25-12-2020

Gud finder altid et smuthul

Juledag 2020

Salme: Velkommen igen, Guds engle små, DDS 99

Ære være Gud i det højeste!

Es 9, 1-6a; Hebr. 1, 1-5; Luk 2, 1-14

Julen vidner om, at mørket er Guds modsætning, det var mørket, han brød, da han i tidernes morgen sagde: »Der skal være lys« Hele historien om Gud og den menneskeslægt, som udgik fra ham, er historien om mennesket som bestandig farer vild i mørket, og af til om menneskets oprørskhed over for Gud og om Guds vrede. Men det er også historien om hvordan mennesket længes efter og søger sin Gud og skaber. Der er historien om, at denne skaber selv længes efter sin skabning, leder efter os og finder os på de mest utænkelige steder, taler til os, rækker ud efter os, bjærger os. Man kan sige, at historien om Gud og mennesket er en lang fødselsve, som julenat endte med Guds komme til jorden i skikkelse af det barn, Maria fødte. Lyset tændtes i mørket, og mørket overvandt det ikke.

Denne jul har lyset været tæt på at gå ud; en vrede, asiatisk i vælde, vendtes mod kirken med beskyldninger om, at den ved at afholde gudstjenester ville sprede sygdom og død omkring sig. Beskyldninger om manglende næstekærlighed har føget i luften, fordi kirken holdt fast på, at julegudstjenesterne skulle afholdes, og så endte det som så; kirken begyndte at vakle, gudstjenesterne blev i 11. time anbefalet aflyst, og det blev de også mange steder. Men ikke alle steder, julebudskabet lød i vort land i går, det lyder i dag, og måske vi skal se sådan på det, at det er julen i en nøddeskal. Den finder altid et smuthul.

Vi har dette år talt om samfundssind, et verdsligt ord for næstekærlighed, som vort samfund bygger på. Men det er bare ingenting værd uden værdier som ansvar, skyld og tilgivelse. Noget så simpelt som at kunne skelne det gode fra det onde. Det er de værdier, kirken forkynder. Mennesker skal kunne kende forskel på ondt og godt, og de skal kende det onde i sig selv. Det er kirkens opgave at forkynde det for alle, også for øvrigheden, men nu er øvrigheden - staten - blevet vores kirke med sit eget præsteskab, som dag ud og dag ind i årets løb har talt til os som til børn – skiftevis opdragende, rosende og manende. De har kunnet gøre det fordi danskerne for de flestes vedkommende har tilbragt det meste af deres barndom i institutioner, som har overtaget en del af opdragelsen, og den lydighed, vi før viste vore forældre, den viser vi nu staten, der prædiker samfundssind og gør, at vi alle vogter på hinanden, om vi nu odøver den på rette vis. Men er det nu hele sandheden? Også her har Gud måske fundet et smuthul, for da landet i marts blev lukket ned, blev de fleste sendt hjem i familiens skød, og det gjorde mange familier godt. Og sådan kan det gå, at bedst når staten er travlt optaget af at herse og regere, så lever kærligheden sit eget stille liv, går sine egne veje.

Jeg har derfor lyst til at riste familien en rune, og her tænker jeg først og fremmest på Maria, Josef og Jesus, som blev en familie for så mange år siden i Betlehem, og som siden har været et forbillede for alle familier. Hvad er den grundlæggende værdi for en familie? Her skal vi ikke tænke i glittede billeder fra reklamer og vore egne drømme om det helt perfekte. Indtil for nylig var familien en økonomisk enhed, hvor alle var afhængige af hinanden til at opretholde livet, men den var og er stadig også noget andet; i familien finder opdragelsen sted; det er her man lærer selvkontrol, lærer at være en god kammerat, lærer at tænke over sine handlinger. Men alt dette kunne familien ikke, hvis ikke der fra forældrene udsprang en nærmest grundløs og evig kærlighed til børnene. At ungerne også hos forældrene lærer den betingelsesløse tilgivelse og følelsen af at være elsket at kende. Staten kan danne en tryg ramme for familien, men familiens frihed er afgørende for, om det er en god stat at leve i.

Lukas begynder med at fortælle om en stat, den romerske, som breder sig ud over den hele verden, også til Israel. Og Israel sukkede på denne tid efter en Messias, en frelser, som kunne bringe Davids riges storhed tilbage. Vi hører om en kejser, som elskede sin magt så højt, at han måtte have tal på og overblik over alle som boede i hans riger. For først når han kendte sit skattegrundlag, kunne han rigtigt nyde omfanget af sin magt. Kejseren kunne sidde i sit palads på Palatinerhøjen og tænke i fugleperspektiv om alle disse mennesker og riger, som han rådede over og føle sig magtfuld og vigtig. Han var flintrende ligeglad med de familier, han sendte ud på lange, strabadserende rejser for at opnå sit mål. Og hvorfor skulle han ikke være det? Han gjorde så meget for dem – byggede flotte teatre, anlagde veje og viadukter, bragte dem romerretten, så de havde bare at være taknemmelige. Men i fugleperspektiv forsvinder fornemmelsen for detaljen let, og kejseren anede ikke, at Gud selv julenat skulle bruge hans befaling om at hele verden skulle skrives i mandtal til – helt uden for regnskabet - at placere sin søn i kong Davids stad; at dette skulle blive begyndelsen på enden på kejserens magt over verden, den verden som rettelig tilhører Gud.

Men selv Gud har brug for en mor, en familie til at tage vare på sig, når han bestemmer sig for at blive født som et skrøbeligt menneskebarn. Da Maria og Josef drog ud på den lange rejse fra Nazaret til Betlehem, gjorde de det nok på kejserens befaling, men de rejste på Guds ord, som vi hørte i går. De kom til en by hvor der ikke var husly for dem. Og dog; en stald var der, glæden kom til verden blandt okser og får. Men glæden kom, og hvilken glæde! Gud satte i gang hele sit skaberværk med stjernen der lyste og blinkede så det var en lyst, og han sendte sin hær af engle til nogle af de fattigste og mindst ansete mennesker på den tid, nemlig hyrderne, for at fortælle netop dem, at en frelser var født. Mens kejseren sad i Rom og grundede over næste politiske træk og intrige, åbnede himlen sig i den verden, han troede var hans, og ingenting blev mere det samme.

»Dette er tegnet, i får: I skal finde et barn som er svøbt og ligger i en krybbe« sagde englen til hyrderne. Hvem ville tro på det i dag? Det gør vi, der er kommet for at høre det fortalt, ellers var vi ikke kommet.

Og hyrderne troede englen, de drog til Betlehem, fandt barnet og fortalte alle om det de havde set: Om frelseren i krybben, og englene som sang han pris.

Mørke var der dengang, mørke er her nu, det ruger over landet, over jorden, over menneskene og i menneskene. Men når Gud siger, at der skal være lys, så bliver der lys. Marias søn, verdens lys, blev født i mørket, og selv måtte han vandre gennem dødsskyggens dal, alligevel hører fortællingen og lovsangen om ham ikke op. 

Gang på gang vender vi tilbage til kirken for at høre om barnet i krybben; og det gør vi ikke bare, fordi vi vil bekræftes i den gode stemning, som nu skal herske i familien. Nej, vi gør det, fordi fortællingen om barnet i krybben minder os om det vigtige i livet; om en kærlighed og nåde uden grænser, om at Gud kan vende historiens gang uden våben og intriger, og at det er denne Gud, som er udgangspunktet for alt det gode i verden, også det, vi selv kan frembringe.

Gud kan vælge at flytte sin lysestage, men ingen magt på jorden kan kvæle hans lys, han finder altid en vej og et sted at være, ganske som han gjorde julenat.

Må Gud denne jul finde vej til vore hjem, må han bringe fred til de hjem, der er splittede, må han være hos dem som ikke har et hjem, må han tage bolig i vore hjerter, og må ordene »Der skal være lys« atter og atter høres over den lidende jord.

Glædelig Jul!