05-04-2021

Hjerter i brand

Anden påskedag 2021

Salme: Vær du mig nær, DDS 541

Luk 24, 13-35

I mange af landets kirker er Emmaus-fortællingen et yndet motiv, enten med Jesus og de to disciple under deres vandring, eller det øjeblik hvor han bryder brødet. I vore dage ville især brødsbrydelsen have været en oplagt lejlighed til at tage en selfie med den opstandne, men dels havde de ikke den teknik dengang, dels forsvandt Jesus for disciplenes øjne, så snart de genkendte ham, så de kunne næppe have nået at forevige sig selv og ham på den måde, om de havde haft teknikken til at gøre det. Derfor er vi henvist til vor egen eller diverse kunstneres forestilling om, hvordan det mon var at møde den opstandne.

Men måske sammenligningen med vore dage ikke er helt ved siden af, for selfie-kulturen diskuteres jævnligt, og særligt på det seneste er politikernes brug af den blevet kritiseret. Dertil er der bare at sige, at politikerne dyrker selfie-kulturen, fordi det betaler sig for dem. Algoritmerne på de sociale medier boner ud, når man slår sit glade ansigt op på sin offentlige profil, og dermed er der større chance for at få sit politiske budskab ud. Imidlertid må man konstatere, at både politikernes ansigter og budskaber går i glemmebogen, medens Jesus, der aldrig tog én eneste selfie eller skrev så meget som et lille læserbrev, bliver husket. Enhver politiker sigter mod at nå sin karrieres tinde men ender altid på et eller andet tidspunkt med et nederlag. Jesus sigtede mod nederlaget, men sejrede i nederlagets time, så det gav genlyd over hele jorden. Hans disciple fattede ikke en brik af den plan, og det lille optrin på vejen til Emmaus vidner netop om et par slagne politikeres møde med den opstandne, om det håb, han indgyder dem, og den vej, han viser dem. 

Skal vi forstå, hvordan de to har det, og hvad deres tanker er optaget af, så kræver det en lille forhistorie. Kleofas og hans kammerat var jøder, og som en del af det jødiske folk betragtede de sig selv som Guds udvalgte, et folk, der havde udstået mange trængsler gennem mange, mange slægtled; omgivet af datidens stormagter som Israel var, havde man oplevet at blive rendt over ende flere gange, senest af romerne, der havde erobret og besat landet. Samtidig havde jødernes præsteskab gjort religionen til et spørgsmål om ydre gerninger, en praksis, der nok kan stive en af, når man skal udskille sig fra dem, man ikke bryder sig om, men sætte hjerter i brand gør den slags ikke. Nu ventede jøderne på Guds salvede, der skulle komme og genrejse landet og folket, og netop dér trådte Jesus frem som den, det betrængte folk kunne forlade sig på. Her talte en mand, som var myndig, som udførte mirakler, og som skabte glæde og gudstro, hvor han viste sig.

Men hvad blev enden på det hele? Denne mand, som alles håb beroede på, overgav sig selv til ypperstepræsterne, da det brændte på. Ypperstepræsterne udleverede ham til romerne, som pinte og korsfæstede ham. Og da kvinderne - og siden disciplene - kom til hans grav for at tilse den, så var hans lig også forsvundet. Altså havde de ikke engang dét. Oven i det har Jerusalem ikke været noget trygt sted for dem selv at være, de, som havde fulgt Jesus, var nu selv i fare for at lide samme skæbne som han. Alle, der havde tænkt, at de skulle være noget i det genrejste rige, kunne godt glemme det. Den politiske karriere blev der ikke noget af. Jesus havde tilsyneladende draget dem med sig i sit nederlag.

Alligevel savner de to disciple ham, de taler om ham, og da sker det ubegribelige: På deres vej møder de en mand, som de ikke kender, men som taler så forunderligt til dem om det, der er sket i Jerusalem, og hvordan det skal forstås; at Kristus netop skulle lide og i lidelsen gå ind til sin herlighed. Og da mørket falder på, og den fremmede lader til at ville forlade dem, beder disciplene ham så mindeligt om at blive hos dem. Det er først, da han bryder brødet ved aftensbordet, at det går op for dem, at han er Jesus, og netop da er han atter borte, men det er nok til, at de tror, og at deres håb vender tilbage. Fra at have håbet, at Jesus ville frelse Israel, et håb, de med hans grusomme død så knust, fandt de troen på, at selvsamme Jesus var genopstået, de oplevede, at frelseren selv så dem, kom til dem og trøstede dem, og med ét fyldtes de af glæde og mod, modet til at vende tilbage til Jerusalem og bringe det glædelige budskab til de tilbageværende og ligeså fortvivlede disciple.

I stedet for at komme med politisk taktik, sværd og soldater og feje romermagten ud af landet, havde Jesus besejret døden selv, og det er ganske ubegribeligt. Disciplene var så optagede af, hvad han IKKE havde gjort, fordi de ville, at han skulle opfylde deres ønsker. Men hvad fortalte Jesus dem, da han udlagde skrifterne? Han fortalte, at alle deres jordiske forestillinger om ham var gøgl og forfængelighed, han fortalte dem, at de var kommet væk fra den Gud, de var skabt til at leve sammen med, men også, at han ville have dem tilbage. Gud ville, at mennesket skulle leve for ham og sammen med ham, ganske som det havde gjort i begyndelsen. Derfor måtte han blive menneske, han måtte blive vores broder, for at vi i troen på ham kan blive ét med ham og blive Guds kære børn. Alle de ord, vi har hørt i påsken – om den sagtmodige konge, der skal komme til os ridende på et æsel, om brødet og vinen, som skulle være Jesu legeme og blod, den klagesalme, der ender i et sejrsråb, som Jesus selv råbte på korset, de ord forstod disciplene pludselig, og den bog, der syntes lukket for dem, blev åbnet igen, det stenskred, der havde spærret vejen og udsynet, blev fjernet.

»Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede skrifterne for os?« Sådan sagde disciplene til hinanden, da de erkendte, at de havde set Gud Herren i den opstandne Kristus. Pludselig var deres angst forsvundet, og sorgen over, at Israel ikke var blevet frelst på den måde, de havde forestillet sig, syntes borte. De skulle aldrig se Israel forløst, men noget større var hændt: Gud var blevet menneske, han var gået i døden for menneskene og havde til slut besejret døden. Dén tro og dét håb efterlod han i disciplene, der ikke kunne lade være med at forkynde det til alverden. Det, de forkyndte, er påskens budskab, og det brænder i vore hjerter den dag i dag.

For nu at vende tilbage til vore politikere. Jeg har let ved at føle foragt for dem, men ligeså ofte ynkes jeg over dem. For de er jo dybest set bare et spejl af folkesjælen, af det, vi alle har i os; de ville ikke lægge selfier ud og jage »likes«, hvis ikke det var blevet en fastgroet kultur, eller hvis ikke, der var nogen, der reagerede på det. Politik er blevet en folkesygdom, og det er en indkrogethed i sig selv, som aldrig fører nogen steder hen, mindst af alt fører det til noget, der gavner ret mange. Tværtimod politiseres efterhånden det mest private og intime, som ingen burde udstille eller røre ved. Vi ved, hvad politikerne spiser, hvad de læser, om de går i kirke eller tur i skoven, og intet af det kommer os egentlig ved.

Må denne påske blive det afgørende øjeblik, hvor frelseren møder os, alle os selvoptagede, politiserede og politiserende mennesker, på vor vandring, må den blive det øjeblik, hvor vi lægger telefonerne væk og lader ham tale i stedet for selv at tale. For vi trænger til, at vore hjerter må brænde, og at nye veje må åbne sig for os, veje, der peger bort fra os selv og vore egne projekter, veje, der fører til Gud. 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen