31-01-2021

Tag det, der er dit og gå

Søndag septuagesima 2021

Salme: Sig månen langsomt hæver, DDS 769

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Amen.

Matt 20, 1-16

I Israel boede engang en mand, hvis navn var Simeon. Han var blevet lovet, at han ikke skulle se døden, før han havde mødt Guds salvede. En dag blev Simeon af Ånden ført til templet, hvor et lille barn blev fremstillet, efter at moderens renselsestid var ovre. Da tog Simeon barnet i sine arme og udbrød:

»Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.«

På tirsdag er det kyndelmisse, som normalt blev fejret i kirken 40 dage efter Kristi fødsel, svarende til den tid, en nybagt moder blev betragtet som uren efter en fødsel; Maria havde ikke født hvem som helst; det er hendes barn, vi møder i dagens tekst, hvor han fortæller os en lignelse om en vingård, hvis arbejdere gik til den samme løn, uanset hvornår på dagen, de var blevet hyret. Alle arbejdere tog altså fra vingården med samme, økonomiske udgangspunkt. Det er en lignelse, mange har forsøgt at indrette samfundet efter med større eller mindre held, også herhjemme arbejder de fleste politikere uanset partifarve på, at alle mennesker skal have det samme udgangspunkt og de samme muligheder.

Det kan få de pudsigste udtryk. I nogle år har man været meget optaget af børns fødselsvægt, fordi den indikerer, hvordan det kommer til at gå dem i livet. Hvis et nyfødt barn vejer 100 gram under den gennemsnitlige fødselsvægt, er der større risiko for, at barnet ikke klarer sig så godt som voksen. Den lavere fødselsvægt kan nemlig skyldes, at moderen har ført en usund livsstil under graviditeten. Usund livsstil har noget med social baggrund at gøre, og dårlig social baggrund kan være vanskelig at gøre sig fri fra. Derfor er der i den danske velfærdsstat stort fokus på mødre fra visse sociale klasser.

Hvordan det tager sig ud, når det offentlige begynder at interessere sig for mødre, fik jeg et indblik i, da jeg forleden så et par afsnit af TV-serien De unge mødre. Jeg fulgte to kvinder, der lige begyndelsen af graviditeten blev nøje iagttaget af kommunens sagsbehandlere, og det var et ubehageligt indblik. Jeg ved godt, at en fjernsynsudsendelse ikke afdækker alt, for der skal jo også underholdes. Jeg anfægter heller ikke, at det kan være nødvendigt for det offentlige at skride ind i et familieliv, der er til skade for barnet. Men det, der slog mig, var, at udgangspunktet for det offentliges indgriben på dette tidlige tidspunkt var en grundlæggende problematisering af, at en ung kvinde er gravid og vil have barnet. Glæden over, at et barn kommer til verden er ikke til stede, nej, der er bekymrede miner overalt, og endnu inden barnet er født, har den unge moder alle antenner ude for at opfatte hvilke krav, det offentlige stiller til hende. Efter at barnet er kommet til verden, stiller en hær af pædagoger, sygeplejersker og psykologer for at overvåge og diagnosticere samværet mellem mor og barn. »Moderen kender ikke sit barn ordentligt« var en af diagnoserne. Det kan måske også være svært at være naturlig med sit barn, hvis man konstant er overvåget og ved, at det kan blive taget fra en. Mon ikke de fleste forældre har oplevet mere end én episode under børneopdragelsen, hvor de tænkte, at det var godt, der ikke var fjernsyn på?

Jeg fulgte to forskellige kvinder, og der var nogle ganske bestemte overvejelser, der gik igen hos dem begge. De forsøgte at gøre alt, hvad kommunen bad dem om for at få deres barn tilbage; de samarbejdede både med sagsbehandlere og plejefamilier, de lærte at tøjle deres vrede, de boede på familiehjem, fik en ordentlig lejlighed, gik til fitness og kom punktligt til alle møder, vel vidende at afgørelsen om barnet alligevel var op til andre. Den gode stat havde m.a.o. hånd og halsret over dem udelukkende på den baggrund, at de unge mødres børn skulle have de samme chancer i livet som bedre stillede forældres børn.

Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg ikke, det virker; kommunen og dens sagsbehandlere vil grundlæggende det gode, men mange gange synes det at være deres egne holdninger til, hvad et godt hjem er, der er udgangspunktet for deres vurdering af mor-barn-forholdet. Egne normer er ikke altid grundlag nok til at fjerne et barn fra dets moder, og det kan gøre mere skade end gavn. Sådan er det, når vi mennesker vil være i vingårdsejerens sted, for så sætter vi magt og vilje bag det gode, vi vil, og da viser det sig ofte, at det, der skulle gro og bære frugt, visner.

Så er vi fremme ved dagens lignelse: Her en vingård, der bærer megen frugt. Vingårdsejeren har brug for folk til at pleje den og høste, og derfor går han tidligt på morgenen ud på arbejdsmarkedet og opsøger ledige; dem er der nok af – vi er i en verden uden socialt sikkerhedsnet – og de accepterer daglønnen, en denar, for at arbejde for ham hele dagen. Men der er hele tiden nok at lave, og der er nok af arbejdere, så vingårdsejeren går ud både i den tredje, den sjette, den niende og den ellevte time for at købe arbejdskraft. Da lønnen skal udbetales, får de senest ankomne først. De får en denar. Nu har de først indkaldte arbejdere øjne i hovedet, og da de kan se den åbenlyse forskel, kalder de på tillidsmanden, der gør vingårdsejeren opmærksom på problemet. Vingårdsejeren svarer frækt: »Har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?«

Her i landet har vi været kristne så længe, at vi godt ved, at vi ikke skal være som de først indkaldte arbejdere. Eller vi ved, at vi ikke må vise misundelse. Havde Jesus fortalt lignelsen i dag, havde han måske ladet de sidst indkaldte arbejdere blive socialt indignerede på vegne af de først indkaldte jf. velfærdsdebatten om de små børn med lavere fødselsvægt. Men svaret – tror jeg – ville være det samme: »Har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil med det, der er mit?«

Lad os vende tilbage til de unge mødre. Hvad nu kristendommen fik den betydning for os som folk, at glæde over barnet skulle være udgangspunktet for enhver sagsbehandling, glæde over, at en mor vælger at føde et barn i et land med fri abort? Så kunne det jo være, at man ville tænke på en anden måde. I stedet for at finde på alle mulige og umulige normer, de unge mødre skulle leve op til for - måske - at få deres barn tilbage, skulle man måske sige til sig selv: »Hvorfor er mit øje ondt, når Gud har været god og ladet et barn komme til verden? Skulle jeg så ikke gøre alt for, at denne mor bliver en god mor? Skulle jeg ikke prøve at lade hende vide, at hun er accepteret som den, hun er og så lade det være min opgave at give hende muligheden for at blive en god mor?«

Det er bare en tanke, som ikke kun gælder det offentlige, det kunne jo også være naboens datter, der kunne bruge en hjælpende hånd med den lille og et par anerkendende ord om, at hun egentlig gør det meget godt.

Jesus selv havde en ung, ugift mor, og var det sket i dag, så var kommunen skredet ind. Men der var ikke kommuner i Galilæa, så heldigvis tog Josef sig af Maria og giftede sig med hende, og da de kom til templet for at vise deres dreng frem for Gud og mennesker, blev de mødt af den gamle Simeon med ordene: »Mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.«

Vel var det Guds egen søn, men igennem ham blev vi Guds børn, og uanset hvem vi er og hvor vi er i livet, giver han os det samme udgangspunkt: at han er lyset og frelsen i vort liv, han giver os sin nåde, som er ens for alle. Det er på denne nåde, vi udfører vor gerning i livet, som forældre, naboer, venner, sagsbehandlere, sygeplejersker, bagere, tømrere og meget mere, og hvad vi skal gøre med den nåde hører vi også i dag. »Tag det, der er dit og gå.« Og hvor skal vi gå hen? Ud i Herrens vingård, hvor vi skal arbejde med glæde til gavn for vor næste og på den måde bære Herrens lys ud i verden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen