29-11-2020

Glæd dig Zion, glæd dig jord!

Salme: Blomstre som en rosengård, DDS 78

Kom, Herre Jesus. Amen.

(Sl 24/100); Rom 13, 11-14; Matt 21, 1-9

»Vorherre, Helligånden, Jesus og Jomfru Maria har altid i min bevidsthed rangeret på samme niveau som nisser« sagde Ritt Bjerregaard engang. Jeg tror ikke, hun har skiftet mening, og jeg tror også, at mange er enige med hende. Når vi læser om fortiden, f.eks. de gamles forståelse af sundhed og sygdom, så griner vi over deres vilde teorier, af lægerne, der under pesten gik iført pestnæb, og af almindelige mennesker, der i deres forsøg på at afværge sygdom og ondskab slog korsets tegn for sig eller på et marked købte en splint af Kristi kors, som de så lagde under puden eller hvad de nu kunne finde på at gøre med det. Hvis man tror, vi er blevet meget klogere siden da, kan man køre forbi det stinkende søle ved massegravene i Nordjylland, hvor millioner af mink samt nogle katte, der også var blevet testet positive for corona, er havnet. Det er ikke rart, slet ikke fordi det fra højeste sted skråsikkert hævdes, at der ikke var andet at gøre. Folkesundheden krævede det. Jeg er af og til lige ved at tænke, at der ikke er nisser, men noget andet på loftet i hele systemet, der synes at leve i sin egen fortælling, sin egen virkelighed, hvor der ingen forskel er på fornuft og galimatias, ret og uret, sandt og falsk. Og dog er sagen nok den enkle, at vi i disse dage og uger ser, hvad der sker, når mennesker handler uden evigheden for øje. Uden evigheden findes nemlig kun livet her og nu, derfor skal alting løses her og nu, og når det så ikke går som det skal, må virkeligheden tilpasses den fortælling, man har skabt. Men virkeligheden er jo den evige Guds, og den gør oprør, når man vil lave om på den.

Derfor er det så godt her på kirkeårets første dag at høre om himlen, der besøger jorden. Der er ikke den mindste lille nisse i den, men historien fortæller, at Gud er kommet for at kæmpe for dig og for mig. Han kommer sagtmodig, ridende på et æsel, og vi længes efter at høre det. Det gør vi, fordi de begivenheder, der bliver sat i gang med dette optrin, endnu ikke har fundet deres afslutning, og derfor kan det se ud, som det hele ender galt. Det gør det imidlertid ikke. Coronaen kan intet stille op imod Gud, vi er ikke ved historiens ende.

Vi trænger imidlertid til håb, det gjorde jøderne også, og det var derfor ingen tilfældighed, at Jesus valgte at ride ind i Jerusalem på denne måde. Han red simpelthen ind i en forventning, jøderne havde næret i århundreder: Israel, der med den legendariske Kong David var blevet et blomstrende rige, havde oplevet et væld af nederlag over mange år; først gjorde assyrerne en ende på den ene del af riget, og omkring 200 år senere gjorde babylonerne arbejdet færdigt og sendte en stor del af det jødiske folk i eksil. Nu var landet besat af romerne, der havde indsat deres egen lydkonge, den dekadente kong Herodes. Midt i alt dette foregik der en indre oprustning; mange vendte sig mod skrifterne og forsøgte at opretholde et rent gudsforhold ved at være tro mod de hellige bud og ellers afholde sig fra at blande sig med de vantro. Blandt andre foregik der en ydre oprustning; de mente, at et opgør med romerne måtte være af væbnet karakter. Men uanset hvilken vej man valgte, den fredelige eller den ufredelige, så var der altså et håb om, at der skulle ske noget, at der skulle komme nogen, der kunne sætte gang i tingene, og den nogen kunne ikke være hvem som helst. Israel var nemlig for længe siden af profeten Zakarias blevet spået, at Gud i tidens fylde skulle sende sin udvalgte, sin konge, sin salvede. Der skulle ikke være ende på hans rige, og tegnet var, at han skulle komme ridende på et æsel, sagtmodig, retfærdig og sejrrig.

Historien foregår under den jødiske påske, hvor Jerusalem fyldes af pilgrimme, lykkeriddere, oprørere, romerske soldater, der skal holde masserne i ro. Ja, selveste Pontius Pilatus, den romerske landshøvding, var kommet for at gyde olie på de oprørte vande. Ind i dette hvepsebo rider Jesus som spået, og reaktionen udebliver da heller ikke; folket er ikke i tvivl om, at nu, NU sker det, de har ventet på, besættelsens åg skal tages af deres skuldre, og Israel skal genopstå i glans og herlighed. Nu gælder det om at være sejrherrens side. Man kan kalde det en form for spin, men det holdt ikke længe under datidens politiske forhold; få dage senere ender triumftoget i tortur og døden på et kors. Hænderne, der holdt palmegrenene, formes til knyttede næver, og hyldestråbene afløses af taktfaste råb om dødsstraf. Hvordan kunne noget, der begyndte så smukt dog ende så grimt og sørgeligt? Det er der en ganske enkel, psykologisk forklaring på, nemlig den, at når der hersker en forventning, og forventningen ikke indfries, så kan den gode stemning hurtigt vendes til det modsatte, til skuffelse, til had, og det er det, der sker her. Jesus vendte sig ikke mod romerne, han vendte sig mod religionen, den religion, som var jødernes ideologiske boldværk mod alt udefrakommende, og de ville bestemt ikke have fjernet det, der gav dem retten til at være Guds udvalgte folk. Judas ville ikke følge en verdensfjern sektleder, derfor forrådte han ham, Pilatus ville have ro på bagsmækken, så han dømte Jesus til døden, selv om han ikke fandt nogen skyld hos ham. Alle forventningerne til Jesus handlede i virkeligheden om at bevare magten, både blandt de fredelige og ufredelige af jøderne, ja, selv for dem, der mente, at jødernes tro var samme niveau som nisser og derfor ikke havde nogen forventning til ham.

Jesus vidste imidlertid hele tiden, at hans opgave var at gøre sin himmelske faders vilje, og den var ikke, at han skulle frelse jødefolket som sådan, han skulle frelse menneskene, føre os hjem, hvor vi hører til – i vort himmelske fædreland. Men menneskene er af denne verden, for os handler alting altid om os selv og hvordan vi bedst kan nå vore mål. Derfor kunne menneskene ikke andet end møde Guds himmelske søn med had og spot og mord, og således endte triumftoget tilsyneladende med to tabere; på den ene side et jødisk folk, som ikke ville vide af den Gud, de ellers tilbad, og som få år senere endegyldigt blev løbet over ende af de forhadte men stærke romere, på den anden side Guds søn, der måtte lide og dø på en forbryders kors, udstødt af sit eget folk, foragtet af alle andre. Og det var så enden på historien, skulle man tro.

Men nej, det var jo ikke en vattet pacifist, der red ind i Jerusalem. Sådan har vi det med at se Jesus. Vi vender dagligt Gud ryggen, fordi han skuffer vore forventninger, vi lader ham hænge på korset som den slapsvans, vi regner ham for at være, og så tror vi mere på os selv og vor egen magt. Vi vil finde forløsning i dette liv, i denne verden, og i denne verden er døden naturligvis vor værste fjende, som vi konstant forsøger at fortrænge eller flygte fra. Når man er bange for døden, tager man beslutninger i panik og holder op med at tænke rationelt. Gud tænker klarere end vi gør; han sendte derfor en krigerkonge, der skulle kæmpe mod døden, for den kamp kan intet menneske vinde.

Påskemorgen sluttede kampen, graven brast, og den korsfæstede stod ud af den som sejrherre. Gud viste dermed, at hans kærlighed og tilgivelse varer ud over døden, og at han vil angribe alt, der vil ødelægge det gode, han spreder han omkring sig. Hverken dæmoner, sygdom, tvivl, uvejr eller døden har en chance, hvor han viser sig. Netop derfor var det ikke Guds sag at kæmpe mod den romerske besættelsesmagt, for den slags kampe kan aldrig blive andet end en sag for mennesker, og på den måde skuffede han alle jordiske forventninger. Imidlertid skabte han en ny forventning, forventningen om, at hans grænseløse kærlighed faktisk har en virkning på os og de mennesker, vi er i berøring med, en forventning om, at Guds virkelighed er vores virkelighed. Nok er hans rige ikke af denne verden, men det er dog i verden. Gud kom jo ind i verden. Dét er frugten af indtoget i Jerusalem og de begivenheder, der fulgte efter. Begivenhederne sluttede nemlig – som antydet – ikke på Golgata. De satte gang i en historie, som vi stadig deltager i, og som er ganske anderledes end nogen fortælling, et menneske kan finde på. Det er vigtigt at vide i en tid, hvor mørket tager til, og hvor vi i aviserne får daglige bulletiner om, at det ikke er sikkert, julen bliver til noget i år. Det kan gøre det svært at tro på en sejrrig konge, for også her i kirken hænger manden på korset, og har han virkelig noget afgørende at byde ind med, som man siger i moderne sprogbrug?

Her skal vi huske, at Jesus ikke længere hænger på korset, det skal blot minde os om, hvad vi gjorde med ham. Jesus anes bag alt, hvad vi ser; vi har netop døbt en lille dreng til at høre Jesus til, og vandet er et tegn på, at Jesus er en levende kilde. I dag var noget af vandet fra Helligbæk, hvor Harald Blåtand ifølge sagnet lod sig døbe. Kongen havde erfaret, at Kristus var stærkere end både Odin, Tor og nisserne, og han bestemte derfor, at både han selv og danerne skulle være kristne. Hos Kristus er livet, lyset, godheden og varmen, og vi, der hører ham til, skal selv vidne om det liv, det lys, den godhed og den varme, vi skal bære det som rustning. For sådan skaber vi den gode forventning i stedet for at sprede angst for døden.

Det nye år er begyndt. Livets konge kommer til os, det vil også sige, at det bliver jul i år uanset hvad virologerne og statsministeren måtte mene, og der er derfor intet andet at gøre end at glæde sig og istemme:

»Hosianna, Davids søn. Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen