07-03-2021

Nissen vender tilbage

Salme: 15

Luk 11, 14-28

Kom, Herre Jesus. Amen.

Nissen flytter med, plejer vi at sige, når nogen prøver at flygte fra en ubehagelig situation i stedet for at forsøge at finde ud, hvad problemet egentlig er. Dette ordsprog kunne også være overskriften til evangeliet, måske i en let omskreven form – Nissen vender tilbage.

Vi mennesker har det med at være optaget af at jage onde ånder bort som en løsning på diverse problemer. Gennem årene har den onde ånd for mange været kristendommen, som man har opfattet som undertrykkende eller ubekvem, men som regel ender forsøget på at drive den ud med, at man selv bliver den onde ånd eller inviterer en anden ind; i trediverne i Tyskland fik man Hitler, da man jog Kristus ud, og det førte til de rædsler af menneskelig brutalitet og fornedrelse, hvis lige vi kun har set i kommunistiske lande, hvor man også dyrkede afguderiet i form af ideologien. Da Hitler-Tyskland blev besejret, oplevede Europa en voldsom strøm af flygtninge fra de gamle tyske områder i Øst- og Centraleuropa, og vi lærte derfor dels, at racisme er grimt, dels at flygtninge kan og skal hjælpes. En form for kristelig humanisme overtog scenen i tiden efter anden verdenskrig, og det kan der være meget godt at sige om, men det er så sandelig heller ikke uden problemer; for nu, da nationalsocialismens eller nazismens onde ånd var jaget ud af det europæiske hus, fik man så travlt med at gøre rent efter den, at alt blev vurderet ud fra nazismen, således at det, der ikke var nazisme, var godt, medens det, der kunne lugte lidt af det, var dårligt. Det nationale blev således mistænkeliggjort, for var nazisterne ikke nationale ekstremister? Man glemte bare, at nationale var også de folkeslag, som blev angrebet af nazisterne. Samtidig er den institution, der beskytter mennesker bedst mod ondt, netop er nationalstaten, fordi den har en afgrænset opgave, nemlig at danne en tryg ramme for det folk, der bor inden for dens grænser. I modsætning til nazismen, som var grænseoverskridende.

Vi lever dermed i en fortælling skabt i opgøret med nazismen, hvor der ikke er forskel på folk, og hvor alle mennesker har umistelige rettigheder uanset hvor i verden, de kommer. Man hævede sig på denne måde op over kultur, og man så det som et absolut gode, at alle kan finde sig et helle mod forfølgelse eller bare bryde op fra deres hjemstavn for at få et bedre liv et andet sted.

På alle niveauer arbejdes der for denne grænseløse sag; i FN, EU og i noget, der kalder sig Churches´ Commission for Migrants in Europe, CCME. Det er en organisation, som den danske folkekirke netop er blevet medlem af via Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, og jeg var slet ikke klar over, at dette råd sådan kunne forpligte folkekirken på anden dagsorden end forkyndelsen af vor Herre Jesu Kristi død for vore synders skyld. Men det kan dette råd altså, og CCME arbejder for, at flygtninge og migranter skal have lettere ved at komme til Europa og ved at opnå familiesammenføring, som bør indbefatte mange flere familiemedlemmer end bare den nærmeste. CCME argumenterer teologisk for sit arbejde ved at tolke den verdensvidde kirke ind i et migrantperspektiv; det påstås således, at Adam og Eva brød op fra Paradisets have, idet man overser, at de blev smidt ud. Man henviser til Abraham og Sara, som rejste mod det land, der blev Abraham lovet, Josef blev bragt til Ægypten ved menneskehandel – trafficking, hungersnød bragte hans familie til Ægypten osv. osv. Frem til pinsedagen, hvor evangeliet selv bliver et »migrerende« budskab til alle verdens folk og lande.

Det er en tolkning, må man sige, og alt efter temperament kan det endda være en smuk tanke, der ville give mening, hvis alle forstod at forvalte den, men det gør de ikke. Mennesker tænker overalt i verden først og fremmest på sig selv, og vi synes alle sammen, at den kultur, vi selv har, er den bedste, for den føler vi os trygge ved. Man glemmer også, at nogen holder så meget fast i deres kultur, at de ser andre som fjender, og at dette fjendskab kan være lige så grænseoverskridende som det glade, kristne budskab. Tag f.eks. de tre syriske søskende, to brødre og en søster, som kom til Danmark fra Syrien i midten af 2010´erne, og som nu er sigtet i en omfattende terrorsag, som trækker tråde til både Sverige og Tyskland; de tre har deltaget i et integrationsforløb, gået på sprogskole, og den ene bror har været i erhvervspraktik. En nabo til familien udtalte, at »de er søde og dejlige mennesker. En rigtig rar familie. Det eneste, jeg ikke kan få til at hænge sammen, er, at de er flygtninge, men har så mange dyre biler, som de ofte udskifter.«

Der er nok meget i den sag, som er vanskeligt at få til at hænge sammen, men den er ikke den første af sin slags, og den bliver ikke den sidste. Hvorfor kan den syriske familie ikke lide Danmark, der dog har taget imod dem, da de kom fra et krigshærget land? Ja, det kan man kun gisne om, det kan muligvis være tonen i landets udlændingepolitik, det kan også være, at de tilbeder en Gud, der viser sin magt ved at ødelægge det skabte.

At arbejde for mere migration er derfor ikke så smuk og enkel en sag, som den umiddelbart kunne se ud. Hvorfor har Folkekirkens Mellemkirkelige Råd så meldt sig ind i CCME? Det er fordi, man gerne vil udveksle erfaringer om kirkeligt migrantarbejde, skrev formanden, Mogens S. Mogensen i Kristeligt Dagblad, for »mange regeringer i Europa ser kirker som meget væsentlige bidragydere til flygtningearbejde og integration.« Der er så sandelig noget at gå i gang med. Men måske Folkekirkens Mellemkirkelige Råd skulle se, om ikke nissen eller den onde ånd vendte tilbage, da man drev nazismens onde ånd ud, og at denne kan være så meget værre, fordi terrorens netværk er forgrenet i mange lande og kræver et omfattende politiarbejde med overvågning for at blive holdt i ave. En opgave, der i praksis er umulig.

Hvor hopper kæden af, for det gør den? Kristne ER forpligtede på næsten, uanset hvordan denne tager sig ud, det er sandt. Men gør man næstekærligheden til Gud, fornægter man i virkeligheden den Gud, der var den eneste, der nogensinde viste sand næstekærlighed, da han forbarmede sig over menneskeheden. Jesus siger det meget markant i dag:

»Hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.« Jesus uddriver dæmoner, det er ham, der står centralt i denne fortælling, han alene kan frelse os fra det onde, og det kan han, fordi han skaber liv og orden. Hvor han viser sig, bringer han godheden og glæden med sig. Det er Jesus, der kommer med Guds rige, og vi skal huske, at hadet til ham var så stort, at han blev udstødt af den verden, han kom til. Der er stadig mange, der hader Ham og dem, der tror på ham, og derfor kan man være sikker på, at hvis man vil føre kristelig indvandringspolitik, vil den blive en ligeså stor forbandelse for nogle, som den vil være en velsignelse for andre. Netop fordi vi som mennesker ikke er hævet over kultur og traditioner, som ikke altid fungerer sammen. Det er den erfaring, kirken burde forkynde over for de regeringer, der vil bruge den i migrantarbejdet, for et rige i splid med sig selv kan ikke bestå, og spliden er kommet, den har været her længe. Det er politikernes opgave at få standset terroren. Kirkens opgave er at fortælle terroristerne, at Gud er stor i selv den mindste ting, han har skabt, og at de derfor ikke har ret til at slå det ihjel, kirken skal fortælle dem om Kristus, som ved Guds finger drev dæmonerne ud, og at Guds rige derfor er kommet – også til dem – i Jesus Kristus. Og ham kan de ikke besejre.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen