kan ikke ske« råber han. Johannes kalder ham hykler og spørger ham, om han går Satans ærinde i gudviet dragt, hvorefter han beder ham forsvinde. Men Bandbul nægter, han står i stuen »på embeds vegne.« Til det svarer Johannes: »Så bliv her på statens vegne, blot ikke på Guds. Hør mig da, min Far i det høje, ræk mig Ordet, Ordet, som Kristus har hentet til os fra himlen. Ordet, det skabende, levendegørende, ræk mig det nu.« Og henvendt til Inger siger han: »Hør mig, du døde! I Jesu Kristi Gravsprængerens navn: Så sandt Gud vil det: Vend tilbage til livet! Jeg siger dig kvinde: Stå op!«

Ingers mand kommer den dag – ligesom Thomas - til tro. Kaj Munk får på den måde fortalt noget afgørende om menneskers tro, både den, der mangler, og den, der giver sig ud for at være det, og det bliver en direkte kommentar til dagens evangelium. Da Jesus viser sig for Thomas, og han falder på knæ og bekender sin tro, svarer Jesus, at de er salige, der tror uden at have set. Hvad bevirker den rette tro så? At vi får livet skænket i Jesus Kristus. Evangelisten Johannes skriver: »Dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.« At have liv i Jesu navn er ikke selvlavet mennesketrøst eller hedningespekulationer, det er en tro på underet, at liv kan stå op af døde. Tror vi ikke, at de mirakler, Jesus udvirkede, da han var på jord, kan ske i dag, så kan vi heller ikke tro, at der bliver en påskemorgen for os. Jeg tror, at det var den tro, troen på underet, den unge enke trængte til at blive bekræftet i. At der blev talt sandt om, hvad hendes mand havde gjort, og at hans valg af døden blev modsagt. Jeg tror også, at det har været tungt for hende at vide, at hendes mand ikke troede, at det måske var den manglende tro, der fik ham til at gøre vold mod sit eget, gudsskabte liv.

Og det bringer os tilbage til kirkens opgave; Thomas en vigtig person, for han gemmer sig i os alle, men kirken skal ikke at omfavne hans manglende tro, kirken skal male Jesus Kristus, Gravsprængeren, med hans sårmærker frem for hans blik, så han kan slippe sin vantro og bekende: »Min Herre og min Gud!«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.