27-12-2020

Et tegn til modsigelse

Salme: 129

 

Guds søn er min, jeg går herfra med ham til Himmerige. Amen.

 

Es 63, 7-9; Gal 4, 4-7; Luk 2, 25-40

 

»Jeg vil udgyde min ånd

over alle mennesker.

Jeres sønner og døtre skal profetere,

jeres gamle skal have drømme,

jeres unge skal se syner.«

Sådan spåede profeten Joel engang, og måske var det en spådom om den hændelse, vi netop har hørt om. Gud udgød sin ånd over Simeon, der var blevet lovet, at han ikke skulle se døden, førend han havde set Herrens salvede. Jeg har altid p.g.a. dette tænkt, at Simeon var gammel, men det står der faktisk ikke noget om, og der kunne være en pointe i, at vi ikke kender hans alder. For det, der er væsentligt er, at han er dødelig og derfor skal gå bort, men i det øjeblik han tager barn Jesus i favnen forenes han og Gud; og da går han fra døden til livet. Simeon kan se sin død i øjnene, fordi han har set Guds frelse. Og hvad består frelsen så i? Simeon taler dunkelt om, at den lille skal blive til fald og oprejsning for mange, et tegn til modsigelse, ja, hans moders sjæl skal sågar gennemtrænges af sværd.

Et tegn til modsigelse – hvad mon det kunne betyde? Det vil sige, at verden, som var blevet til ved det barn, Simeon holdt i sin favn, kendte ham ikke og ville ikke vide af ham. Så den udstødte ham. Det føler vi stærkt denne jul. Alligevel var lyset kommet til verden en gang for alle, og mørket greb det ikke. Langfredag oprandt, men påskemorgen fulgte efter. Dødens magt var brudt, og hvor selv Herrens Salvede skulle bæres, da han var lille, kunne han nu bære os.

»Jeres sønner og døtre skal profetere,

jeres gamle skal have drømme,

jeres unge skal se syner« spåede Joel, det gjorde Simeon, og det standsede ikke med ham. For hvad han kun kunne ane, det foldede sig efter påskemorgen ud, og siden da har mange profeteret, drømt og haft syner, som har foldet hemmeligheden om Jesus Kristus ud ikke mindst vore salmedigtere. Jeg vil fortælle om en af dem nu: Hallgrimur Pétursson kom fra Island og var samtidig med Kingo. Hallgrimur blev i sin skoletid blev berygtet for at skrive grove vers om de voksne. Han blev efter sigende bortvist og stak til søs, indtil han til sidst endte som grovsmedelærling i København. En lærd islænding fik dog øjnene op for Hallgrimurs boglige kunnen og hjalp ham i gang med en egentlig, teologisk uddannelse.

Island var på et tidspunkt hjemsøgt af algierske sørøvere, som i 1627 havde bortført et stort antal – 242 - beboere fra Vestmannaøerne, og holdt dem som gidsler i Nordafrika. Det gik trægt med at få de stakkels islændinge hjem, men langt om længe betalte den danske konge en løsesum, som fik udfriet nogle af gidslerne, dog kun ganske få. En af dem var Gudridur Símonardóttir, og da hun med de øvrige frigivne ankom til København, fik de Hallgrimur til kateket for at få genopfrisket den kristne børnelærdom. Han og Gudridur forelskede sig i hinanden, og hun blev gravid.  De blev sendt til Island i 1637, hvor de blev gift efter at det var godtgjort, at Gudridurs første mand ikke længere var i live. Hallgrimur måtte hutle sig igennem tilværelsen som daglejer og fisker. Han var ikke blevet færdig som teologisk kandidat men prædikede alligevel i den lokale kirke, og da hans ven fra årene i København blev biskop i Skálholt, udnævnte han Hallgrimur til sognepræst i Hvalsnes. Hallgrimur skrev en række flotte passionssalmer. En af dem handler om Jesus som tegnet til modsigelse. I en langfredagssalme skriver Hallgrimur om korsfæstelsen:

Undre vel må det: Bjerge brast / brat som for jættehammer. / Og jorden mer ej mægted fast /at modstå sådan en jammer, / mens på menneskers hårde hu / mærkedes ej vor frelsers gru, / som på vore vegne ham rammer.

Skaberen udstødes, dræbes af sin egen skabning, mennesket. Jord og fjelde skælver og krymper sig ved den grusomme gerning. De eneste, der umiddelbart er uimodtagelige for de tegn, der sker, er menneskene selv. Deres hårdhjertethed er uden grænser, og de fører deres onde værk til ende. Det er dommen over menneskene. Men så sker det, det vidunderlige:

Forhænget revned. – Budskab blev / båret til lys for alle: hvad Arilds-ordning foreskrev, / evig nu bort skal falde. / Præstevælde med offer-art / om nu skiftes, thi Gud vil klart / selv ad sjælene kalde.

Netop da mennesket har forhærdet sig allermest, flænges templets forhæng, og det betyder, at nu skal mennesket ikke længere komme med brændofre til Gud eller blote, men Gud kalder selv sjælene til sig - til tro eller forargelse. Gud har vendt historien om, og dommens dag bliver således historien om Guds enorme kraft og kærlighed, som han satsede, for at intet, hverken sorg, lidelse eller død længere skulle skille os fra ham. Vi skal ikke se døden, før vi har set Guds salvede, og da går vi netop fra døden til livet. Den tro fik Hallgrimur brug for, for det er jo netop således, at det ikke kun er gamle, der dør, mætte af dage. Nogen kaldes herfra før. Hallgrimur og Gudridur mistede en lille datter, som han i sin sorg skrev en salme til. Nu ledet er min lille, hedder den. Bar Simeon den lille Jesus i sine arme, så bærer Jesus nu os, det troede Hallgrimur på, og derfor kunne han nu synge sin datter ind i himmeriget med ordene:

Ja, dyrebare lille, / i Herrens hånd sov sødt! / Han gør min sorrig stille, /nu har ham selv du mødt, / har selv nu hørt ham sige, / hvad børn kan godt forstå: / Kun jeres er mit rige, / kom hid til mig, I små!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen