02-01-2021

Som kan aldrig lede vild

Salme:  Dejlig er den himmel blå, DDS 136

Vi har og en ledestjerne, og når vi når den følger gerne, kommer vi til Jesus Krist. Amen.

Es 60, 1-6; Tit 3, 4-7; Matt 2, 1-12

Selv de værste tyranner har en idé om, at de gør det bedste for folket og landet. De tænker, at hvis de ikke var der, ville det hele være meget værre. Det onde, de gør, er de nødt til at gøre, for at alt kan blive bedre. Magtens åg ligger tungt på deres skuldre, men de gør en dyd ud af at bære det, den ensomhed og angst for tab af magten, der følger med, betragtes som en erhvervsrisiko, og de er sikre på, at historien vil vise, at de havde ret. Det sker måske af og til, at de kommer på den tanke, at de er på gale veje, men »bordet fanger«, som man siger, og det bliver uoverskueligt at skulle indrømme, at man har taget fejl, når man jo bare vil det bedste.

Kong Herodes var en sådan tyran. På den tid, da Kristus blev født, var han romernes vasalkonge i Israel, og det er ikke uden grund, at han gik under navnet Herodes den Store. Han var samarbejdspolitiker, men en overmåde dygtig en af slagsen. Han fik p.g.a. sin politiske tæft samlet store dele af Israel og blev af romerne opfattet som så loyal, at han stort set kunne bestemme frit inden for grænserne af sit rige, hvor han bl.a. rejste det ene pragtfulde bygningsværk efter det andet. Det var under ham, at templet blev ombygget og gjort til ét af verdens syv vidundere. Samtidig hægede han om jødernes religiøse rettigheder; han fik dem fritaget for romersk militærtjeneste, han forhindrede prægning af mønter med kejserens billede samt at der kom kejserlige standarder ind i Jerusalem, for det ville for jøderne være afgudsdyrkelse. Dertil udviste han den brutalitet, der skulle til, for at ingen kunne være i tvivl om, hvem der bestemte. Og som altid var nogen utilfredse, her var det de rettroende jøder, for Herodes var ikke af jødisk slægt og var derfor ildeset. De fleste var dog nok ganske tilfredse med den ro og fremgang, Herodes´ jernnæve sikrede. At det så altid gjaldt om ikke at tirre jernnæven, hvis ikke man selv ville smage den, levede man fint med.

Kort sagt var Herodes ikke bare en mand af sin tid, han var manden til tiden og til alle tider. Mål og midler skifter, men tyrannen m/k er altid den samme, og nu hører vi altså om dengang, Herodes blev rystet i sin grundvold, fordi han så sin magt og alle sine store bedrifter udfordret. Han vidste nok, at hans genstridige folk gik og ventede på en anden, en konge af jødisk slægt, udpeget af Gud, men hvor længe havde det ikke gjort det, det var nok bare folkesnak, en drøm, fantaster klamrede sig til. Nu kom imidlertid tre fremmede mænd til Jerusalem og begyndte at spørge sig for om jødernes nyfødte konge. For de havde set hans stjerne gå op, og de ville tilbede ham. Det skabte uro blandt folket, hele Jerusalem blev forfærdet, fortælles det.

Skulle de ikke have glædet sig, kunne man spørge, det var jo det, de ventede på? Men nej, selv rygtet om Jesus har til hver en tid skabt uro. Nyheden mindede dem nok om, at de med Herodes havde en konge, der ikke faldt i Guds smag, og kongens folk opsnappede snart nyheden, som de bragte ham. Han igen hidkaldte både ypperstepræster og skriftkloge, der fortalte ham, at det var blevet spået, at en hersker skulle fødes i Betlehem. Det nye, flotte tempel med præster udpeget efter Herodes´ behag, og hvor der kun blev prædiket det, han gerne ville høre, og det han mente, folket skulle høre, var altså ikke stedet, hvor Gud viste sig, nej, Gud var kommet til verden som søn af fattige forældre og lå nu ubeskyttet i en udkantsby, der kun var kendt, fordi kong Davids slægt var derfra. Herodes vidste, at en ny konge af jødisk slægt ville splitte riget og med splittelsen alt det, han havde frembragt. Det problem kunne let løses ved en kombination af politik og rå magt; Herodes hidkaldte derfor de tre fremmede, smiskede for dem og bad dem finde barnet og vende tilbage til ham for at aflægge rapport. En konge, som selv himlen lyses op for, må jo være noget særligt, én, selv Herodes måtte bøje sig i støvet for, og han ville – forsikrede han de tre – gerne tilbede barnet i egen, høje person.

Historien om, hvordan de vise mænd fandt barnet i Betlehem og hvilken glæde, de fyldtes af, da de så det, er velkendt og elsket. De fleste har nok givet et lettelsens suk, da de første gang hørte historien, over Guds advarsel til vismændene, så de fandt en anden vej hjem. Ligeledes har de fleste nok gruedes og grædt over det efterfølgende barnemord i Betlehem, som var Herodes´ måde at forsøge at komme af med konkurrenten på. Med alderen blev Herodes mere og mere mistroisk over for alle andre; han dræbte flere i sin egen familie, og det, der begyndte så flot med et rige, der blomstrede kulturelt og økonomisk, endte med, at dets hersker sank længere og længere ned i det vanvid, som ofte følger tyranner, der klamrer sig til magten i stedet for at følge den stjerne, der leder til den himmelske konge, Kristus.

Hvad kan vi lære af dette? Vi kan lære, at Gud sætter sin vilje igennem, og at han gør det med ganske få midler; et lille barn, en undselig kvinde, en trofast mand og så de mange, som undervejs hjælper til, fordi de ser det guddommelige under den fattige overflade. Og de gør det uden tanke for sig selv og deres eget liv og komfort. Det er alt, der skal til.

I disse tider tror jeg, at de fleste af os står famlende over for fremtiden og hvordan det skal gå ikke bare vort eget land, men også alle andre lande. De fleste har set sig om efter en stærk leder, der kunne tæmme virussen og fortælle os, hvordan vi bør leve vort liv, så vi kan undgå den. Det er en forståelig, men meget kortsigtet måde at reagere på. For i længden fører det ikke andet med sig end stramme leveregler for vor omgang med hinanden og dermed social kontrol samt ledernes mulighed for langsomt men sikkert at inddrage vor frihed. Nu er der også kommet en mutant til landet, og den dødsangst, som har hærget så længe, ser ud til ingen ende at ville tage, for hvornår kommer mutantens mutant?

Op til jul blev vi derfor ligeså forfærdede som Jerusalem og kong Herodes over budskabet om den lille konge, der var blevet født i Betlehem; ham var der mange, der ikke skulle nyde noget af, for han kunne ødelægge rigets fred ved den smittespredning, der ville komme fra dem, der kom til kirke for at høre om ham. Nu nærmer vi os slutningen på julen, og der er grund til eftertænksomhed; i lande, hvor kristne er forfulgt, går man i kirke, selv om man ved, at det kan blive den sidste gang, man kommer der. Er disse kristne uansvarlige og bringer andres liv og lemmer i fare alene ved udøvelsen af deres tro? Det er vi nødt til at spørge om, hvis vi skal forstå, hvorfor det er vigtigt for nogle fysisk at komme til kirken og høre om Kristus? Måske kommer de, fordi de ved, at folk til alle tider og i alle situationer er brudt op og er gået hen for at se eller høre om Gud, og derfor har de lyst til at gøre det samme. Måske fornemmer de, at han er større end virussen, at han har sejret over døden og befriet os fra at tro, at vi kan alting selv. At han bærer de mange fejltrin, vi begik i livet, og vil gå sammen med os i gode som i onde dage. Måske vil de høre, at når vi er dømt af ham i kærlighed, så er vi fri for at dømme hinanden.

For vi bliver ikke fri for kirken, fordi vi lukker den og fortier dens budskab. Kirken flytter bare et andet sted hen og får et andet budskab, nemlig, at det er dig, der holder dit medmenneskes liv i dine hænder, og at du smider det liv på gulvet, hvis du bare et øjeblik glemmer samfundssindet. Det er det budskab, vi hører i disse dage, pakket ind i skønne ord om hverdagens heltemod, men det er også et åg, for hvem har ikke prøvet at glemme spritten eller komme lidt for tæt på andre i det forgangne år? Og hvem skal tilgive, hvis vi fik den tanke, at vi har været skyld i andres død ved en forglemmelse eller ubesindighed? Det har den nye kirke intet svar på.

Men se, en stjerne gik for længe siden op over Betlehem og lyste i mørket, så de, der havde brug for det, fandt vej. De fandt vej til den konge, der tog vor synd på sig og overvandt døden for os. Følger vi ham, går vi aldrig vild, men er altid på rette vej – i livet, når vi sendes ud til vor næste, for vor næste har stadig brug for, at vi ikke bare går forbi, og i døden, når vi fra den overgår til livet og kommer til Kristus Jesus.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen