14-02-2021

Tænk, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!

Salme: Alle mine kilder skal være hos dig, DDS 441

Kom, Herre Jesus. Amen

Matt 3, 13-17

Noget af det, der kan få folk op mærkerne, når folkekirkens dåbsritual diskuteres (og det diskuteres jævnligt) er denne formulering fra den indledende bøn: »Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn.« For hvad er den nu af? Var vi ikke allerede Guds børn, da vi kom til verden, nuttede og små, som spædbørn jo er? Det mener de fleste, og derfor har dele af kirken det vanskeligt med ordene, som de gerne vil have lavet om.

Det er ikke min opfattelse, at moderne forældre ønsker ændringer; nogle synes måske, at ritualets ordlyd kan virke lidt gammeldags, men de fleste er også glade for traditionen og sproget, som medvirker til at gøre dåbshandlingen højtidelig. Men der kan være god grund til at se på ordlyden, for den er ikke opstået ud af ingenting. Hvad vil det egentlig sige at være Guds barn; handler det om opførsel? Enhver kan se sig om i verden og erfare, at der findes døbte, som kan være de rene djævle, og udøbte, som minder om Guds engle, og det kan være ganske anfægtende for en dogmatiker. Her skal vi ikke så meget se på, hvordan vi hver især opfører os, og om dåben har indflydelse på vor opførsel, ej heller skal vi spekulere i, om Gud elsker de døbte i forhold til de udøbte, eller om han kun vil frelse de døbte; Gud elsker og frelser dem, han vil, men for mig at se er der noget ganske andet og ikke mindre vigtigt på spil i dåben.

For det første bliver vort navn nævnt over for Gud. Vi bliver dermed et ansigt, en personlighed, i Guds familie.

Den familie består -  med et lidt fortærsket, men dog sandt udtryk –  i, at Gud er vores far og Kristus vores bror. Dermed bliver vi placeret i en virkelighed, der er væsentlig større end den, vi umiddelbart kan sanse.

For det andet bliver vi gjort retfærdige i dåben; dåbsbønnen fortsætter nemlig med ordene om, at Gud »skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.« I dåben iklædes vi altså Guds retfærdighed, så vore synder ikke længere tilregnes os. Dåben gør os altså kendte for Gud som dem, vi er på godt og ondt, således at vi aldrig vandrer alene, og den gør os endvidere til frie mennesker, fordi vi altid har dåben at holde os til, når tankerne om synd og død plager os. Dåben giver et glad hjerte, fordi Gud i den har givet os sit ja, et ja, han holder fast i! Det har en enorm betydning for det dagligt levede liv, og det skal jeg vende tilbage til, men først til teksten:

Jesus ankommer til Jordanfloden, hvor hans slægtning, Johannes, kalder mennesker til omvendelse og bod og døber dem i floden. Det gør han, fordi himmeriget er nær. Johannes´ dåb er en renselsesdåb, altså en dåb, der skal rense synden af de angrende omvendte, men nu kommer himmeriget i skikkelse af Jesus, som også vil døbes. Problemet er, at Jesus ikke er en synder. Han er uskyldig, et pletfrit Guds lam, han er Gud i menneskeskikkelse, og det ved Johannes godt. Det er helt uantageligt, at Jesus skal døbes med Johannes´ dåb, og derfor vil Johannes forhindre ham i det. »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« siger Johannes, som er bevidst om den kvalitative forskel, der er på ham og Jesus. Så er det Jesus siger: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Hvilken retfærdighed er der tale om? Jo, Jesus træder frem i et samfund med store skel, ikke bare materielle, de er knap så interessante i denne sammenhæng, nej, det afgørende skel går mellem rene og urene, retfærdige og uretfærdige, syndfri og syndere. Det er disse skel, Jesus bl.a. kommer for at gøre op med. Da Jesus efter dåben stiger op af vandet, daler Helligånden ned over ham, og røsten fra himlen fortæller, at han er Guds elskede søn.

Al retfærdighed er fra det øjeblik Jesu retfærdighed, mennesker kan ikke længere påberåbe sig retfærdigheden, den får vi kun i troen på Guds søn. Når vi døbes, får vi del i denne retfærdighed og det evige liv. I dåben er himmeriget os ligeså nært som det var, da Jesus trådte frem for Johannes dengang for mange år siden. Og der er brug for at høre om det i disse tider, for vi er i stor fare for at indrette vort samfund som det jødiske var på Jesu tid.

Jeg kom til at tænke på det i ugens løb, da de mindste klasser langt om længe fik lov til at komme tilbage fra skolen. Det er for længst bevist, at børn i skolealderen smitter meget begrænset, men det har man altså ikke fra politisk side taget hensyn til. Nu fik de yngste dog lov til at komme tilbage til skolen, og der var naturligvis stor glæde at spore blandt børnene. Også regeringspartiet bød de kære små velkommen dels med et skolebesøg af en mundbinds-iklædt statsminister, dels med et opslag på de sociale medier, der viste en lille dreng iført mundbind. Eller man skulle snarere sige »påført«, for man havde i partiets PR-afdeling fundet et billede af en skoledreng af uvis oprindelse, men uden mundbind. Det havde man så til lejligheden påført ham. Billedet førte til et ramaskrig, for det blev for meget for mange. Essensen af de mange reaktioner var, at drengen - udover at udstråle ensomhed og anonymitet - jo netop ikke skulle være iført mundbind, fordi han var under tolv år. Var opslaget så et vink med en vognstang om, at kravet om mundbind ønskes gennemført på alle niveauer, at det skal til at være en identitetsmarkør? Det var der flere, der grundede over.

Jeg fandt selv billedet afskyeligt, for det viser, hvilket samfund vi får ved at fokusere så meget på sygdom. Mundbind kan afhjælpe spredningen af baciller, såfremt man har det på, når man nyser eller hoster, og derfor har mundbindet stor signalværdi: »Jeg passer på andre, hvis jeg bærer det.« Så er det lige meget, at det ingen dokumenteret effekt har, hvis man vil beskytte sig selv mod sygdom, eller at det i værste fald kan sprede sygdom, såfremt det ikke bruges rigtigt. Hvad det stort set aldrig bliver. Den sunde fornuft er forsvundet; væk med personligheden, som det åbne ansigt åbenbarer, og ind med samfundssinds-markøren og hykleriet! Med mundbind sikrer du din næstes overlevelse, hvis ikke vedkommende allerede er sygnet hen af tristesse over dødstal, smitteprocenter, kontakttal, ensomhed og skænderier i hjemmet, fordi man er sammen 24/7. Tænk, for ikke så længe siden var Danmark et land, hvor børn var elskede og ønskede. Børn i fri leg var noget af det bedste, vi vidste. Nu ses de som smittebærere og skal gå ensomme og anonyme rundt og føle skyld og skam over en samfundstilstand, de overhovedet ikke bærer noget som helst ansvar for.

Og netop hér bliver dåben vigtig, for hos Gud er du nogen, du har et navn, du har et ansigt, du er hans barn, og som sådan kan du trygt gå ud i verden, med hans retfærdighed i ryggen og forkynde for alle, der gider at høre det: »Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!« Jeg tror, vi er mange – store som små – der trænger til at høre det og mærke, at himmeriget er nær i Jesus Kristus, og at al retfærdighed i verden med ham er opfyldt, så ingen nogensinde igen skal komme og dele os op i retfærdige og uretfærdige, rene og urene, syndfri og syndere. 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen