26-12-2020

Altid på vej hjem

Salme: Mit hjerte altid vanker, DDS 125

Til barnet vil vi stige ind og blive børn i sjæl og sind. Amen.

Luk 2, 15-20

Den 24. december 1619 blev der holdt jul ombord på skibet Enhjørningen. Man havde lagt glødende jernbjælker ind i opholdsrummet, sømændene havde gjort sig i stand så godt de kunne, og så spiste man rype- og haresteg og drak dertil vin. Udenfor herskede kulden, og det var en kulde som dræbte, for mændene befandt sig i Hudsonbugten i Canada. Men denne aften fik de lov at glemme den ubarmhjertige fjende, som snart skulle tage dem en efter en. Hvordan var de dog havnet der i den situation?

For at få noget at vide om det, skal vi tilbage til søndag den 9. maj samme år, hvor to skibe sejlede ud fra Københavns havn. Det var et fagert og imponerende syn; dagen var nydelig, den var begyndt med gudstjeneste i Holmens kirke. Kongen, kong Christian den 4., havde efter gudstjenesten talt til den knælende besætning, og da skibene, Enhjørningen og Lamprenen, kastede los, gjaldede trompeterne og alle stemte i den store salme, Aleneste Gud i Himmerig. Øverste kaptajn var Jens Munk, og han havde i opdrag at finde søvejen til Kina. Via nordvestpassagen.  Med sig havde han en logbog, og på den første side i bogen havde han skrevet: »Emtrar sempre deue de comesar Vida Noua Vida«. Det er portugisisk og betyder, at man fra begyndelsen af det gamle liv bør stræbe efter at træde ind i det nye. Det er gode ord at have med sig på en rejse, og Jens Munk fik brug for dem. Hans rejse begyndte flot og pompøst, men den endte i en tragedie, hvor bare tre mænd vendte tilbage.

I dag ved vi, at Munks ekspedition, hvis mål altså var at finde nordvestpassagen, var dømt til at gå galt. Men det kunne han ikke vide, og han troede, at han næste år ville være i Kina. Da ekspeditionen i august kom til Hudsonbugten blev han imidlertid klar over, at de var nødt til å overvintre, for isen gav allerede svære problemer, og nogle af sømændene var begyndt at udvikle skørbug. Til at begynde holdt de skørbugen borte ved at spise vilde bær, men efterhånden som sneen lagde sig, blev de umulige at få fat i. I slutningen af november indtraf det første dødsfald, den døde blev værdigt begravet med præst og salmesang. Og jul blev det som nævnt også; Munk drog omsorg for, at højtiderne blev fejret, og at mændene hele tiden havde noget at tage sig til. Men i januar begyndte problemerne for alvor; sneen og kulden tog til, man havde ikke medbragt ikke ordentlige klæder eller ski, så man kunne tage ud og lede efter føde, og Munk beskriver i sin logbog, hvordan først den ene, så den anden går til sengs, og snart går der ikke en dag, hvor han ikke må skrive navnene op på dem, som dør: Oluf Sundmør, Halvord Brønnie, Morten Nielsen, Thor Tønsberg, Anders og Morten Marstrand osv. osv. Man begraver og begraver, men snart dør præsten også, og da folkene bliver færre og færre og mere og mere afkræftede, ender det med, at de sidste døde får lov at ligge der, hvor de falder om. Den 4. juni - på pinsedag - tror Jens Munk, at han er ene mand tilbage, kaptajn over en flåde af døde, og da, men først da, skriver han sit testamente. Han afslutter med at byde al verden godnat og sin sjæl i Guds hånd. På intet tidspunkt i dette forløb har Munk opgivet disciplinen eller værdigheden. Han opfører konsekvent navnene på dem som dør, han drager omsorg for alle så længe han overhovedet har kræfter, og aldrig forlader troen ham, troen på, at Herren er tilstede også her og skal føre ham fra det gamle ind i det nye liv.

Men Jens Munk overlevede sammen med to andre; da solen brød igennem frosten, og græsset begyndte at gro på den pinsedag for så mange år siden, kravlede de tre mænd ud, Jens Munk fra sin kahyt, de to andre fra en hytte inde på land. De sugede kraften ud af græsstrå, de fik fat i en såret gås, kogte suppe på den og kom efterhånden til kræfter. Lidt over en måned senere havde de fået gjort det ene skib, Lamprenen, i stand og kunne begynde hjemturen. Tre mænd på ét skib, som egentlig skulle betjenes af tyve. Enhver kan sige sig selv, at dette er en overmenneskelig bedrift, og derfor blev den husket om end ikke værdsat på Jens Munks egen tid. Han kom jo hjem som nederlagets mand. I dag huskes den også, fordi Jens Munk ikke på noget tidspunkt under denne ekspedition, som viste sig at være nytteløs, mistede sin værdighed eller menneskelighed, og vi husker de mænd, som døde, fordi han skrev deres navne ned, når de gik fra det gamle liv ind i det nye. 

Disse mænd drog ud for at høste umistelig ære, og ære fik de, men ikke den ære de havde tænkt, nej, i nederlagets time lærte de, at æren til hver en tid tilkommer Gud, den Gud som kom til den verden, han selv havde skabt, men som ikke kendte ham igen. De lærte på den hårde måde at gå i frelserens fodspor, for ingen i samtiden havde den ringeste respekt hverken for dem, der måtte blive i Hudsonbugten eller for dem, der kom hjem. Ingen flokkes om en nederlagets mand.

Jeg tror, det er vanskeligt for os i dag at forstå Jens Munk og hans mænd, for vi er ikke særligt risikovillige. Vi lader os let skræmme.

Men der findes et gammelt ordsprog: »Hvo intet vover, intet vinder.« Der er intet i vejen med det, Jens Munk og hans mænd gjorde, for til forskel fra så mange andre mennesker satsede de noget, og en sømand på den tid vidste, at hver rejse kunne blive den sidste. Det er den erfaring, vi gør os i disse tider; at livet er i sig selv er en farefuld rejse. Det handler om, hvad vi gør på den rejse, for uanset om man hele tiden holder sig inden døre og aldrig satser noget for nogen eller for noget, så skal vi alle på et tidspunkt gå fra det gamle liv ind til det nye, og da kaster kærligheden sit lys på alle vore tanker og gerninger. Kærligheden er det vi bliver målt med, dømt på, og da kan det være, at vi dømmes hårdere end Jens Munk. »Hvad gjorde du egentlig med det liv, der var givet? Hvilke lys slukkede du på din vej? Var dit mål i livet at bjerge dig selv, eller levede du for andre?« Jeg tror, at vi er mange, som kommer til at svare, at vi ofte helst bjergede os selv. Hudsonbugten anno 1619 behøver ikke at være langt væk, den kan være lige her, og vi sidder strandede tilbage, angste og fortabte, optaget af vort eget. Der kan være gode grunde til at være optaget af sit eget, men det, som giver livet lys og fylde, det er, når vi netop bliver tvunget til at se bort fra netop det. 

Hyrderne var ikke bedre end vi, de var også optaget af deres eget; de lå på marken i den kolde nat og var smerteligt bevidste om, at deres liv aldrig ville blive anderledes end råt, udsat og foragtet uden anden glæde end den, en varm ild kunne bringe. Men midt i alt dette lod Gud sig føde; himlen åbnede sig, og lyset og varmen fra evigheden strømmede ned til jorden og til disse mennesker, som nu ikke længere kunne være helt så optaget af deres eget. Hyrderne var nødt til at bryde op for at se den lille frelser, og de var nødt til at gå ud og fortælle alle om ham. Og når vi ved, hvor mange fjender, Jesus havde lige fra begyndelsen, var det en risikofyldt affære. Menneskene blev sendt ud i verden, bort fra sig selv, for at vidne om Guds nåde og herlighed. Og tænk, det var mennesker som os, mennesker, som var både gode og onde, men pludselig spillede det ingen rolle, det som betød noget var, om de tog den lille frelser til deres hjerte og fortalte om ham. Selv i Hudsonbugten, hvor døden herskede, kom julen og fyldte de døende med glæde og varme. »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være hele folket.« Sådan lød det julenat, sådan lød det ombord på Enhjørningen mange århundreder senere, og det er stadig ordene til os og vore forfrosne hjerter, til os som går i verden uden andet mål livet end det vi selv kan komme på. Men målet i dette gamle liv handler om at forberede sig på at træde ind i det nye. Det er ikke en flugt fra realiteterne, det er at have retningssans. »Stjernen fra Bethlehem leder ej bort men hjem« hørte vi sunget før. Hvis du følger Gud og lytter til hans ord, så er du altid på vej hjem. Måske det var den virkelige opgave for Jens Munk at forkynde netop dette: At han havde været på ret kurs hele tiden, bare fordi han var et godt menneske og troede på sin Gud.

Tror vi Gud på hans ord, da er vi er på vejen, da skinner hans evige lys i vort mørke. Og selv om den fuldkomne kærlighed altid vil dømme os, så er det også med denne kærlighed, at den i sig rummer tilgivelsen, viljen til at lede os tilbage på vejen når vi går vild, og den bliver ved med at tale til os ikke mindst gennem de gamles tro og håb, som følger os fra det gamle liv ind i det nye.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen