01-04-2021

»Det er vel ikke mig, Herre?«

Salme: Vor Herre Jesus i den nat, DDS 456

 Kom, Herre Jesus. Amen.

Matt 26, 17-30

Noget af det mest ubehagelige ved politik er, når en politiker for øjnene af hele familien Danmark bliver en såkaldt »Dead Man Walking«, noget, vi jævnligt oplever, hvad enten en dårlig sag skal tørres af på en minister, eller en partileder ikke kan levere resultater i form af gode meningsmålinger eller markante lunser ved de store forlig. Man fornemmer, hvordan gamle kammerater fra de glade dage i ungdomspolitikken falder fra, pressen slår nærmest lejr uden for grupperummet eller samrådslokalet, og man ved, at det er et spørgsmål om tid, før taberen må fremsige en følelsesladet tale om tillid, der er gået i skår i, og som ikke længere lader sig klinke. Det personlige offer bringes, en ny indsættes på ministerens eller lederens plads, og status quo er dermed genoprettet. For en stund i hvert fald.

Det er dette scenarium, dagens evangelium bringer mindelser om; Jesu sag synes tabt, i det skjulte er folk begyndt at se sig mod nye horisonter. Selv om disciplene bliver forfærdede, da Jesus siger, at en af dem vil forråde ham, så afslører deres spørgsmål: »Det er vel ikke mig, Herre?« deres inderste tanker, at de et eller andet sted ved, at frafaldet og forræderiet er lige om hjørnet. Egentlig skulle dette måltid, påskemåltidet, hvor man fejrede Israels udfrielse fra Egypten, være en fest. Men det er det ikke. Det er et afskedsmåltid, og under det hele lurer en stemning af opløsning; disciplene har været sammen med Jesus ganske længe, de har fulgt ham i tykt og tyndt; de har overværet ham gøre sig uvenner med alt og alle – Jesus har vist sig ikke at være politiker. Han søger ikke kompromisset. Nu aner disciplene, at alt er ved at bryde sammen, og måske frygter de også, at de i undergangen vil blive dømt for deres svage karakter. »En af jer vil forråde mig« siger Jesus, og for en gangs skyld forholder alle sig en smule realistisk til sig selv; ordene »Det er vel ikke mig, Herre?« rummer nemlig selvransagelsen i sig og samtidig en bøn - »det kunne være mig, men, Herre, lad det ikke være mig.«

Vi mennesker ønsker nemlig at gøre det rette, men vi ved også, at vi sjældent gør det. Alt for ofte overvejer vi, hvem det kan betale sig at holde med i stedet for at overveje, hvad der er det rette at gøre eller sige. Hvor går grænsen fra kølige, politiske overvejelser til direkte forræderi? Den grænse kan være hårfin, det går op for disciplene denne aften. Og da Jesus, den barmhjertige, han som allerede dagen efter på korset vil tilgive dem, som nagler ham fast til det, udtaler, at det var bedre for den, som forråder ham, ikke at være født. Da forstår alle, at dette er en alvorlig sag. Ikke mindst Judas, som allerede har været hos ypperstepræsterne og fået sin løn på tredive sølvmønter for at udlevere Jesus. »Det er vel ikke mig, Rabbi?« udbryder Judas fortvivlet, da han hører Jesu ord, men dommen er for længst faldet: »Du har sagt det« svarer Jesus, og hermed nærmer vi os forræderiets trøstesløse og skæbnesvangre karakter.

Forræderiet er altid personligt; det er personer, som begår det, de begår det over for andre personer, og ødelægger dermed det bedste, det vigtigste, det fineste og dybeste mellem mennesker, nemlig relationen, tilliden, kærligheden. Derfor skyer vi forræderiet, derfor hader vi forræderen, derfor frygter vi mest af alt selv at blive forrædere. At de andre disciple frygter at være den, Jesus taler om, er der god grund til, for ingen kommer ud af denne påske med æren i behold. Alligevel er det alene Judas´ forræderi, der ikke findes tilgivelse for. Lad os derfor dvæle ved det.

Hvad var det mon, der drev Judas? Det siges ikke direkte i bibelen, men man fornemmer, at han er skuffet, forræderiet finder nemlig sted lige efter salvingen i Betania, hvor det står lysende klart, at Jesus er på vej bort, at han skal dø. Judas har måske haft andre tanker om Jesus: At han skulle være en oprører eller den nye kong David, som skulle genrejse Israel, eller noget helt tredje. Hvem ved, måske følte han sig selv forrådt. Judas føler nederlaget komme krybende som en fugtig kulde, han ser Jesu manglende vilje til at sætte handling bag sine ord, og da ender han med at hjælpe det hele på vej. I Lukas´ og Johannes´ fortællinger bliver Judas direkte besat af Satan, og det Satan gør med mennesker er jo at få dem til at tro, at de selv er Gud, at de i sig bærer fornuften og sansen for retfærdighed, og at de derfor har ret til at gøre sig til herre og dommer over andre. Satan får mennesker til at miste det moralske kompas i livet, det kompas vel at mærke, som handler om hensynet til andre mennesker, kærlighedens kompas.

Det findes en del forrædere i historien, og de færreste har i udgangspunktet været onde. Ofte er det just moralsk indignation som driver forræderen. Han eller hun kan se forfaldet alle steder, undertrykkelsen, magthavernes og folkets dekadence, som der må og skal gøres en ende på. Skal vi forklare de mange, som i trediverne, under besættelsen og senere under den kolde krig faldt for de store ideologier, fascismen, nazismen og kommunismen, så var det fordi de så noget godt i disse ideologier, en lysende fremtid for alle mennesker. Og så bliver logikken let, at man jo må ofre noget eller nogen for den gode sag. Ikke alle bliver forrædere, men nogen gør, og af dem ser de færreste sig selv som forrædere. De vil jo noget godt. Hadet til ens eget kan blive så stort, at alt andet synes bedre og mere strålende, og pludselig er den grænse, hvor forræderiet finder sted, ikke langt borte. Men når man først er blevet forræder, er man nødt til at lyve for sine venner, flere og flere føres bag lyset, og måske er det man troede på, alligevel ikke så flot og så skinnende, som det var til at begynde med, men der er bare ingen vej tilbage. Løgnen bliver livsvilkåret for forræderen. Valget bliver så afgørende, at det ikke kan gøres om, og det ender i bedragets og selvbedragets mørke.

Det er det mørke, Judas ender i, og som til slut driver ham til selvmord, det er det mørke, nadveren bliver til på og lyser op. Vi kunne alle have forrådt Jesus, men det var Judas som gjorde det. Vi hader forræderen men vi ved, at han også er i os. Forræderen er det spejl, som vi til vor rædsel ser os selv i. Og alligevel udøser Jesus sig selv i dette måltid, hans kærlighed er det, disciplene modtager denne aften i brødet og vinen, og samtidig rækker Jesu ord langt, langt ud over denne ene begivenhed: »Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige« siger han, og her tænder han håbet for de håbløse. »Ja, jeg skal forrådes, jeg skal lide, jeg skal dø, jeg skal forlade jer. Men vi skal ses igen, og hver gang I holder nadver, skal brødet og vinen minde jer om, at alt det, som sker nu, er begyndelsen til noget nyt. Guds rige er kommet for at blive, og en dag skal det være alt i alle.« Sådan kunne Jesus også have sagt.

Skærtorsdag er dom, Skærtorsdag er tilgivelse, ikke bare for disciplene, men også for os, som følger efter, og som ikke er bedre end de. Også vi skal engang drikke af vintræets frugt sammen med Jesus i hans faders rige, og det skal være som brødre og søstre, sønner og døtre, som den gudeslægt, vi var skabt til at være, men som vi bestandig udelukker os selv fra ved vor ulydighed.

»Det er vel ikke mig, Herre?« spurgte disciplene. Og det var det for de flestes vedkommende ikke, men spørgsmålet viste, hvor langt borte fra Jesus, disciplene egentlig var. Vi er bedre stillet, for vi ikke længere borte, end at et lille brød og et enkelt bæger vin kan bringe os sammen med ham igen. Lad os derfor takke og lovsynge Gud, fordi hans ord aldrig viste sig at være bundet, men stod op til liv og lys og glæde.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen