02-04-2021

Et dagsværk, som vi for evigt vil mindes

Salme: Hil dig, frelser og forsoner, DDS 192

Mark 15, 20-39

Sig: »Vi går til Paradis!«. Amen.

Langfredag er en tragedie, og tragedien er som genre »en ædel foreteelse, jordens ædleste. Men en foreteelse, der hører jorden til, og som i sit væsen må forblive det guddommelige fjern. Tragedien er menneskets privilegium. Den kristne kirkes Gud var selv, da han gennem egen erfaring ville lære tragedien at kende, tvungen til at påtage sig menneskelig skikkelse. Og selv da blev hans tragedie ikke fuldt lødig, således som den ville have været, dersom han i sandhed havde været menneske. Kristi guddommelighed tilføjer hans historie et guddommeligt moment, et moment af komedie. Og den virkelige tragiske rolle deri tilfalder bødlerne og ikke ofret.« Således siger herremanden i Karen Blixens novelle, Sorg-Agre, til sin nevø under en samtale, de har om hhv. komediens og tragediens væsen i forhold til det guddommelige. Og herremanden har selv gang i et tragisk eksperiment; på en af hans marker udfolder der sig nemlig et drama på liv og død.

Historien er således: En ung mand, Godske er hans navn, er blevet pågrebet og anklaget for at sætte ild på en af herremandens lader. Han nægter sig skyldig i ildspåsættelsen, men et af Guds bedste børn er han ikke; han ligger i med konen til en af dem, der har pågrebet ham, som derfor har et motiv for at ville af med ham. Godskes moder, Ane Marie, har også et dårligt ry; man siger, at hun engang tog sit eget, nyfødte barn af dage, men nu henvender hun sig fortvivlet til herremanden og beder for Godskes liv. Også hun påberåber sig hans uskyld. Herremanden kan hverken bevise eller modbevise Godskes skyld, og rettelig bør han sende den unge mand til herredsfogeden, som sandsynligvis vil dømme efter sin egen formodning om, hvad herremanden måtte ønske. Nu nærer herremanden en vis godhed for Godske. Han har nemlig selv haft en søn, der døde ung, og den eneste, den søn nogensinde knyttede sig til, var netop Godske. I mødet med Ane Marie får herremanden den tanke, at hun skal få lov at løskøbe sin søn; hvis hun ene kvinde på én dag – fra solen står op, til den går ned - kan høste en mark, som ellers er tre mands dagsværk, skal Godske gå fri. Lykkes det hende ikke, må sagen gå sin gang, og så er det ikke sikkert, at hun nogensinde ser sin søn igen. Ane Marie takker herremanden ved at kysse hans støvle, og da solen står op på høstens første dag, står hun rede med sin segl.

Ane Marie går til arbejdet, der snart får karakter af en hellig handling, for alle gårdens folk, der burde være travlt optaget af at høste de andre marker, samles om hende, de ellers ikke bryder sig om. Herremanden lader dem gøre det, for han mener, at denne ene dag måske kan gøre dem mere godt end mange andre. Ud på dagen lader han Ane Maries søn hente, så han kan være hos sin mor. Da aftenen stunder til, klæder herremanden sig i de fornemme klæder, han havde båret, da han var ved hoffet, spiser andægtigt sit aftensmåltid og går ned til Ane Marie for at se hende færdiggøre sit arbejde. Hun er nu segnefærdig, men hele tiden har hun arbejdet, kun afbrudt af små pauser, hvor hun har drukket lidt vand. I samme øjeblik, hun har lagt sidste hånd på sit dagsværk, og hun ligger segnefærdig i sin søns arme, går solen ned. Herremanden tager i ærbødighed sin hat af for hende og siger: »Hendes søn er fri!« Kort efter udånder Ane Marie, og herremanden rejser en sten for hende på netop det sted til minde om hendes dåd.

Det er tilsyneladende en grusom historie om en brutal magthaver, herremanden, der leger med sine folk, som var de marionetdukker. Det synes hans nevø, der er kommet på besøg, også. Nevøen har været i udlandet i mange år og dér lært om alle de nye, rationelle og humanistiske ideer om menneskets iboende værdighed, og han er bestyrtet over sin farbroders kynisme, for farbroderen indrømmer, at intet ræsonnabelt menneske ville påtage sig en sådan opgave under normale forhold. Men forholdene er ikke normale; Ane Marie skal kæmpe for sit barns liv og ære, og så skal der ikke fuskes med lov og ret; det ved både hun og herremanden. Han giver hende med denne opgave muligheden for at vinde sin søns liv, en mulighed, døden har frarøvet herremanden at gøre med sin, og han giver hende endvidere muligheden for med sin gerning at hæve sig op over sit eget, dårlige rygte. Nevøen vil have, at farbroderen standser Ane Marie, men farbroderen holder sig til, at han har givet hende sit ord, og at ordet i sig selv har nærmest guddommelig karakter; »I begyndelsen var Ordet (…). Det er princippet i vor verdensorden, og dens tyngdepunkt« siger han. Som Gud er ordholdende og opretholdende i sit ord for hele verden, således er herremanden ordholdende og opretholdende i sit ord i den lille del af verden, der er hans. Ane Maries mulighed for oprejsning skal ikke tages fra hende p.g.a. en pludselig indskydelse fra hans side. For så ville han ikke tage hende alvorligt, og det ville være at gøre nar af hendes kærlighedsgerning.  

Sådan er det også med den tragedie, vi hører om i dag. Det er – i modsætning til, hvad herremanden måtte mene – en lødig tragedie; til forskel fra Ane Marie, som ikke havde noget godt ry, er Jesus uskyldig. Han er tilmed sandt menneske. Derfor er han angst, han lider ikke på skrømt. Netop i sin lidelse og død er der kun mennesket Jesus tilbage, for Gud har forladt ham og hører ham ikke. Men han udholder lidelsen, fører den til ende, ikke for at vinde sit eget liv eller redde sit eget rygte. Det er derimod vort - alle menneskers - liv og rygte, der er på spil. Dét er Guds store og afgørende dagsværk. Og fordi de færreste på Jesu tid så, at de gjorde vold mod Guds egen søn, så er det sandt, at de virkelige ofre i denne tragedie netop er bødlerne, for de pådrog sig dermed skyld, som de ikke selv kunne sone, ganske som alle mennesker gennem livet pådrager sig skyld, fordi vi både agtsomt og uagtsomt kommer til at gøre andre ondt. Men Gud har altså bestemt sig for at løskøbe os ved selv at gøre arbejdet og sætte sit liv ind på det, og fordi hans ord er tyngdepunktet for vor verdensorden, så kan han ikke fravige det. Havde han gjort, hvad spotterne bad ham gøre: Frelst sig selv og steget ned fra korset, havde han latterliggjort både os og sig selv. Men han mente det alvorligt, og derfor vender vi tilbage til denne tragedie år efter år, derfor bliver den ved med at ryste os, derfor ved vi, at det, der sker på korset, Guds dagsværk, er en hellig handling.

Herremanden og Ane Marie fuskede ikke med lov og ret, og hun frikøbte sin søns liv ved at sætte sig selv ind på det. Herremanden var ikke i samme situation som Ane Marie, for hans søn var død. Han kunne ingenting gøre for at vinde ham tilbage, det kunne og kan kun Jesus Kristus, fordi han satte sig selv ind i kampen mod synden og døden. Det var måske netop det, Herremanden – og Karen Blixen – havde svært ved at tro, og derfor historien om Ane Marie blev til. Karen Blixen havde behov for at vise, at mennesket kan hæve sig op over det sædvanlige. Og det kan mennesker heldigvis, men som selv Karen Blixen lader hun skinne igennem, så er det midlertidige gerninger; herremanden siger da også til Ane Marie, at hendes dagsværk er et, »som vi længe vil mindes.« Ane Marie frelste kun sin søn, Jesus frelste os alle, og korsets gåde er derfor det eneste, vi har at holde os til. P.g.a. denne gåde er der ikke længere noget forhæng, nogen adskillelse, mellem Gud og os, og stillet over for den må vi under korset i ærbødighed blotte hovedet og sige: »Sandelig, den mand har gjort et helligt dagsværk, som vi for evigt vil mindes. Vi er fri!«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.