24-12-2020

Tilbyd glæden en magelig stol!

Juleaften 2020

Salme: Julen har bragt velsignet bud, DDS 119

Din lov skal høres, frelsermand, så vidt og bredt i verdens land, at jorden den skal ryste. Amen.

Luk 2, 1-14, Matt 1, 18-25

For nylig læste jeg en klumme af en politiker, der er formand for et parti, hvis sundhedsordfører har arbejdet hårdt for at få kirken lukket i dag. Heldigvis gik det anderledes, men det interessante er, at denne politiker skrev om det samfund, hun drømte om, og som hun mener, de fleste andre drømmer om: Et samfund med mere tid. Hun kan nok få lov drømme på ubestemt tid, men umiddelbart er partiformandens drømme udtryk for, at hun vil mennesker det bedste. Og så alligevel, for når politikere drømmer, stikker der som regel noget under, og det gjorde der også her; det viste sig nemlig, at vi ikke selv måtte bestemme over den tid, politikeren ville forære os til f.eks. at gå lidt mere i kirke, nej, vi skulle bruge den til at lære de små børn »insekternes magiske egenskaber« at kende, de skulle kende skoven »og forstå, at vi slet ikke kan leve uden at opretholde de skrøbelige balancer i naturen.« Hun sluttede klummen af med følgende opråb: »Tænk, hvis fremtiden ikke bliver forfærdelig. Tænk, hvis den kan blive fantastisk.« Ja, det kunne jo være dejligt, men der sker som regel det med mennesker, der brændende ønsker at skabe en fantastisk fremtid for menneskeheden, at de bliver værre end nogen præst og kommer til herse med alle, der strider imod. De kan ikke forstå, at vi mennesker ikke har den samme opfattelse af, hvad der er fantastisk. Den eneste, fantastiske fremtid, vi kan være sikre på, er den, som forkyndes os i aften, fremtiden, som ligger i Guds hånd, den Gud, der julenat blev vores bror. Det virker så provokerende på så mange, at de næsten nu har haft held til at afskære os fra at mødes i kirken og høre det glædelige budskab. For nogle handler det om en vrede mod kirken og religion i det hele taget, for andre handler det om angst, men i begge reaktioner ligger en opfattelse af, at julens budskab ikke er særligt vigtigt, det er overflødig hygge, julen er humbug!

At selv det mest forhærdede hjerte kan lade sig overmande, findes der imidlertid en kendt historie om, og når vi fra i morgen har masser af tid, så vil jeg foreslå, at man ser eller læser Charles Dickens´ Et Juleeventyr; insekterne kommer jo først frem til foråret, hvor vi i øvrigt er tilbage i hamsterhjulet og har andet at tænke på. Historien handler – kort fortalt – om ågerkarlen Ebenezer Scrooge, som hader alt andet end penge. Tid er penge, kærlighed og jul er humbug. Scrooge har ikke altid været sådan, og han har også mødt mennesker i sit liv, der har forsøgt at lede ham ad kærlighedens vej; hans søster, der elskede ham uforbeholdent, hendes søn, der bliver ved med at invitere ham hjem til jul, selv om han altid får en brysk afvisning, Scrooges forlovede, som han jog bort, fordi han blev mere og mere optaget af penge, og så er der hans gamle læremester, der altid holdt stor kalas for sine medarbejdere juleaften: »Når glæden dukker op, så tilbyd den en magelig stol« siger han til den unge Scrooge, som snart glemmer alt det gode, han selv ufortjent har modtaget i livet. Han dyrker i stedet Gud mammon og iklæder sig et sjæleligt panser, gennem hvilket ingen glæde, ingen medlidenhed tilsyneladende kan trænge ind. Han hundser med sin kontorassistent, mr. Chratchit, som han underbetaler og lader sidde i et koldt kontor mange timer dagligt. Ja, han under ham næsten ikke engang at holde fri Juledag. For Scrooge er det det glade vanvid at være fattig og så insistere på at bruge penge på noget så fjollet som julen. Men en juleaften får Scrooge besøg af tre ånder, fortidens jul, nutidens jul og fremtidens jul; fortidens jul siger direkte til Scrooge, at denne nat handler det om hans frelse, og han prøver at minde ham om alle de gode juleaftener, han trods alt har haft. Scrooge bliver smerteligt mindet om, at han har fornægtet kærligheden for at leve for sig selv og sine penge. Nutidens jul tager Scrooge med til bl.a. familien Cratchits hjem, og her ser han, hvor fattige de er, men også hvor megen godhed og glæde, der er i hjemmet. Det er dog særligt den mindste dreng, Tim, der er krøbling, som rører hans kolde hjerte. Selv om mr. Chratchit har arbejdet for ham i mange år, anede Scrooge ikke, at han havde et sygt barn. Han interesserede sig ikke for det. Cratchit har juleaften været i kirke med lille Tim, og Tim har på hjemvejen sagt til ham, at det ville være godt, hvis kirkegængerne fik øje på ham, der er krøbling, for så ville de blive mindet om Jesus, der fik lamme til at gå og blinde til at se. Tim ser altså helt bort fra sin egen situation og er i stedet fyldt af glæde over julens under.

Da begynder der at ske noget med Scrooge; han begynder at bekymre sig for, om den lille dreng kan overleve, og hvordan det hele går, vil jeg ikke afsløre her, men det er et juleeventyr, så man kan roligt se den og bevare sit gode humør.

Pointen er, at der er noget, der rammer Scrooge, så han begynder at forholde sig til verdens barske realiteter, men ikke på en måde, så han vil indrette hele verden efter sin egen vilje, nej, han indser, at han er til for andre mennesker, og fremtiden, der umiddelbart så forfærdelig ud for både ham og lille Tim, bliver forvandlet til noget fantastisk, fordi Scrooges hjerte forvandles. Det forvandles af julens under.

Vi mennesker drømmer, og det er der ikke nødvendigvis noget i vejen med. Josef drømte også. Han drømte om at få en kone og en familie, men bedst som han havde forlovet sig med en sød pige, så viste det sig, at hun allerede var gravid, og at det ikke var ham, der var barnefader. Nu var alle Josefs planer spoleret, men så skete der noget. Der kom en drøm til ham udefra. Gud sendte sin engel til ham og sagde, at han skulle holde fast ved Maria, for hun skulle føde Guds søn, som engang skulle frelse syndere, få lamme til at gå og blinde til at se. Det var et mærkeligt budskab, og når det blev givet til Josef i en drøm, kunne man jo godt tænke sig, at han ville slå det hen som humbug og gøre, hvad han først havde tænkt sig, nemlig at skille sig af med Maria, men på en pæn måde, så hun ikke blev dømt og stenet for utroskab. I stedet troede Josef Gud på hans ord, han holdt fast ved Maria, og da drengen var blevet født, gav han ham navnet Jesus, ganske som Gud havde befalet ham. Og Gudskelov for Josefs irrationelle lydighed, der bragte frelse til verden! For det jo sådan, at vi ikke kan sige os fri fra ind i mellem at have en Scrooge i os; angst kan bringe os ud i vredens afkroge, vi kan være optaget af materielt begær, af alt det, der skal være i orden, for at vi kan leve et acceptabelt liv. Vi kan være almindeligt selvoptagede – blev vi anerkendt nok for vore indlysende kvaliteter, gik alting os ufortjent imod? Vi kan være tyngede af afgrundsdyb sorg over kære, vi har mistet, over brudte familiebånd eller – som den nævnte politiker - bekymrede over klodens almindelige tilstand. Selv om der kan synes stor forskel på disse sorger og bekymringer, så bunder de alle sammen i længslen efter kærlighed, i ønsket om et fristed i en trøstesløs verden, hvor alene glæden skal herske. Og altid må vi erfare, at vore egne anstrengelser er og bliver frugtesløse; livet og samfundet bliver jo aldrig helt, som vi havde drømt om, vi kan ikke trøste os selv, vi kan ikke holde til at bære klodens skæbne på vore skuldre. Det er lige til at blive trist af, men mærkeligt nok er det svært at være trist i længden, og grunden til det er, at vi hver jul hører om den glæde og det håb, der blev os skænket. Det er derfor, vi så gerne vil i kirke. Julenat kom den Gud, der skabte alt, til verden, for at vi aldrig mere skal være alene med alt det, der tynger og plager os. Han kommer som et lille, forsvarsløst barn for at tale til vore hårde hjerter, sådan som lille Tim talte til Scrooge.  Sådan er julen. Gud siger, at kærligheden ikke afhænger af os, men af ham, som gav sig selv. Vi skal bare tage imod og glædes! Når glæden dukker op – og det vil den i aften uanset hvor meget humbug, der bliver råbt efter den - så gælder det om at tilbyde den en magelig stol.

 Glædelig jul!