28-03-2021

Et pas til himlen

Salme: Op, dog Zion, ser du ej, DDS 380

Matt 21, 1-9

Her er han, som skal være din drot evindelig. Amen.

For nylig blev jeg gjort opmærksom på en helsidesannonce i den lokale avis. Annoncen ønskede mig god påske med en forsikring om, at »det bliver snart bedre«. Hvert ord stod skrevet på noget, der lignede ovale balloner, der igen mindede om påskeæg. Altså fire påskeballoner med budskabet: »Det bliver snart bedre« Det var Sundhedsstyrelsen, der stod bag, og som gassen kan gå af balloner, synes også Sundhedsstyrelsen at have tabt pusten. I annoncen meddeler den os, at påsken igen bliver lidt anderledes, og derpå følger de sædvanlige påbud, som vi har hørt og kender til hudløshed, forklædt som gode råd. Samme dag jeg læste annoncen, blev det forkyndt fra statsministeriet, at en genåbning af samfundet kommer til at bero på borgernes vilje til at fremvise et lille bevis på, at vi ikke er syge, det såkaldte corona-pas. Så jo, påsken bliver anderledes, den bliver sandsynligvis fejret i testcentrene. Sidste år var det Bilka, husker vi nok. Det pudsige er, at vore myndigheder på den ene side helst ikke vil have, at vi fejrer påske, på den anden side snylter de på den; til påske bliver alt »snart bedre«, påsken bliver et »vendepunkt«. Sådan har det lydt siden nytår. Når samfundet efter påske igen åbner, begynder det søde liv og de lyse nætter, ja, vi bliver så sunde som aldrig før, og døden taler vi ikke om, for staten skal nok sørge for, at vi ikke dør, bare vi holder os fra hinanden og lader os dele op i smittede og ikke-smittede. Myndighederne ville ikke bruge påsken på denne måde, hvis ikke den betød noget. Nu forsøger de bare at tage ejerskab over den, fylde den med deres eget indhold.

Men de gør regning uden vært, for påsken kan i et kristent land kun være, som den plejer at være, den er ikke afhængig af noget som helst men handler om det samme, som den altid har gjort. Fra jødefolkets udvandring fra Ægypten til opstandelsen handler påsken nemlig om dødens forbigang. I Ægypten gik døden forbi de døre, hvorpå der var strøget blod fra de slagtede lam, og derfor blev det påske. Jesus blev selv et påskelam, hvis uskyldige blod gjorde os fri fra både synd og død. Det er et meget bedre budskab end corona-passet, og det vil Gudskelov blive husket i længere tid.

Her palmesøndag hører vi den historie, kristne verden over har fortalt hinanden i snart et par tusind år ved denne tid, om Kristi indtog uden mundbind i et menneskefyldt Jerusalem, hvor han ikke nøjes med at se de samme få, hvor han holder måltid med sine disciple helt uden sprit, og hvor han smider købmændene ud af templet, hvilket vil sige, at han går en ganske anden vej end de danske myndigheder, der jo netop faciliterer vore indkøb i højtiderne. Jesus lægger sig simpelthen ud med stort set alle, han kan lægge sig ud med, og i dag ville han være blevet hentet af ordensmagten og fået en dobbelt så hård straf, som han ellers ville have fået for lignende forseelser, fordi han er årsag til sammenstimlen og uro. I dag ville han være blevet stuvet af vejen indtil offentligheden havde glemt ham, og der var nye og andre sager at været optaget af.

Og her ligner Jesu tid vor tid; også dengang ville man af med ham, og det kom man noget så eftertrykkeligt ved at henrette ham, bare med den lille detalje, at han altså stod op fra de døde påskemorgen, og at verden derefter aldrig var den samme igen. Ej heller blev menneskers liv det samme igen, hverken deres, som valgte ham fra, eller deres, som kom til tro. Og netop det at se sit eget liv i forhold til frelserens er det, vi skal forsøge i dag, for vi har alt for længe skullet se vort liv i forhold til sygdom og restriktioner.

I dag nærmer Jesus sig sit livs ende, et liv, som fuldbringes på korset. Det liv, der julenat tog sin begyndelse. Det korte liv, han levede, den korte tid, han viste verden sin herlighed, fyldte han menneskers liv med mættende brød, livgivende helbredelser, vidunderlige fortællinger om sin faders rige, og så forlod han mennesker deres synder, gav dem en ny begyndelse. Jesus bragte Guds rige med sig, hvor han gik og stod, og påsken minder os om, hvordan det til syvende og sidst blev modtaget af verden; nemlig som så omvæltende og provokerende, at det måtte udstødes af verden. Og dog ville det liv ikke dø.

Hvad er vort liv? Det er et liv på samme måde, som Jesus levede. Også vi fødes og er bare ved at blive født beviset på, at der findes en skabende og opretholdende Gud. Også vi må igen forlade denne verden, for sådan er naturens, biologiens vilkår. Det forsøger vi alle at fortrænge i større eller mindre grad, og det kan blive ganske farligt, for glemmer vi vore naturlige vilkår, kan det enten ende med storhedsvanvid eller en afmægtig frygt for døden, og vi har oplevet begge dele for fuld udblæsning det seneste års tid. Vi kan ikke selv skabe påske, det kan kun Jesus Kristus. Med ham har alting ændret sig, fordi han hver dag på vort livs rejse kommer os i møde og skænker os muligheden for at bringe evigheden ind både i vort eget og i andres liv.

Når vi beder fadervor, beder vi også om, at Guds rige må komme. Vi beder om det, fordi vi ved, at der er godt i Guds rige, men det er også en erkendelse af, at hans rige endnu ikke er her, men at det er på vej, på samme måde som Jesus kommer ridende ind i Jerusalem i dag. Påsken rummer alle tænkelige menneskelige reaktioner på mødet med Jesus – fra den voldsomme begejstring, til forræderi, frafald og fortvivlelse vendt til glæde over, at Kristus er opstanden. Med påsken forstår vi hvor lidt, vi mennesker kan stole på vore gode intentioner, og vi indser hvorfor vi har brug for Kristus. For vi kan nok gøre meget godt for hinanden her på jorden, men hvor skal vi vende os hen, når vore kræfter slipper op og de gode intentioner viste sig at være hule? Vi skal vende os til ham, som kommer til os, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl. Han levede et menneskeliv, som det skal leves, og han sejrede over naturens nødvendighed af stål: At vi skal dø. At rette blikket mod frelseren betyder derfor noget for et menneskeliv; det betyder selvfølgelig, at vi først og fremmest kan forsøge at leve på en måde, som viser, at han er herre i vort liv, d.v.s. i kærlighed, tilgivelse og opofrelse, men jeg tror også, at de fleste af os har erfaret, at det er lettere sagt end gjort, og dog: Tænk, hvordan verden ville være, hvis ingen ikke engang forsøgte på det?  Men vi falder fra, det ved vi, og vi det gør gang på gang; vi tænker jo mest på os selv, vi river ned, hvor andre bygger op, vi glemmer at tilgive, vi bærer nag, vi svigter, hvor vi skulle have stået fast, vi sætter dødens mærke på alt, hvad vi foretager os. Men så pludselig bliver det påske, Jesus kommer ridende dér imod os, på én gang sandt menneske og sand Gud, og vi ved, at nu er han her, han, der bygger op, hvor vi river ned, han, der tilgiver, når vi bærer nag, han, der står fast, når vi svigter, han, der bringer livet med sig ind i vor død, han, hvis nåde er ny hver morgen. Han, som igen og igen giver os muligheden for at leve som Guds børn. Han forlanger ikke noget pas for at tage imod os, for han er selv passet, og med ham går den lige vej til himlen og livet hos den levende Gud:

Op dog, Zion! ser du ej
sejrens palmestrø'de vej
til Guds hus i Himmerig!
Den er og beredt for dig.

 Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen