28-02-2021

Kom af med din skam

Salme:Af dybsens nød, o Gud til dig, DDS 496

Kom, Herre Jesus. Amen.

Matt 15, 21-28

Der er kvindekamp og så er der en kvindes kamp. Der er forskel på de to, og det skal vi høre om i dag. Frem til kvindernes kampdag den 8. marts er der blevet lanceret en kampagne, der skal få kvinder til at tale om den skam, de føler. #deldinskam hedder kampagnen, som foregår på de sociale medier, og ganske som metoo-kampagnen er det alt godt fra havet, der bringes frem, stort og småt blandes sammen, men overvejende synes kampagnen at handle om skammen over strækmærker og kropsbehåring, til den unge kvinde, der skammer sig over, at hun ikke var lykkelig over at arrangere sit bryllup. Det er ikke let at være kvinde, men der kan jo være en grund til, at vi ikke taler om strækmærker og kropsbehåring, f.eks. at det ikke har alles interesse, og at vi siger til den unge kvinde, der ikke er lykkelig over at planlægge sit bryllup, at så har hun enten fundet den forkerte eller – hvis det ikke er tilfældet – at hun så må overlade planlægningen til en anden eller bede om at få et bryllup, der passer hende bedre. Det kan kort sagt ikke være andres problem. #deldinskam-kampagnen er en del af en abstrakt kvindekamp, hvor det i sig selv er synd for kvinder, og derfor tror jeg, at den ender med at blive ligegyldig.

Dog kan kampagnen give anledning til at tale om, hvordan skam af den ødelæggende slags opstår, og det vil vi gøre i dag. Den opstår bl.a fordi mennesker generelt har et stort behov for at passe ind i et fællesskab, og når de ikke bliver accepterede af det fællesskab, de søger, hvad enten det er p.g.a. nogle kulturelle konventioner eller p.g.a. almindelig modvilje fra fællesskabet, så kan det udvikle sig til skam. Sådan forholdt det sig for én af kampagnens kvinder, der stillede sig frem med sin skam. Hun var lige fra folkeskolen blevet valgt fra, det var nærmest en dæmoni, der forfulgte hende, og hele sit voksenliv havde hun skjult sin sorg og fortvivlelse, indtil hun opdagede, at det samme var ved at ske for hendes søn. Kærligheden til hendes søn - at han ikke skulle gennemgå det samme som hende - fik hende til at sænke alle parader og søge hjælp uden tanke for, at hun kunne blive fravalgt igen. Det blev hun heldigvis ikke; hun blev set som den, hun var, og fik hjælp. Men hvor længe har denne kvinde ikke gået i mørket og tænkt, at hun ikke var noget værd, og at ingen kunne hjælpe hende? Det er ikke rart at tænke på, men det er sundt at gøre det, for sådan kan vi også have det både i forhold til andre mennesker og til Gud, og begge dele er relevante i forhold til dagens fortælling, hvor vi hører om den kana´anæiske kvinde og hendes møde med Jesus.

Her taler vi om en kvindes kamp mod både dæmoner og rigide, ødelæggende normer. Vi skal huske, at samfundet på Jesu tid var præget af en udpræget skam-kultur. Der var skrappe regler for, hvad en jøde kunne gøre, og hvem, han måtte omgås; der var renhedskrav, der var forskel på, hvad mænd, kvinder og børn kunne tillade sig, og så var der generelt forskel på folk; retfærdige og uretfærdige, syndere og syndfri, jøder og hedninge. Dagens hovedperson var en hedningekvinde, og havde dermed alle odds imod sig, da hun opsøgte den retfærdige, jødiske mand, Jesus.

Ikke desto mindre sker der i mødet noget afgørende, som ikke engang Jesus er klar over, da den tager sin begyndelse. Han har lige haft et opgør med farisæerne og de skriftkloge om netop rent og urent, og nu er han og disciplene søgt bort til fjerne egne, hvor netop de urene bor, for her holder kana´anæerne til. Da opsøger dette fruentimmer ham altså og råber af dybsens nød på hans hjælp, for datteren plages af en dæmon. Hun burde skamme sig, hun burde være blevet hjemme, for hun har ingen ret til at henvende sig til Jesus. Men noget driver hende altså derhen, kærligheden til datteren. Imidlertid får hun ikke noget svar, men hun bliver ved med at råbe. Jesu disciple bliver pinligt berørte over hende og beder Jesus kyse hende væk. Så han fortæller hende, at han kun er udsendt til en eksklusiv flok, nemlig Israels hus, Guds udvalgte folk, som hun – underforstået - ikke tilhører. Nu burde hun trække sig tilbage, men sørme om hun ikke forsøger sig igen, hvorefter hun får et forfærdeligt svar: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Jesus sammenligner hende altså med en skabet køter, og man kan ikke forestille sig noget mere ondskabsfuldt svar over for en desperat mor. Da griber kvinden til det sidste, hun har, sit desperate vid, for – siger hun - selv hundene får lov at spise de smuler, der falder fra deres herres bord. Og så lyder forjættelsens ord: »Din tro er stor. Ske dig som du vil!« Gud var med disse ord ikke længere Gud for den udvalgte flok, Gud blev Gud for hver og en som tror ham. Alle kan komme til ham, og ingen har mere ret end andre, ingen er mere værdige end andre. Derfor husker vi denne kvinde efter 2.000 år, ikke bare fordi det hele endte lykkeligt, men fordi hun lærte os noget om menneskelivet, hvordan det kan føles at være Gudsforladt, og så pludselig kan der komme et gennembrud på en eller anden måde.

Jeg har tænkt på, hvordan den kana´anæiske kvindes liv forløb efter, at hun havde mødt Jesus, og datteren var blevet helbredt. Det kan næppe have været det samme, ikke bare p.g.a. den ånd, der var blevet fordrevet, men fordi både hun og Jesus havde sprængt alle grænser for det, man forventede af dem. Tilværelsen har sikkert stadig været en kamp for det daglige brød, men mon ikke der er kommet en ekstra dimension ind i den? Ikke alene havde hun selv kæmpet for kærligheden, men hun havde også formået at få Gud, som han tog sig ud i Jesus Kristus, til at forbarme sig over hende, selv om han egentlig slet ikke burde kunne forbarme sig over andre end sit eget folk. Var der mon plads til skammen, da han anerkendte hendes tro, der udsprang af hendes kærlighed til datteren? Det var jo denne kærlighed, der drev hende hen til godheden selv, som var den eneste, der kunne drive ondskaben bort. Hun så på forunderlig vis noget i Jesus, som måske endda var skjult for ham selv på det tidspunkt, hun så den Gud, der kunne velsigne et ellers forbandet liv. Dermed åbnede hun døren på klem til frelse for hele verden. For kvinden havde jo set rigtigt; hun havde i Jesus set den Gud, der selv ville gå til yderligheder for kærligheden til andre, han gik igennem lidelse og død for os for at besejre døden til liv og glæde for os. Strækmærker og kropsbehåring bliver underligt ligegyldige i den sammenhæng, synes jeg.

Jeg frygter, at #deldinskam-kampagnen vil ende i navlepilleri, fordi den ikke har fattet, hvad skam virkelig er, og hvordan den bekæmpes. Kirken har et budskab, der kan tale ind i skammen: det handler om at rette blikket væk fra sig selv og mod Kristus, som er den eneste, der kan forbarme sig og virkelig ændre dit liv. Tror du på Kristus, så har du ham, og selv om du skal skrige dig hæs for at få ham i tale, så skal du aldrig skamme dig over for ham, for han vil være din bror, og han vil jage enhver dæmon i dit liv på flugt. Som Guds elskede barn skal du slet ikke tænke på skammen mere, for du kan være den, du er. Og vide, at det er godt nok!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen