21-03-2021

Hvorfor er jeg så trist, når jeg er så sød?

Salme: Det hellige kors, vor Herre, han bar DDS 201

Luk 1, 26-38

Kom, Herre Jesus. Amen.

Mange eventyr handler om den fattige, beskedne unge pige, som er ligeså smuk som hun er god, og som bliver genstand for en kongesøns attrå. Efter mange strabadser får hun så ham og det halve kongerige. Engang vidste vi alle, at det var eventyr, som ikke havde nogen gang på jord, men som dog lærte os, at et menneske ikke er sin rigdom eller sin stand, og at det virkeligt kongelige viser sig som en evne til at se bort fra sig selv og tjene andre. Det er god, kristelig lærdom. I nyere tid har diverse kongesønner og – døtre dog taget eventyret på ordet og giftet sig borgerligt, og flere gange har det heldigvis vist sig, at man godt kan indeholde en prins eller prinsesse, selv om man ikke oprindelig var født til det.

Helt uproblematisk er foreningen af kongeligt og borgerligt blod dog ikke; en del følger nok med i familieforholdene blandt de kongelige i England. Jeg kan i hvert fald ikke sige mig fri fra at have brugt lidt tid på at snage i deres privatliv efter at Prins Harry og hans kone lod sig interviewe af konens veninde, Oprah Winfrey. Jeg skal ikke bruge vore af regeringen afmålte minutter på at forsøge at udrede de komplicerede konflikter i den engelske kongefamilie, men det, der har slået mig ved hertugparret af Sussex igennem den tid, de har været offentlige personer, er, at de har haft svært ved at affinde sig med deres plads i hierarkiet, og at måske især hertuginden har haft ikke så få ambitioner med sit giftermål. For hun vil gerne frelse verden, så den ikke er så racistisk eller ødelæggende for klimaet, og det ville hun gerne bruge sin nye, kongelige platform til. Det var bare ikke det, der blev forventet af hende; tværtimod orkede ingen at høre hende og hertugen hælde vand ud af ørerne, når de delte deres bekymringer for verdens tilstand med offentligheden, alt imens de levede det søde liv med fester og forurenende flyrejser. Pludselig blev det hele så for meget for dem med al den offentlighed, de rejste bort men kunne tilsyneladende alligevel ikke leve uden netop selvsamme offentlighed. De endte derfor med at fortælle den triste historie om deres ægteskab, som fra begyndelsen blev problematiseret, og deres søn, som ikke fik en titel, og hvis udseende angiveligt var blevet drøftet i den kongelige familie. De fortalte det i al fortrolighed til Oprah Winfrey med den halve verden som seere.

»Hvorfor er jeg så trist, når jeg er så sød« er titlen på en digtsamling, og det kunne også være overskriften ikke bare for hertugparret af Sussex, men for ethvert menneske, der synes, det er en gave til verden kun for at opdage, at verden ikke uden videre tager imod gaven. For sådan er de fleste af os, jeg selv indbefattet. På den måde er hertugparret ganske almindelige, og jeg tror, at det er derfor, de drager så mange. De er faktisk som folk flest; vi synes alle sammen, at vi har noget særligt at tilbyde verden, og vi synes, vi fortjener, at verden elsker os igen. Men fordi vi må leve som de almindelige mennesker, vi nu engang er, er vi aldrig gået i den fælde, hertuginden af Sussex gik i; hun fik pludselig ressourcerne til at udleve sin drøm om lade sin retfærdige sol skinne over de uretfærdige. Vi andre ved, at vi må slide for det daglige brød og gøre os fortjent til andres velvilje. Vi har m.a.o. af bitter erfaring lært, at livet handler om dagligt at finde kongen eller dronningen i stedet for stodderen frem i os selv, for sådan er livet nu engang uden for det paradis, vi endnu ikke er vendt tilbage til. Det er nemlig ethvert menneskes udgangspunkt fra de kongelige gemakker til Jørgen Hattemagers hytte; at vi ikke selv kan hæve os op til det sublime. Det må der anderledes stærke kræfter til, og det er dem, vi hører om i dag, hvor historiens gang for alvor vendes.

For verden var engang gudløs, det var konsekvensen af syndefaldet; at mennesket var adskilt fra sin skaber. Det ville Gud lave om på og udvalgte sig en ganske almindelig, ung pige til at bære og føde hans søn, en søn, som ville blive en konge så mægtig, at der ikke skulle være ende på hans rige. Og denne graviditet var en nådesbevisning hører vi; Maria havde fundet nåde for Gud. Således sagde Gabriel. Men at finde nåde for Gud betød ikke, at Maria skulle være noget særligt, eller at hendes liv blev let at leve. Maria var nemlig ikke gift, kun forlovet, og jeg er ikke i tvivl om, at der er blevet snakket om den graviditet i Nazaret i de dage på en ganske anden måde end på Buckingham Palace om hertugindens graviditet. Det kunne Maria nok også selv regne ud, at der ville blive, for hun spurgte Gabriel, hvordan det dog skulle gå til, når hun nu ikke havde nogen mand. Hun fik at vide, at Gud skaber hvad han vil ved sin ånd. Nuvel, Maria kunne sagtens have tænkt, at hun nu var noget ganske særligt, fordi hun var den udvalgte, men hun tænkte altså ikke i titler. Som pigen i eventyret svarede hun ydmygt: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!«

Maria sagde ja, uden forbehold, til at blive Guds moder, og havde hun haft tanker om, at hendes søn en dag skulle blive en konge i jordisk forstand, så blev de gjort til skamme langfredag, da han måtte lide en forbryders pinefulde død. At blive mor til den højestes søn åbnede ingen døre, fik ikke champagnepropperne til at springe i jordiske paladser, men det åbnede vejen til himlens gyldne sale ikke bare for Maria, men for os alle. Det viser, at selv et jævnt og nøjsomt liv her på jorden kan have den største betydning, og at man derfor ikke skal sløse med det, men leve det i tjeneste for Herren, uanset om man er kongelig eller Jørgen Hattemager. Om der findes en konge eller en dronning i os, afhænger simpelthen af, om vi formår at se os selv i forhold til Himlens konge og vide, at vi er hans unyttige tjenere. Kunne jeg give et godt råd til hertugparret af Sussex, så ville det være at erkende netop dette. Jeg tror, mange ting ville blive så meget lettere for dem. 

Det lyder jo alt sammen meget fromt, men det er vi nødt til at være; der var nemlig kun én, der blev Guds moder, men betyder det så, at vi ikke må have forventninger til livet, ikke ønske os noget af det? Jo, det må vi godt, vi skal forvente os alt det bedste, men vide, at vi ikke har krav på at få det, vi ønsker os, at livet kan vise sig fra en helt anden side end vi havde forventet. Og vi skal vide, at selv her er livet velsignet, selv i mørket insisterer Gud på lyset. Han insisterede så meget, at han – trods sin status som Himlens konge - blev en tjener for os, gik i døden for os.  Han vidste, at uden ham kommer vi så let til at ville være konger og dronninger ikke bare i vort eget liv, men også i andres. Det vil sige, at vi selv sætter vort mål for, hvad lykke er og hvordan vi opnår den, og dermed kommer vi let til at se på andre mennesker som nogle, der skal bringe os derhen. Når det så ikke går, som vi havde tænkt, forfalder vi til bitterhed, sådan som det kom til udtryk i det berygtede interview med hertugparret af Sussex.

Kan vi lære noget af Marias moderskab, så er det, at vi ikke har krav på noget som helst, og at intet i denne verden er sikkert. Hvad der er sikkert, det er, at Marias søn sejrede over synden og døden, at han gjorde det for at åbne vore forhærdede hjerter, for at vise os, at et kongeligt liv er et liv levet i Jesu navn, hvor Gud i os kun ser sin egen kære søn, kongen over Jakobs hus. Kun dér kan vi gøre os fri af vore egne planer og med tak modtage livet fra Guds hånd, sådan som det kommer til os. Maria fandt nåde, hørte vi, og det var en mærkelig nåde, synes vi måske, men det var en nåde, for vi trængte til, at Jesus kom og blev vort lys og vor glæde i en ubarmhjertig verden. Han alene kan få os til at glemme os selv, han alene kan bringe kongen og dronningen frem i et menneske, og således kan vi ikke få en større æresbevisning end den, Maria blev mødt med for så mange år siden: »Herren er med dig, du benådede!«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen