07-02-2021

Håbet er den eneste strategi

Salme: Befal du dine veje, DDS 36

Ved sorg og selvskabt plage, du intet retter ud, thi intet kan du tage, alt kan du få af Gud! Amen.

Mark 4,1-20

I januar sidste år blev departementchefen i statsministeriet bekymret. Hun fulgte en virus, hvis navn, vi efterhånden kender alt for godt, og dens vej fra østen til vesten. Bekymringen blev snart til angst, og hun begyndte at træffe foranstaltninger for at imødegå virussens ankomst til Danmark. De danske sundhedsmyndigheder så ikke helt så sort på situationen som hun, og så havde de også den holdning, at en strategi måtte have proportioner, så man ikke kun fokuserede på én sygdom men havde helheden for øje. »Håb er ingen strategi« var den kommentar, de fik fra departementchefen, og resten er historie.

Jeg gentager lige ordene: »Håb er ingen strategi.« Det er sandt, at handling i forbindelse med en epidemi er vigtig, men problemet med departementchefens krisehåndtering er, at hun lukkede ned for alt muligt andet for at undgå, at virussen skulle forårsage dødsfald på dansk jord, og at hun troede, hun virkelig kunne forhindre det. I samme ombæring slukkede hun håbet for andre mennesker, der ikke led af akutte sygdomme, og hun plantede angstens frø i et folk, der lod det gro, og hvad der kom ud af det var en opdeling af folket i retfærdige og uretfærdige, dem, der ville frelse liv og dem, der i andres øjne ville lade stå til. Danmark har det seneste års tid ikke altid været et rart sted at være p.g.a. det. Det skal vi vende tilbage til, nu til Jesu lignelse.

Der er her et stort fokus på den jord, der bliver tilsået, og ikke så meget på det, der bliver sået. Det tror jeg, mange gennem tiden har fundet en vis glæde i, men måske også en uro: »Er jeg mon en af dem, der bærer mangefold frugt, eller er jeg at ligne med stengrunden, der ikke i længden kan danne grobund for afgrøden?« har folk spurgt sig selv gennem tiderne. Tilmed handler Jesu strategi med at fortælle alting i lignelser om – lader det til – at sætte skel mellem dem, der indenfor og dem, der er udenfor. Det kan jo lune dem, der mener sig indenfor mesterens sfære, men det giver ikke megen mening, hvis vi ser på lignelsen i sig selv, for den handler jo netop om en sædemand, der strør sit korn ganske ubekymret, så alle kan være med; det er bare ikke alle, der er det, ikke så meget fordi vi er at ligne med stengrunden, nej, vi er bare så fokuserede på øjeblikket, at vi glemmer det evige. Og når vi glemmer det evige, så lukker vi af for det, Gud vil fortælle os, vi lukker af for håbet. Det håb, Gud strøer om sig, er ikke et luftigt, uansvarligt eller urealistisk håb, nej, det er et håb, han har sat sig selv ind på at give os, og det gør det muligt at forholde sig til livets realiteter uden at bukke under i angst. Livets realiteter er bl.a. døden, som vi altså ikke kan undgå, men hvis vi bliver bange for den og prøver at flygte fra den, så kommer vi til at tage dårlige beslutninger. Holder vi os til gengæld evigheden for øje, indfinder der sig en ro, der giver os muligheden for at indrette os i en verden, der er fuld af forgængelighed.

Et synligt resultat af det håb, Gud bragte til verden i Kristus, er f.eks. hospitalsvæsenet; det er opstået ud fra tanken om, at vi ikke skal gå forbi mennesker, der lider nød, at vi skal hjælpe syge, hvor og når vi kan. I vor del af verden er det noget, vi betaler os fra, og det er penge, der er givet godt ud. På hospitalerne helbreder vi, vi lindrer smerter, og når døden viser sig, gør vi den værdig. Fordi vi ved, at den er uafvendelig. At få folk til at tro, at vi kan snyde den, er blændværk, for det bringer fortvivlelse med sig, når vi opdager, at det kunne vi ikke. Og vi ser nu resultaterne: Børnetallet falder, for folk har ikke lyst til at sætte børn i verden, unge mennesker enten mistrives eller fester uforsvarligt, for hvad skal de ellers, når der ikke er nogen udsigt til en fremtid, en landsbys velkomst til en hjemvendt håndboldhelt meldes til politiet, fordi nogen mente, at folk stod for tæt. Sådan et land er Danmark blevet at leve i.  

Men mod døden er håb den eneste strategi. Guds sejr over døden er den eneste trøst til fortvivlede hjerter, og hvis vi skal forstå lignelsen om den ubekymrede sædemand, så skal vi høre, hvad Jesus siger andetsteds:

»Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.« For mig har det altid været trøsterigt at tænke på menneskelivet netop ud fra dette billede. En stund er vi her i verden, men i det øjeblik, vi lægges i jorden, så er vi at ligne med et frø, der skal vokse sig stort og smukt i Guds rige, vort evige, himmelske hjem. Og grunden til, at vi kan tro det, er, at Guds egen søn gav sit liv for os. Han slog porten til Paradis ind og plantede et håb for den lidende jord om, at hvor han er, der skal vi også være.

Når ikke engang døden kan binde Gud, så kan et forhærdet hjerte det heller ikke. Når Gud vil så sit ord, så gør han det uden tanke for, om jorden er klar eller ikke. Vor visdom ser og ser, men forstår ingenting, den hører og hører, men fatter intet i det øjeblik vi tror, at vi selv kan holde døden fra døren og forsager håbet. Men håbets strategi kan overmande selv bange og lukkede hjerter, for den ødsle Gud sår, fordi han vil så, fordi han vil have den øde mark til at blomstre og bære frugt, tredive og tres og hundrede fold, og dermed er hans dårskab visere end mennesker, hans svaghed stærkere end mennesker. Og det kan man ikke regne sig frem til. Det må man tro, og når man tror, håber man. Og Guds kærlighed, som overgår al forstand, vil aldrig gøre dette håb til skamme.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen