04-04-2021

Påskelatter

Salme: Krist stod op af døde, DDS 218

Mark 16, 1-8

Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk. Amen.

Det kan let komme til at lyde som en frase, når vi igen og igen siger, at Kristus påskemorgen sejrede over døden, og at vi derfor skal være glade. Vi siger det jo år efter år, og livet går sin gang, så alting – selv livets sejr over døden - kan blive så almindeligt, at det hele bliver en remse, man måske ikke engang tror på. Men så kan der ske noget, der får det til at gå op for en, at påskens budskab er sandt. Da kirkerne sidste påske var lukkede, var det en stor sorg for mig; tilmed var det store dele af kirken selv, der ønskede, at den skulle være lukket, og jeg tror aldrig, det vil høre op med at være en anfægtelse for mig. For da blev jeg klar over, at vi udelukkede os selv fra en glæde af kosmiske dimensioner, som vi i den grad trængte til. Vi var som kvinderne ved graven; bange, forfærdede, ude af os selv, for døden var blevet vor horisont, en horisont bag hvilken der ikke gemte sig noget. Påskens budskab blev på den baggrund nærmest en provokation, en agitation mod sundheden og folkefælleskabets kamp mod virus. Kirken troede ikke på sit eget budskab.

Men i år holder vi påske, og jeg vil i dag forsøge at indkredse, hvad påskeglæde er. Det kan jeg ikke gøre uden at tale om døden, og den, der kan tale om døden, har af gode grunde ikke oplevet den selv, men jeg tror, at jeg kan give en beskrivelse, for døden trækker jo sine spor i verden. Mennesker bærer den nemlig alt for ofte med sig. Det er en dyb sandhed, når Paulus siger, at synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden. Døden herskede dermed i verden.

Døden er ikke alene fravær af liv, den er fravær af håb, glæde, barmhjertighed, af alt, hvad der kendetegner livet. Da jeg for nylig så en række udsendelser om de sovjetiske arbejdslejre, Gulag, fandt jeg et klart eksempel på, hvad menneskets grundsynd er, nemlig at det vil gøre sig selv til Gud, og hvad der følger med denne synd.

Da Bolsjevikkerne ved den russiske revolution overtog magten, var de ikke særligt mange. Men da Zarstyret var ved at falde fra hinanden, var det en enestående mulighed for dem til at gribe magten, og de greb den med en hensynsløshed og brutalitet, som er næsten ubegribelig. Hele den gamle elite – embedsmænd, officerer og præster - blev nedkæmpet. Klostre blev omdannet til fængsler, og hvor der før lød lovsange til Gud, hørte man nu politiske fangers klagesange over den umenneskelige behandling, de blev udsat for. Gulag-systemet voksede støt især under Stalin; for ham handlede det ikke bare om konstituere sin magt, det handlede også om at skabe et nyt folk, rense det, så det kun så og tænkte på ham og det rige, han skabte, en familie af arbejdende folk. Al kritik – som f.eks. at sige, at sovjetborgerne var fattige, at bønderne blev underbetalt, at pressen ikke var fuldstændig objektiv – blev betragtet som anti-sovjetisk agitation og kunne koste adskillige år i Gulag, ja, en ung mand, der ved et uheld var kommet til at vælte en statue af Stalin, fik syv år i lejrene. I lejrene gik man ind som kriminel, blev det sagt, og kom ud som menneske, der gennem arbejde havde været med til at skabe store og strålende projekter. Projekterne var i mange tilfælde vanvittige som f.eks. at bygge en jernbane i områder med permafrost, eller at grave kanaler, der alligevel ikke virkede efter hensigten, fordi de var for smalle eller for lave. Det hele skete stort set ved håndkraft, og arbejderne døde som fluer af udmattelse, kulde og sult. Dertil blandede man de politiske fanger med kriminelle fanger, som var de eneste, der levede godt i lejrene; ved rå vold fik de deres vilje med alle, havde nok at spise og drikke og tilmed kvindeselskab, for de tog, hvem de ville i kvindelejrene, når de ville. Samtidig kørte propagandaen uden for lejrene løs; man viste film af orkestre, der spillede til tvangsarbejdet, af flammende talere, der malede den ny tid frem for arbejdere, der sad med håbløse, udmattede og tomme blikke. Der var tilsyneladende ingen ende på lidelserne; en straf på fem eller syv år kunne let blive til ti, femten eller tyve, »godgørenhed var som parfume i et slagteri« som en af de overlevende fanger fortalte, ingen havde lyst til eller overskud til at hjælpe andre. For at overleve skulle man ikke stole på nogen, ikke frygte nogen, ikke bede nogen om noget. Langsomt men sikkert mistede fangerne deres menneskelighed, de kunne ikke overleve, hvis de forsøgte at bevare den, alt i mens lejrene voksede, så de til sidst talte omkring 2,5 millioner fanger. Talte man sammen i lejrene om Stalin, regnede man med, at han nærmest aldrig ville dø, at der ingen ende ville være på hans regime. Stalin opførte sig da også, som om han var udødelig.

Men det var han ikke. Den 5. marts 1953 døde Stalin, og hans tro væbnere i lejrene, fangevogterne og officererne, modtog nyheden med alvorlige miner. Fangerne derimod, de lo, de klappede og råbte hurra, og jeg vil nævne de to mænd ved navn, Aleksej Prjadilov og Izrail Mazous, som havde oplevet det og fortalte om det mange år efter, for de fik stadig lys i øjnene over tanken om hans død. Aleksej Prjadilov lo en latter, som kom fra hans inderste, og som tydeligvis havde boet i ham lige siden. Stalin, og den synd og død, han bragte ind i verden med sine vilkårlige fængslinger, torturen, slavearbejdet og sin umenneskeliggørelse af fangerne, var død, og nyheden var et påskebudskab for fangerne.

Mange af dem blev også efterfølgende frigivet; lejrene var i stigende grad blevet urentable, så noget skulle gøres, og magtskiftet fra Stalin til Krustjov blev en lejlighed til at påbegynde en afvikling af dem. Men den glæde over tyrannens død, som afløste fortvivlelsen i fangerne, så de bar den med sig resten af livet, den – tror jeg – er at sammenligne med disciplenes. Også de havde med Jesu tilfangetagelse og død på nærmeste hold oplevet, hvordan forråelsen havde grebet alle mennesker, og den havde udstillet dem og deres manglende evne til at stå fast i nødens stund. De har været fortvivlede og tænkt, at der aldrig mere ville ske noget godt for dem i denne verden. Og fordi døden var blevet den horisont, bag hvilken der intet fandtes, blev de bange, da de så den tomme grav. Men da de var kommet sig over frygten og overraskelsen blev de glade. Synden var død. Døden var død. Besejret af mennesket Jesus, som gav afkald på magten og bragte liv, glæde, håb og barmhjertighed ind i denne verdens Gulag. Da Jesus døde den uskyldiges død, udstillede han mennesket, når det er værst, men samtidig gav han med netop denne død mennesket mulighed for med ham at lade livet, håbet, glæden og barmhjertigheden herske i sig, han vækkede en latter til live, som aldrig vil dø ud, latteren over dødens endeligt, den evige glædes latter.

Glædelig påske!