20-01-2021

What would Jesus do?

Salme: Lovsynger Herren, DDS 3

Kom, Herre Jesus. Amen.

5 Mos 10, 17-21; Rom 12, 16b-21; Matt 8, 1-13

Vi er vidner til en oprørende fortælling i dag. En spedalsk kommer til Jesus, der er omgivet af en stor skare. Ikke blot er forsamlingen i sig selv en provokation i tider, hvor vinterbadere får bøder for at mødes omkring et hul i isen, den spedalske er også en provokation. For han lider af en sygdom, som spredes via dråbesmitte, og på Jesu tid var sygdommen uhelbredelig og forbundet med synd. Nu trænger den spedalske sig på, og vi må med amerikanerne spørge: »What would Jesus do?« »Hvad ville Jesus gøre?« Kunne vi forestille os, at Jesus havde sagt til den spedalske: »Hold afstand. Bliv hjemme. Sådan tjener du din næste. Du udgør en fare for andre ved at gå omkring. Pas på dig selv og på os andre.« Jeg tror, at vi ville synes, det var et dårligt svar og en dårlig historie. Den ville vi ikke komme til kirke for at høre. Vi vil høre, at Kristus med ét ord – sådan som den romerske officer siger det – kan helbrede og vække døde til live. Og det vil vi høre, fordi vi godt ved, at vi ikke kan flygte fra lidelsen og døden, som er grundvilkår i tilværelsen. Vi ønsker at høre nyt fra livets Gud.

Det er omkring et år siden, at vi første gang hørte om Corona, og nu lever vi under den anden nedlukning. Det er tid til at se på hvilke konsekvenser, håndteringen har haft ikke bare herhjemme, men også i Europa. Udgangspunktet for håndteringen af pandemien har i det meste af Europa været en opfattelse af, at ingen må dø. Af corona vel alt mærke. Det er som nævnt en falsk forudsætning for menneskelivet, og det kommer til at koste menneskeliv, fordi andre sygdomme nedprioriteres. Det kommer også til at koste mange penge, for nedlukning er ikke gratis, alene den massive testning koster mange millioner dagligt, og alle lande står med et helt slægtled, der sandsynligvis bliver det dårligst uddannede p.g.a. fjernundervisningen. Og så kommer den også til at give sjæleligt bagslag, fordi angsten for sygdom og død gør os til hinandens fjender. Lad mig give nogle eksempler på dette.

For nylig skrev den unge efterskoleelev Marie et indlæg i Fyens Stiftstidende, hvor hun udtrykte sin sorg over, at hun ikke kunne være på sin efterskole. Hun fortalte også om, hvor meget efterskolerne gør for at holde smitten ude og gav endvidere nogle forslag til yderligere forholdsregler. Indlægget blev lagt ud på avisens facebook-profil, og det afstedkom mange rasende kommentarer. Marie blev beskyldt for at være et curlingbarn, og så fik hun bl.a. denne besked:

»Og måske bliver din bedstemor ikke ældre fordi en ikke holdt reglerne.«

Guldborgsund kommune interviewede skolepigen Camille, der er forhindret i både at gå i skole og til dans. Hun prøvede at bevare optimismen, men talen om de mange Covid-mutanter gjorde hende utryg, og fordi hun havde familiemedlemmer i risikogruppen, var hun bange for at blive smittet. Hun fortalte bl.a. følgende:

 »I Føtex oplevede jeg en mand som gik meget tæt på mig i køen. Det var virkelig ubehageligt. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget til ham. Det var for grænseoverskridende. Så jeg måtte flytte mig. Jeg forstår ikke, hvorfor der er nogen som ikke respekterer det med at holde afstand. Folk må godt tage sig lidt sammen.«

Højskoleeleven Sofie manede i Kristeligt Dagblad til besindelse blandt andre unge, der har lyst til at gå til fest. Hun skrev:

»Problemet er vores indstilling. Den og vores handlinger er det eneste, vi kan kontrollere – og det er vores handlinger, som kontrollerer pandemien.« 

Vi står altså med unge såvel som gamle, der tror, at det ligger i vores magt at kontrollere pandemien på en måde, så ingen dør. Det er ikke langt fra den jødiske opfattelse af, at man ved en retfærdig livsførelse kan undgå sygdom som f.eks. spedalskhed. Sagen er bare, at det samfund, Jesus voksede op i, talte og virkede i, ikke var et rart samfund at være en del af. Der var forskel på rene og urene, der var evig angst for at påføre sig selv og slægten synd. Lige nu påfører vi vore unge skyld for, at de kan smitte andre. Man får nærmest fornemmelsen af, at de udgør et smittereservoir. Hvem er vi, der kan lægge den byrde på andres skuldre? Hvem havde troet, at vi skulle blive et samfund, hvor vi angiver hinanden, ikke kan tilgive hinanden for forglemmelser, ikke kan unde vore unge at gå i skole eller måske en lille fest i ny og næ, som vel kan arrangeres i trygge og forsvarlige rammer?

Men hvad med næstekærligheden, kan jeg høre nogen spørge? Skal vi ikke passe på hinanden? Jo, det skal vi, og det gør vi ved at holde øje med afstanden og håndhygiejnen og i øvrigt tænke sig om. Men i de nordiske lande er det sådan, at hospitalerne og lægehusene er den del af næstekærligheden, vi betaler os fra, og det er godt. For læger er bedre til at helbrede en præster og cykelsmede. Problemet opstår, når vi har effektiviseret så meget, at kapaciteten ikke kan klare spidsbelastninger, som den vi ser nu. At død og lidelse er grundvilkår ved menneskelivet betyder nemlig ikke, at vi står magtesløse; vi kan i mange tilfælde forebygge og helbrede, i alle tilfælde kan vi lindre, og vi kan give mennesker en værdig afslutning på livet. Coronakrisen har lært os meget om os selv på godt og ondt, men den bør også lære os, hvordan vi kan indrette vore sygehuse, så mennesker kan få den rette behandling uden at hele samfundet skal spærres inde og sygeliggøres og vi deles op i retfærdige og uretfærdige. Det var jo netop denne i menneskene stærke, iboende tendens, Jesus kom til jorden for at frelse os fra. Og vi frelses kun ved at vende os til ham, ved at lade ham fylde vort liv. I troen på Kristus behøver vi nemlig ikke være bange for døden, for den har han overvundet, og når dødsangsten ikke er det afgørende i vort liv, får vi et større udsyn og blik for, hvad vor næste har brug for. Har vor næste brug for at blive skældt ud for at ville have lov til at være ung? Har vor næste brug for fordømmelse, fordi han glemte afstanden eller håndspritten? Har indlagte på landets sygehuse glæde af, at en flok vinterbadere får en bøde?

Det ved vi da godt, at de ikke har, og derfor har vi brug for at vende blikket bort fra sygdom og død og i stedet rette det mod skabningens herre og på hans ord gå fra kirke med glæde over livet, som han gav os, og håb for den lidende jord.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen