13-12-2020

Salig er den, som ikke forarges på mig

Salme: Tak og ære være Gud, DDS 80

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es. kap. 35; 1. Kor 4, 1-5; Matt. kap. 11, vv. 2-10

Man husker måske, hvordan vi i foråret fra højeste sted fik at vide, at vor omgangsmåde med hinanden p.g.a. corona »måske var ændret for altid«. Det lød i mine øren – både dengang og nu – ubehageligt, for den adfærd, vi har udvist siden marts, afholder os fra at være umiddelbare sammen, også selv om nogle af tiltagene har været nødvendige. Men umiddelbarheden kan vi ikke i længden undvære. Og mærkeligt er det, fordi man år efter år, når terror ramte os, har insisteret på, at vi skulle fortsætte med at leve, som vi altid har gjort. Ellers ville terroristerne, mørkemændene, vinde over os. Sådan har det lydt fra vore ledere til os fra terrorsikrede parlamenter. Nuvel, terrorsikringen kunne ikke holde coronaen ude; alligevel har man arbejdet dag og nat for at styre ikke alene den, men også folkene rundt om i verden. Det har nu ikke forhindret terroristerne i at krydse landegrænserne, hvorfor vi denne sommer har oplevet både terror og sygdom, men altså to helt forskellige måder at håndtere dem på. Det pudsige er, at man lægger ansvaret for folkesundheden på den enkelte; vi bærer således i vor adfærd hver især ansvaret for ethvert corona-relateret dødsfald, medens ansvaret for den ulykke og død, terroren fører med sig, ikke kan placeres nogen steder. Det er noget, der bare sker, hvor man ellers skulle tro, det forholdt sig omvendt. Man lader derfor som om, terroren ikke findes og øger i stedet overvågningen og politiopbuddet, som en slags usynlig fængselsmur omkring folket. Efter coronaens indtog er der kommet endnu en mur, den der kaldes »forsamlingsforbud«, som grundloven ellers skulle sikre os imod. Vi lever dermed i en sminket virkelighed, hvor vi lader som om vi er frie vel vidende, at vi ikke er det, og jeg tror, at det er grunden til, at mange i denne tid føler en stor tristesse. Vi har ingenting gjort, men er alligevel indespærrede. Evangeliet - derimod - sminker ikke virkeligheden, men i modsætning til vore ledere vender det tristessen til glæde; derfor skal vi sætte os ind i Johannes Døbers situation, som vi netop har hørt om.

Johannes sidder i sit fængsel, et rigtigt, skinbarligt et af slagsen, og venter på sin henrettelse. Johannes har ikke gjort andet end at følge et kald. Han skulle bane vejen, hed det sig, for en anden, der var så meget større end han selv. »Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!« havde han sagt til Jesus, da Jesus kom til ham for at blive døbt. Nu sad Johannes i fængsel og skulle dø for en andens hånd, uden rettergang. Derfor måtte han vide, om Kristus virkelig var den, der skulle komme, eller om han skulle vente en anden. Sin håbløse situation til trods håbede og ventede Johannes altså stadig på nogen, Guds salvede, verdens forløser.

Forventningen, ja, det er netop den, der er blevet taget fra os i den forløbne tid. Måske har vi helt glemt, hvad forventning er. Vi længes i stedet efter alvor i tilværelsen, og det skal man passe på med. Alvoren i tilværelsen kommer helt af sig selv, den havde Johannes, men forventning var det, han stadig nærede. I sin fortvivlede situation, hvor alle anstrengelser og prøvelser syntes forgæves, troede og håbede han på, at nogen skulle komme. En, der skulle bringe frelse, en, der skulle bringe mennesket nær Gud. Johannes forsøgte ikke at omdefinere sin forfærdelige situation, han tænkte heller ikke, at den, der kom, skulle redde ham ud af fængslet. For Johannes havde løst sin opgave, han trængte blot til at vide, at han virkelig havde mødt sin frelser, at han havde banet vejen for den rigtige, han trængte til en vished, han kunne gå i døden på. Og man kan næsten i fortællingen mærke, hvordan han både i sjæl og krop anspændt spørger: »Er du den, som kommer?«  

»Salige er de fattige i ånden, thi Himmeriget er deres.« Således havde Jesus prædiket, og måske Johannes havde hørt det. Det er i hvert fald en sådan fattigdom, han giver udtryk for i sit spørgsmål. Det er en fattigdom, der ikke er af materiel art, en fattigdom, der er en erkendelse af, at kun Gud kan give frelse, kun Gud kan give den fred og det mod, der skal til, for at vi kan se situationen, om det så er døden selv, i øjnene og vide, at alt er lagt i Guds hænder.

Det skal vi have med os i tankerne, når vi nu vender tilbage til sygdom og terror, som begge kan betyde døden for os, ikke bare den fysiske, men også den åndelige. Gør vi sygdommen til herre, er vi holdt op med at leve i forventningen om, at døden er besejret. For hvert blik, vi kaster i statistikken over smittede, syge og døde, mærker vi stedse døden ånde os i nakken, og vi tænker på alt det, vi ikke nåede, fordi vi tror, at alt skal lykkes for os i dette liv. Men når vi gør det, forsager vi den levende Gud, der lod sig føde julenat og siger ja til det usynlige fængsel, hvor forventningen om et normalt liv i umiddelbar kontakt med andre mennesker er taget fra os, og hvor håbet knyttes til en vaccine. Er det en god forventning at leve i?

Sætter vi kikkerten for det blinde øje i forhold til den islamiske terror, kommer vi til at anerkende en anden Gud. »Allahu akbar« - Gud er stor – blev der råbt også ved denne sommers terrorhandlinger. Islams Gud er stor, det har vi efterhånden fundet ud af, og han sender åbenbart sine disciple, som er både dommere og bødler, ud på deres sælsomme missioner blandt de vantro, og det har bl.a. gjort et menighedsråd på Fyn så angst, at de er blevet bange for at have ansat en islamkritisk præst. Angsten truer med at overvinde glæden og forventningen om den, der skal komme. Således lader vi enten en virus eller Islams gud dømme og bestemme over os. Og ligesom det er farligt at lege med ilden, er det farligt at lege med andre guder, for det fører os direkte ind i angstens fængsel. Derfor skal vor samvittighed være bundet til Kristus og ikke til alle mulige andre. For har vi Kristus til dommer, da er alt lagt i den gode Guds hånd, sådan som Paulus siger:

»Den, der bedømmer mig, er Herren. Fæld derfor ikke dom før tiden, før Herren kommer! Han skal bringe for lyset,hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil. Og da skal enhver få sin ros fra Gud.«

Herren kommer som dommer, men når han kommer, er han samtidig vor frelser. Det er den herre, Johannes i hjerte og sjæl håber og venter på. Johannes, der intet andet havde gjort end det, Gud havde pålagt ham, nemlig at forkynde Jesu Kristi komme, bane hans vej ved at fortælle folk, at de havde vendt sig bort fra Gud, og at de derfor skulle omvende sig. Det gjorde ham så upopulær, at man satte ham i fængsel for at lukke munden på ham. Men i fængslet fik Johannes glædeligt budskab; Jesus svarede hans udsendinge med profetens ord: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: blinde ser, og lamme går, spedalske renses, og døve hører, døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige; og salig er den, der ikke forarges på mig.«

Hvor stor en forskel er der ikke på denne herre og på ham, hvis gerninger vi ser gang på gang i disse år? Og hvor vidunderligt er det ikke at høre, at han er herre over sygdom og død?

Jesus Kristus har givet os tegnene på, at han er den skabende, den gode, den gavmilde, den barmhjertige Gud, men vi er ofte blinde og døve for dem. Vi har blikket dybt begravet i smittestatistikker og pressemøder, med diverse terrorangreb som en variation i al elendigheden. Det er et fængsel, men det er på mange måder selvskabt, og vore ledere har intet håb at bringe os. De forsøger ikke engang, enten fordi de ikke kan eller fordi de ikke vil. Folk i fængsel ved man jo, hvor man har. Til forskel fra Johannes har vi dog en vej ud. Vi kan løfte blikket mod Gud og begynde at tænke selv. Og lad os da begynde med at være glade. Det kan vi snildt være, fordi vi har en Herre, der lader blinde se og døve høre, en herre, der ikke vil overlade os til os selv. Han lader os derimod leve i den glædelige forventning om, at han har begyndt sin kæmpegerning, og at han vil fuldende den ved tidens ende. Vi kan tro det, fordi han satte sig selv ind på det. Derfor skal vi heller ikke lade os forarge over den ubekymrethed, som kristendommen forkynder, for den viser vejen ud af ethvert selvskabt fængsel, og den gør det med disse ord: »Se, din konge kommer til dig, blinde ser, og lamme går, spedalske renses, og døve hører, døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige; og salig er den, som ikke forarges på mig.«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen