24-01-2021

Et himmelsk pressemøde

Salme: Lover den Herre, DDS 2

Kom, Herre Jesus. Amen.

2 Mos 34, 27-35; 2 Pet 1, 16-18; Matt 17, 1-9

Over det forløbne år har vi lært en bestemt procedure at kende; man går ind på en tilfældig avis´ hjemmeside, og det forlyder, at statsministeren har en holdning til corona og bekæmpelsen af den, og sundhedsministeren rasler med sin værktøjskasse. Ikke længe efter kommer der bud om, at partilederne er blevet indkaldt til »orientering«, som det hedder. Så ved vi, at et pressemøde er på trapperne, gerne på et tidspunkt - om aftenen eller i weekenden - så man aldrig er i tvivl om vore lederes ønske om at tjene land og folk i døgndrift.

Jeg er så gammel, at jeg ikke orker at lade som om, at jeg ikke kan gennemskue politisk spin, når jeg ser det. Nok er pandemien alvorlig, men den er også blevet en mulighed for at udøve magt, og den mulighed vil der altid være nogen, der griber.

I marts så vi således noget, vi sjældent har set i Danmark; vi så en magtudøvelse, som mange mennesker på det tidspunkt skreg på, og som på den tid virkede som en åbenbaring, men som også nu viser sine mørke sider; jeg er næppe den eneste, der har vanskeligt ved at se en ende på nedlukning og restriktioner, for der kommer hele tiden noget nyt, vi skal forholde os til. Endvidere begynder splittelsen at vise sig i folket. Mange er oprigtigt bange for covid-19 og dens mange mutationer, mange er bare trætte af restriktioner, men begge parter bliver vrede på folk, der tager lidt for let på sygdommen, hvad enten man bare forholder sig kritisk til håndteringen af den, eller man ligefrem bryder en eller flere af de mange anbefalinger. Man kan bare tænke på opstandelsen over kendte mennesker, der tager på badeferie i Dubai. For – ikke sandt? – vi kommer aldrig ud igen, hvis nogen opfører sig som skruebrækkere. Og så er der menneskeliv at tænke på, vil man risikere sin næstes liv ved at gøre noget uoverlagt? Det er også på den baggrund, at der fortsat er stor diskussion om folkekirkens gudstjenester; skal kirkerne holde åbent eller ikke, og det er der – mildt sagt – delte meninger om, både blandt kirkegængere, præster og kirkens øvrige ansatte. Vore menigheder er næppe i tvivl om min holdning. Jeg har hele tiden syntes, at kirkerne skulle afholde gudstjenester – selvfølgelig under hensyntagen til gældende restriktioner. Det mener jeg, dels fordi vi i kirken har noget væsentligt at sige i den aktuelle situation, dels fordi kristendommen i sin essens handler om fysiske møder; Kristus var et levende menneske, som gik rundt blandt andre mennesker, kristne har til hver en tid og under alle mulige og umulige forhold mødtes for at høre om den Gud, der besøgte jorden. Det møde mellem Gud og mennesker mødes vi om.

Som apostlen Peter skrev:

Det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt. For han modtog ære og herlighed af Gud Fader, da der lød en røst til ham fra den ophøjede herlighed: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.« Denne røst har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg.

Livets sejr over døden, kropsliggjort i personen Jesus Kristus, er ikke en udspekuleret fabel, det er sandhed, og det kan ikke fortælles for ofte i disse dage. Forklarelsen på bjerget er en ganske anden åbenbaring end dem, vi ser på pressemøde efter pressemøde. Kristus kommer ikke med prognoser, plancher, kontakttal, restriktioner eller »anbefalinger«, man forventes at følge, nej, han kommer bare som sig selv, som dette menneske, der har en helt afgørende betydning for os. Liv og død handler hos Kristus ikke om vacciner, der ikke bliver fabrikeret hurtigt nok, liv og død handler om at være eller ikke være hos ham. Jesus har m.a.o. ikke et endeligt syn på livet, hvor det at udskyde døden bliver et mål i sig selv, nej, for Jesus er der et liv ud over døden. Til gengæld lover han os ikke, at vi får et gnidningsfrit liv på jorden i troen på ham.

Forklarelsen på bjerget er et afgørende punkt i fortællingen om Jesus, og lad os prøve at se på Kristi »spin« forud for dette himmelske pressemøde. Da siger han til sine disciple:

»Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.  Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.  For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? (…) Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser Menneskesønnen komme i sit rige.«

Det syn får Peter, Jakob og Johannes at se kort efter, da Jesus tager dem med op på et bjerg, hvor han mødes med Moses og Elias, som er repræsentanter for hhv. den jødiske lov og profeterne. Det er et syn så vidunderligt, at Peter ønsker at blive der sammen med dem for altid. Det er derfor, han vil bygge hytter til de tre. Men netop da lyder røsten fra himlen; Gud erklærer, at Jesus er hans søn, den elskede, Moses og Elias forsvinder, og Jesus er ene tilbage. Og han forbyder de tre venner at fortælle andre noget om det, før han er opstået fra de døde, for først da vil de forstå essensen af menneskesønnens komme. Her på bjerget har Gud altså afsløret sin dybeste, inderste vilje, at han igennem Jesus vil demonstrere sin magt. Og det gør han gennem afmagten, for Jesus må overgive sig til de menneskelige grundvilkår – lidelsen og døden – for at kunne besejre begge dele. Kors og herliggørelse er altså tæt forbundne.

Jesus ville ikke nå langt i den politiske verden med det budskab, men det er heller ikke hans ærinde, han ærinde er at vinde os tilbage til Gud. Men hvorfor må Jesus dø for at blive herliggjort? Det enkle svar er, at han som Guds søn må leve og dø på menneskers vis for at vinde det evige liv tilbage til menneskene. Da vi blev drevet ud af Paradiset, tabte vi også tilgangen til livets træ og dermed det evige liv, og vi mistede samværet med den Gud, som havde skabt os. Kun hvis et uskyldigt menneske bringer et sonoffer, kan Gud forsones og mennesket vende tilbage til ham. Men mennesket kunne ikke og ville ikke, så Jesus trådte i stedet. Dermed åbnede han himmeriges port for os. Der er bare ikke nogen let vej til den; man må bære sit kors for at nå til herliggørelsen.

Det bringer os tilbage til kravet om stærke ledere. Mennesker har så nemt ved at kræve netop dette, for vi har en iboende trang til at lade os føre. Og det har vi, fordi vi enten frygter døden eller gerne vil finde en smutvej til et jordisk paradis, som alle ideologier jo har en forestilling om findes. Så leder vi med lys og lygte efter nogen, der kan lede os bort fra døden og hen til dette paradis, og pudsigt nok er vi villige til at betale en ret høj pris for det. Det har det seneste år vist os. Men når Jesus siger, at vi skal tage vort kors på os og følge ham, så opfatter vi det som livsfornægtende, og dog ligger der ikke andet i det, end at vi skal modtage det liv, vi har fået skænket, tro på Gud i alle forhold og gøre godt omkring os, hvor og når vi kan.

Hvem skulle vi da ønske at følge mere end Jesus Kristus? Ham, som tog de små i favn, vel at mærke ikke som et led i en politisk kampagne, ham, som vækkede de døde til live, ham, som bragte lægedom til de syge, ham som ledte efter og fandt de udstødte og fordømte, ham som bad os vende den anden kind til, når nogen slår os på den ene, ham, som bliver ved med at kalde os til sig, selv når vi sidder med blikket stift rettet mod det seneste pressemøde og hverken vil høre på ham eller fra ham? Ham, som gør alt dette, fordi han elsker os og vil føre os gennem dødsskyggens dal? Hvem skulle vi egentlig hellere ønske at være sammen med? Når vi kommer til kirke, så er det fordi vi har den længsel efter ham, og netop i disse tider, hvor angsten for døden bringer splittelse i folket, da skal vi mødes og høre om ham, som overvandt døden. Og det bedste af det hele er, at vi ikke behøver nogen aviser eller spindoktorer for at vide, om vi kan mødes, hvor vi skal mødes eller hvad vi skal høre. Vi ved, at det foregår i kirken om søndagen, og vi ved, at det altid er glædeligt budskab! Vi ses på næste søndag.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen