01-01-2021

Gud frelser!


Salme: Kærlighed til fædrelandet, DDS 710

Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

1 Mos 12,1-3, Gal 3, 23-29, Luk, 2, 21

Engang var nytåret for mig den tid på året, hvor jeg konsekvent tænkte på fremtiden. Nu tænker jeg oftest tilbage. Ikke fordi jeg er holdt op med at forvente mig noget af livet, nej, jeg anstrenger mig meget for at leve i glad forventning til det, der kommer, men jeg er for længst nået dertil, hvor jeg føler mig mere og mere forbundet ned dem, der gik forud, dels i dyb taknemmelighed for det, de har givet mig, dels i refleksion over, om noget kan gøres anderledes end de gjorde. Det er selvfølgelig alderen, der trykker, den skal man nu ikke kimse ad, for med den kommer ofte en mere realistisk tilgang til tingene; man er hvad man er, man behøver faktisk ikke være andet og mere end man er, og det kan der være en enorm lettelse i. For så bliver man nemlig befriet for at tænke så meget på fremtiden; den kommer nemlig helt af sig selv, og man må bare tage imod den. Det er vi blevet pinligt bevidste om i året, der er gået. Der er faktisk ting, vi ikke kan gøre så meget ved, men vi kan prøve at være ordentlige mennesker og tænke os om i den daglige omgang med andre. Det har de fleste gjort i det forløbne år, og at det er gået så godt skyldes to ting: Den ene ting er, at vi er et gammelt folk; vi kender hinanden ud og ind, og vi kan derfor hurtigt indrette os til det fælles bedste. Vores almindelighed har med andre ord bragt os hæderligt igennem dette mærkelige år.

Den anden ting er, at vi er et folk af døbte, døbt ind i en kristendom, der lærer os, at vi skal elske vor næste. Men hvad der er lige så vigtigt, det er, at kristendommen har lært os at håbe, fordi den fortæller os, at hvor Gud er med, der ender alting godt. Det har aldrig været så vigtigt at tænke på som nu, hvor videnskaben er tæt på at blive ophøjet til gud og frelser. Videnskaben kan hjælpe os i dette liv, men den har intet svar på vor længsel. Kristne har til gengæld et håb, der rækker ud over dette ene liv, og det skal vi være dybt taknemmelige for. De kommende år bliver næppe nogen dans på roser. Vi får derfor brug for både almindeligheden og det håb, vi har fået i dåbsgave, og tænk, lige netop i dag fortælles der noget om begge dele.

Nytårets evangelium har i året, som nu rinder ud, vakt manges harme; det handler nemlig om omskærelsen. Den harme skal vi prøve at lægge bag os. I løbet af julen hører vi om alle de undere, og dramatiske begivenheder, der skete, da Gud lod sin søn føde af en jomfru. Gud talte i drømme til både Josef og de vise mænd, himlen åbnede sig, englene sang, stjerner strålede og vinkede, de gamle profeterede, folk brød op fra hver en krog af verden for at tilbede den lille, og en ond konge stræbte ham efter livet. Så der er ingen tvivl om, at den lille dreng i stalden i Betlehem var noget ganske særligt. Men da han var otte dage gammel, skulle han som alle jødiske drenge omskæres. Så var det slut med at være særlig for en stund.

Gud lod sig føde ind i et bestemt folk og underlagde sig deres love. Omskåret blev han, og han fik navnet Jesus. Jesus eller Jeshua (Josva) var hos jødefolket et ganske almindeligt navn, som Jens er det hos os. Og så betyder det: Gud frelser! Den frelsende Gud kom til verden som en kvindefødt lille dreng, der voksede op i et bestemt folk med de traditioner, dette folk nu havde. Han var svaret på den forventning, som folket havde. Og den forventning var, at Gud skulle komme til verden og kaldes Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Den lille dreng hævede sig over sin baggrund og sprængte alle grænser, naturlove og rammer, for at han kunne være Gud for alle. Og når Gud er for alle, så skal ethvert folk høre om hans stordåd på sit eget modersmål, hjertesproget. Og sådan blev det: Kristendommen er en religion for alle! Ethvert folk kan tage ham til sig, det kan være sig selv samtidig med, at det tilhører ham.

Jeg hører af og til folk vrænge på næsen af forældre, der »bare døber deres børn for traditionens skyld«, underforstået, at så tror de ikke nok. Men hvad der er vejen med at døbe sit barn ind i en tradition? Jesu forældre fulgte selv traditionen. Den lille Jesus måtte vokse op i trygge og faste rammer før han kunne gøre, hvad han var nødt til at gøre. Han opstod ikke ud af den blå luft, elskede ikke ud i den blå luft.

Vore børn har også brug for trygge og faste rammer til at vokse og gøre det, de skal gøre, nemlig at elske næsten, være gode kammerater og naboer, og hvor de kan lære, at magt ikke er ret, men at magt og ret går hånd i hånd. Det er ikke så lille en opgave, og den er næsten umulig at løse, hvis ikke der er en fælles opfattelse af, hvad lov, ret og god opførsel er. Det har man kun, hvis man har et land og et folk. Det er ældgammel visdom og snusfornuft. Og snusfornuft står ikke i modsætning til kristendommen. Derfor skal årets første dag – i hvert fald hos mig – bruges til at takke for, at jeg lever i et helt almindeligt land med helt almindelige mennesker, der slægt efter slægt har lært, at naboen, hvor anstrengende han eller hun end kan være, er skabt i Guds billede, og at han eller hun derfor har ligeså meget ret til at være til som jeg har. Nogle gange opstår godt naboskab p.g.a. en fornuftig tanke om, at vi jo skal se hinanden dagligt og have hverdagen til at fungere. Nogle gange opstår den af den godhed, vi viser uden at forvente noget tilbage, og det er alt sammen med til at få landet til at være et godt land at leve i. Fornuft og følelse udelukker ikke nødvendigvis hinanden, ja, faktisk kan de ikke stå alene, hvis et land skal blomstre. Grundtvig siger det i sin store fædrelandssalme:

»Derfor, hvad end verden siger, og hvad verdensmagten vil, står og falder jordens riger, dog med kærlighedens ild: hvor den blusser, bor livsgrøden, hvor den slukkes, hersker døden.« 

Kærligheden lod sig med Jesus Kristus føde ind i et bestemt folk med en bestemt historie og bestemte traditioner, men den var så altomfattende, at den kunne rumme alle andre folk. Alle folk har mulighed for at høre, hvordan Jesus kom til mennesker som den, der uddrev dæmoner, fik blinde til at se, lamme til at gå, døve til at høre, stumme til at bryde ud i lovsang, den der gæstede omvendte syndere. Alle folk har mulighed for at blive en del af Guds rige, hvor vi skal være sammen med Ham, ganske som vi var i paradisets have, der hvor vi i virkeligheden har hjemme.

Derfor skal vi holde nytår i glæde over, at vi er et folk, som holder sammen og hjælper hinanden, vi skal holde nytår i troen og håbet på, at når vore kræfter hører op, afhænger alt af den lille dreng, som udgik af jødefolket i et land langt herfra. For den dreng viste sig at være en kæmpe, der besejrede synd og død, for at vi kunne være hans brødre og søstre og dermed Guds kære børn. Fremtiden er dermed skænket os af Gud selv, og det er alt, hvad vi behøver for at gå ind i det nye år.

Godt nytår!