10-01-2021

Find Kristus!

Salme: Mægtigste Kriste, DDS 266

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 84; Rom 12, 1-5; Luk 2, 41-52

Jesus hviler i sig selv, eller han hviler i nogen, kan man høre i dagens fortælling. Netop det at hvile i sig selv eller i noget vil jeg begynde med at tale om, og hvordan man dog finder ud af at gøre det. For det er ikke så enkelt, som det lyder; den vestlige verden er hvileløs, og skal man til problemets epicenter, som det jo hedder i disse dage, skal man til USA.

I 2018 skulle der vælges en dommer til den amerikanske højesteret. Præsidenten havde indstillet Brett Kavanaugh, som inden valget blev anklaget for voldtægt, angiveligt begået, da han gik på gymnasiet. Han blev frifundet, men da kongressen skulle stemme om ham, udbrød der voldsomme demonstrationer, og nogle feministiske aktivister stormede Capitol Hill med mange arrestationer til følge. De forsøgte simpelthen at påvirke valghandlingen.

Dette er blot én af mange hændelser fra de seneste år; man kan bare tænke på sommerens BLM-demonstrationer, og det, der er sket i den forløbne uge på Capitol Hill i Washington – kan enhver jo regne ud – er derfor ikke opstået ud af ingenting. USA synes at være et land i opløsning, hvor alle kæmper for deres ret til, ja, til hvad egentlig? Jeg tror, de kæmper for et sted at høre til, de kæmper for mening i tilværelsen, for den findes stort set ikke i et land med så store sociale og etniske spændinger, og hvor kampen for at være det, der populært kaldes »sin egen lykkes smed« er blevet erstattet af kampen for at hævde sin identitet. Identitet, ved vi, er i dag mangefold.

I USA er der altså både gamle strukturer, der skaber spændinger mellem racer, kulturer og klasser, og så er der den moderne kamp mellem de konservative og dem, man kunne kalde værdiliberale. De to ligger så fjernt fra hinanden, at i hvert fald jeg har fået den opfattelse, at man ikke længere kan tale om ét amerikansk folk. Der er individer med hver deres dagsorden.

Den konflikt, som raser derovre, er uhyggeligt nok ved at blive en del af den danske hverdag; det så vi senest, da en skatteyderbetalt diskriminationsforsker kritiserede, at Nikolaj Lie Kaas havde lagt stemme til hovedpersonen Joe Gardner i en animationsfilm. Joe Gardner er nemlig sort, og Kaas er hvid. Kaas lod sig dog ikke slå ud men kom med dette snusfornuftige svar:

»Min holdning mht. til et hvilket som helst job er meget enkel. Lad den kvinde, mand, etc., der kan udføre arbejdet bedst muligt, få jobbet. Det plejer at blive det bedste resultat.

Hver dag jeg går på arbejde, lader jeg som om jeg er en anden. Jeg har spillet folk der er klogere end mig, dummere end mig, personer jeg ikke forstår, eller overhovedet ikke deler holdninger med.

Men jeg er så taknemmelig for at få lov til at sætte mig ind I hvordan andre tænker og føler, og få lov at forsvare dem, og hver dag går jeg derfra med en langt bedre forståelse af mennesker, der ikke er mig.«

Måske Kaas en dag ligefrem får lov at spille en kvindelig forsker udi diskrimination, hvem ved? I hvert fald er det åbenlyst for enhver, at Kaas har et helt objektivt og d.v.s. ikke-diskriminerende kriterium både for sit erhverv og for tildelingen af roller; skuespil handler om at spille en anden end den, man er, og den, der kan udfylde rollen bedst, skal selvfølgelig spille rollen.

Her er tale om en mand, der hviler i sig selv. Han føler ikke, at han skal stå til ansvar for tidens modeluner, bare fordi han udfører sit arbejde. Han kender sin plads og sit værd og gør sig hverken til mere eller mindre end det, han er. Det er en sådan selvtillid, forældre skal opdrage deres børn til, og intet er bedre til det end et ordentligt skud kristen børnelærdom.

Det får vi i dag med evangeliet, og det er sådan en skøn historie; der er gamle traditioner, der holdes i hævd, mange mennesker på et sted, puffen og masen uden afstandsstriber og mundbind, et barn, der bliver væk og fundet igen.

Jesus voksede op i en familie, der ikke var i tvivl om, hvem de var. De var jøder, og hvert år drog de til Jerusalem for at fejre påsken, d.v.s udgangen fra Ægypten. Sådan som så mange andre gjorde det.

Men et år sker der noget forunderligt. På vejen hjem bliver Jesus og hans forældre væk fra hinanden, og der går i hvert fald fire dage, før Josef og Maria finder ham, fire dage i angst for, hvad der kan være hændt ham. Og så er han bare i sin faders hus. Han er i templet, hvor han stiller spørgsmål og svarer på andres, og alle er forundrede over hans kløgt. Han er ellers kun en knægt på tolv år, en tømrers søn, hvad skulle han kunne? Men Jesus kan altså noget, for han hviler i noget, han er noget, han er sin faders søn, og hvor han er, er hans far. Gud åbenbarer sig i den purunge Jesus, og det betyder, at rollerne et kort øjeblik byttes om. Sønnen står over forældrene. Josef og Maria har set det som deres opgave at tage vare på den lille dreng, de fik under mirakuløse omstændigheder, men de har måske også glemt, hvad det hele nu egentlig handlede om. De tænkte jo ikke på først at søge Jesus i templet, så muligvis har han ikke udvist ansatser til en særlig fromhed. Men nu sidder han altså i templet og spørger som det mest naturlige, da de ængstede når frem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Disse ord gemte Maria i sit hjerte. Hun blev jo mindet om, at Jesus hørte til andetsteds. Han tog imidlertid med hende og Josef hjem igen, var lydig mod dem, og – fortælles det – »gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.«

Jesus hvilede i sin fader og dermed i sig selv, og han havde ikke yderligere behov for at gøre oprør mod sine forældre eller udstille dem, fordi de ikke helt forstod, hvem han var. Han lod dem være forældre med de bekymringer og den manglende forståelse, forældre nu engang har; hans mor forsøgte f.eks. at hente ham hjem, da han var blevet voksen og havde begyndt sin prædikenvirksomhed. Og det er jo det menneskelige ved denne historie; selv om Jesu familie elsker ham og længes efter ham, når han ikke er der, så har selv de svært ved at forstå, hvad hans opgave er, nemlig at frelse mennesker fra synd og død. Det vil sige, at Jesus skal frelse os fra os selv. Det kan lyde lidt barsk, men jeg tror, at mange i disse dage forstår, at det er godt budskab. For hvis vi alle vil være vor egen Jesus og det oven i købet på vor egen, særlige måde, så kommer vi i stedet til at sætte os op imod hinanden og ender på den måde som oprørerne på Capitol Hill, hvad enten det er den ene eller den anden part.

Hver gang, Jesus åbenbarer sin guddommelige herkomst, sådan som han gør i denne fortælling, sætter han skellet mellem mennesket og Gud. Hvor Gud er Gud, skal du bare være menneske, og det betyder, at du skal gøre det, du er god til og tjene din næste.

Jeg ved ikke, om Nikolaj Lie Kaas er kristen, men hans svar til diskriminationsforskeren vidner om, at han ved, hvad han kan og hvad han er. Han gør sig ikke til mere eller til andet, end det han er, han udviser en klædelig ydmyghed, ja, ligefrem taknemmelighed i forhold til sit fag, fordi det lærer ham at forstå andre mennesker. Han behøver ikke at være Jesus, og det gør vi heller ikke.

For i dåben blev vi genfødt til at være Guds børn, og så skal vi ikke være andet. Tænk, hvilken frihed, der ligger i det.

»Vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig« sagde en af kirkefædrene, og sådan er det. Hvorfor kommer uroen i vore hjerter? Den kommer, fordi Kristus er blevet borte fra os, ligesom han blev borte fra sine forældre. De ledte længe efter ham de forkerte steder, og det gør vi også ofte. For tiden leder vi efter identitet i stedet for at søge ham. Men ligesom forældrene fandt ham igen, kan også vi finde ham, og da skal vi tage vare på ham i vore hjerter. Kristus er nemlig et rigtigt hjertebarn; det var han for sin mor, det er han for os; i troen på ham er vi altid hos vores himmelske fader, da har vi et sted at høre til, et sted at finde hvile, så vi kan få lov at hvile i os selv.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen